Efter Tine var taget hjem, var vores første prioritet at få repareret vores bovpropel, der, som sagt, var stået helt af på grund af problemer med et svært beskadiget strømførende hovedkabel.
Vi kom i kontakt med Anne (dansk) og Gilles (fransk) fra firmaet Marine Excellence, der gerne ville påtage sig at hjælpe os med at få udskiftet de 2 store strømførende ledninger til bovpropellen.
Og heldigvis lykkedes det for os at få en plads i Papeete Marina, så det blev noget lettere at arbejde på sagen end det ville være på en noget urolig ankerplads udenfor Taina Marina.
Vores næste gæst Dennis (Leifs gamle studiekammerat) ankom, mens vi var i Papeete Marina. Han fik “fornøjelsen” af at vente på at bovpropellen var repareret, så vi fik nogle dage på Tahiti. Det blev bl.a. en biltur rundt på øen, et besøg på et perlemuseum, Musee de Tahiti og en lækker frokost på Restaurant la plage de Maui. Der serveres god mad og den ligger fantastisk lige før OL 2024 surfstedet Teahupo på Tahiti Iti. Selvom stedet er kendt for meget store bølger var det mere behersket da vi var der, vinden var ikke stærk nok og ikke fra den rigtige retning.
Herefter sejlede vi videre til Moorea, hvor vi kastede anker på Tiki Anchorage, der ligger i et område beskyttet af rev uden for bugten Upunohu. Der er kun plads til ca 3 sejlbåde for anker på et stykke sand midt i området, men vi lå der mest helt alene. Det er kendt som et godt snorkelsted med mulighed for at se både skildpadder, rokker mv. Desuden er det kendt for 7 skulpturer, Tikier, under vandet på lavt vand (2-3 meter). Skulpturerne er lavet af en lokal kunstner fra Moorea i 1998 som en hyldest til de polynesiske forfædre, der blev tvunget af missionærer til at kaste deres religiøse symboler i havet.
Dejligt sted – bortset fra at der kom rimelig mange turbåde og jetski forbi mellem 8 og 16.
Før det tredje døgn på stedet sagde vejrudsigten, at det ville blæse temmelig meget op om natten. Så vi lagde 10m kæde mere ud sent på eftermiddagen. Ankeret holdt fint hele natten i blæsevejret. Næste morgen var vinden vendt totalt fra nord til syd og med al den kæde, vi havde ude, var vi nu lige lovlig tæt på Tiki stedet og ville genere snorklere. Vinden var løjet af, så vi besluttede os for at flytte os lidt, så vi ikke ville være i vejen for turbådene.
Vi troede det var gået fint. Trak forsigtigt på ankeret det nye sted og det så ud til at holde. Men vi dummede os gevaldigt ved ikke at dykke på ankeret, og holde ankervagt en times tid, som det ellers er vores faste regel. Kort tid efter blæste det kraftigt op igen – og vi var travlt beskæftiget med at forberede morgenmad, så vi opdagede for sent, at vi drev på ankeret ind på alt for lavt vand med masser af koralsten (bommies). Vi opdagede det først, da skroget gav et drøn, da det ramte en sten. Vi sprang på dæk alle tre, og trak hurtigt ankeret ind og startede motoren, hvorefter Leif forsøgte at styre os ind på sikkert område igen, ikke nemt nu hvor vinden havde nået kulingstyrke i vindstødene. Vi stødte let ind i nogle bommies på vejen ud, og lige før vi var helt på sikker grund, ramte vi en bommie så kraftigt, at rorene satte sig fast, og vi mistede styringen. Vi var nået ud i frit dybt vand, så vi kunne holde Luna uden for fare ved at sejle frem og tilbage, men der var ikke langt til at drive ind i områderne med bommies igen.
Vi fik anråbt en fiske-tur-båd med 2 mand ombord, der hurtigt kom hen for at hjælpe os. De fik et af vores tov over, og trak os hen til at sikkert sandsted at ankre. De var utrolig hjælpsomme, og afviste fuldstændigt vores tilbud om at give nogle penge for den halve time og masser af benzin de havde brugt på os.
