Tiden spæner afsted. Her kommer en update fra de sidste ca. 6 uger.
1. juli lå vi for anker ved Pointe Venus på Tahiti. Gendarmeriet sejlede rundt til alle både og sagde, at vi skulle forlade området i løbet af 1 time. Så vi sejlede til et ankerområde lige udenfor Papeete lufthavn, hvor vi lå indtil vi havde plads i Papeete Marina fra den 6. juli.
Dagen efter fik vi besøg af tolden med deres hund. De var på jagt efter stoffer, våben og illegale penge. Tolderne var ikke alene – der var også en række politikere og journalister med. Det resulterede i, at vi og LUNA både kom med i en avisartikel og et TV indslag i den Fransk Polynesiske nyhedspresse. Leif optrådte i et interview (under navnet “Jinsin”).
Se avisartikel her
Vi havde jo besluttet at sælge LUNA på Tahiti nu, men det trak lidt ud med salgsannoncen, der endelig kom ud midt juli.
Helle måtte afbryde opholdet på Tahiti, da hun rejste hjem til DK d. 9. juli i ca 4 uger, ifbm. Helles fars død og bisættelse.
Mens Helle var i DK passede Leif godt på LUNA og gennemførte diverse vedligeholdelsesarbejder.
Derudover har der været fokus på bovpropellen, der da vi sejlede ind i Papeete Marina, lige pludselig ikke kunne dreje til styrbord. Det viste sig at være tandhjulene fra elmotoren til skruen, der var slidt ned, så da Helle kom retur havde hun en ny undervandsdel til bovpropellen med fra Danmark. Den skal installeres, men kræver at LUNAs forende kommer ud af vandet. Det kan ikke lade sig gøre i Papeete Marina. Så vi skal lige undersøge om det er muligt i Taina Marina, der kun ligger ca 1 times sejlads herfra. Ellers ender det med at vi skal tilbage til værftet, TechniMarine, hvor LUNA kan blive hævet op i kranen, hænge i nogle stropper, mens udskiftningen foregår – den manøvre koster bare en bondegård.
Desuden har der været fokus på radaren, som ikke har virket siden slutningen af Stillehavsoverfarten. Fred og Leif har fejlsøgt, renset ledninger og skiftet databoksen fra radaren til NMEA2000 netværket, der også indeholder alle de øvrige instrumenter. Men lige lidt hjalp det. En B&G radar specialist fra Papeete så på det, og konstaterede desværre at det er selve radaren oppe i masten, der er defekt. Så vi bestilte en ny (endnu en bondegård), der netop er kommet. Men der er lige lidt mere arbejde med at udskifte den end forventet. Selvfølgelig er stikket til den ny rader anderledes end til den gamle (vi blev forsikret om, at de ville være ens). Derfor skal ledningen der går fra salonen, op gennem masten, ca 12 m op, udskiftes. Og selvfølgelig er den nye radar dome større end den gamle