Vi fik undersøgt, hvad der var sket. Leif fandt ud af, at bagbord ror sad fast mod skroget, efter at rorskaftet var bøjet ved sammenstødet med stenen, så det ikke kunne drejes. Desuden havde vi fået nogle skrammer på bådens skrog, men helt overfladiske.
Så gik arbejdet i gang med at forsøge at løsne roret. Vi bandt nogle tove omkring roret og op til båden, så det IKKE ville falde helt af, hvis det lykkedes os at løsne roret. Og de 2 fra fiske-tur-båden kom tilbage efter et par timer og spurgte om de kunne hjælpe. Heller ikke med deres hjælp lykkedes det at løsne roret.
Vi kontaktede selvfølgelig vore forsikringsselskab. Og desuden Gilles, som reparerede vores bovpropel i Papeete Marina. Gilles har gode kontakter til værftet “Technimarine” i Papeete, der bl.a. er eksperter i aluminiumsbåde. Gilles fik arrangeret, at vi ville kunne få LUNA på land hurtigt.
Vi fortsatte næste dag med at forsøge at få roret fri, men det sad urokkeligt fast, selvom vi havde afmonteret styrearmen indvendigt. Vi ringede og fik tips fra Gilles. Det tip, der virkede var, at Helle gik i vandet med hovedet nedad, holdt fast i bunden af roret med begge hænder, og med benene i vejret, stemt op mod bådens skrog – vrikkede og rykkede i roret af al kraft. Samtidig fortsatte Leif med at hamre på rorskaftet indefra teknikrummet i båden, hvor formiddagens anstrengelser kun havde rykket 5 mm. Så vi fortsatte, nu med Helle 30 sekunder under vand med hovedet nedad, og samtidig Leifs hamren indefra, efterfulgt af 1-1,5 minuts pause). Dennis stod for at råbe til Leif, når Helle hhv. gik under vand og kom op igen.
Efter ca 1,5 times arbejde kunne vi se, at rorskaftet havde rykket sig meget mere. Og til sidst fik Leif vrikket det helt frit udefra, så det kunne bevæge sig frit til begge sider, men det kunne ikke tages helt ud. Vi havde jo fra start afmonteret styreakslen til bagbord ror indvendigt, og kunne nu styre Luna på styrbord ror, med bagbord ror drivende uden at forstyrre, så vi regnede med, vi ville kunne sejle LUNA med forsigtighed.
Dennis havde fået en god ide til at lave en ekstra tov-pose, som vi også kunne sætte om roret, så vi ikke risikerede at tabe roret på den 20 sømil tur fra Moorea til Tahiti, på vejen til værftet. Dennis lavede tov-posen om aftenen. Næste morgen satte vi tov-posen på før afgang fra Moorea.
Det blev altså en sejlads med et ror og ingen autopilot. Heldigvis var det roligt vejr. (Ellers måtte vi ha’ ventet på roligt vejr senere).
Så snart vi ankom til Technimarine kom vi hen til den lille af de to kraner og blev løftet op. Roret og tovene sad stadig på, og havde kun fanget lidt tang på vejen.
Lynhurtigt var LUNA kørt hen til en plads på land. Og straks kom der folk, der arbejdede hårdt på at få roret af, samt tekniske ingeniører, der undersøgte rorophæng mv indvendig, folk der vurderede hvor mange skrammer der ellers var kommet i bunden af LUNA.
Herefter fik vi 13 dage på land, hvor det gik slag i slag med reparation af ror, produktion af nyt rorskaft, klatbundmaling og installation af det nye ror.
.
Vi fik set lidt til arbejdet på værftet, mens vi selv gik i gang med den altid eksisterende to-do liste. Arbejdet gik i gang kl. 7 morgen præcist. Frokost fra 11:30-12. Fyraften kl. 15:30, dog fredag kl. 14:30. Weekenden fri.
Mange mødte mellem kl. 5 og 6 om morgenen for at undgå morgenmyldretrafik eller fordi de bor langt væk, hvor det er transportmuligheden at komme tidligt.
Det virkede som om, der var god arbejdsstemning, effektivt arbejde, mange grin undervejs og høj musik, der kæmpede med at overdøve larmen fra diverse slibe-, svejse- og skære-maskiner samt fra kranerne, der løftede både ind og ud af vandet.
Det var dødsygt at bo på båden. Varmt og larmende i arbejdstiden. Der var toilet og bad på værftet, der dog hverken så ud til at blive rengjort tit eller grundigt. Opvask skulle også foregå i baderummet. Både vi og båden blev møgbeskidte hele tiden…
Dennis tog den gode beslutning at forlade os, for at tage afsted til Fakaravas sydpas i 5 dage, på vores anbefaling, så han kunne se en atol-ø og nyde stilheden i en bungalov lige ud til vandet. Her var mulighed for snorkling ved de flotte koraller og de mange hajer i sydpasset.
En god ting ved opholdet i Technimarine var, at vi fik lavet en masse ting fra vores To-Do liste. Fx fik vi afmonteret og sat nyt sika-flex i 4 utætte portlights (vinduer). Udskiftet den nye defekte lavtrykspumpe til ferskvandsanlægget (som vi netop havde købt og installeret). Undersøgt problemet med radaren, inkl fik besøg af en B&G radar-specialist, der mente, at det er senderen oppe i masten, det er galt med.
Vi fik besøgt alle marinebutikkerne i området, set meget af industrikvarteret samt besøgt masser af forskellige restauranter, når vi ville have aftensmad.
“Underholdningen” efter arbejdstid var speciel. Selve værftet var helt roligt, med et par rotter her og der, men torsdag, fredag og lørdag aften var det almindeligt at mange yngre mennesker mødtes på de lidt øde veje udenfor Technimarine. De sad og stod omkring deres biler, der var udstyret med kæmpe højtalere. Og så blev der ellers battlet på at spille højest musik og overdøve hinanden til den lyse morgen.
Billeder fra industrikvarteret omkring Technimarine i Papeete:
Sjovt var det at besøge søndagsmorgenmarkedet i Papeete:
Vi tog afsked med Dennis d. 16/6. Det var en noget anderledes “sejloplevelse” han havde fået, end vi havde håbet på, men det er desværre virkeligheden ved langturssejlads, planer kan hurtigt blive ændret.
Endelig blev det tid til, at LUNA kunne komme i vandet igen d. 17/6.
Kl. 7 morgen kom ca 4 personer for at sætte roret op på plads. Det var hårdt arbejde.
Derefter gik ror-mekanikeren ind i teknikrummet fra den ene side for at sætte roret på plads. Leif havde de andre gange været med inde i teknikrummet fra den anden side, for at hjælpe til og kigge med. Det kunne han ikke komme denne gang, fordi ror-mekanikeren havde en lærling med.
Det så noget voldsomt ud, da lærlingen gik ind i teknikrummet fra bagkahyt siden. Leif var urolig for at lærlingen havde fået revet i nogle ledninger på vejen ind – og det viste sig senere, at det havde han.
LUNA og vi blev hentet af kranen, mens ror-mekanikeren og lærlingen stadig var i teknikrummet.
De skulle udføre den sidste test af rorene, da LUNA var sænket ned i vandet.
Det gik fint, rorene kunne dreje.
Men da Leif skulle starte motoren var den total død… flere forsøg… intet hjalp… Leif ringede til en ven = Fred, for at få genopfrisket tricket med at starte motoren uden brug af nøgle.
Det lykkede at bruge to skruenøgler til at kortslutte både relæet og strømmen til startmotoren, hvorved motoren startede.
Så vi kunne komme i vandet og sejle til Moorea, hvor vi skulle mødes med vores næste gæster.
Vi holdt motoren tændt på hele turen til Cooks Bay i Moorea, så vi ikke skulle ud i flere kortslutnings-starter.
Vi ankom altså til Moorea igen d. 17/6-2026, med planen at vores næste gæster, Lone og Allan, skulle støde til der. Den fortsatte historie om problemerne med start af motoren vil vi fortælle om i næste blog-indlæg. (Problemet er blevet løst).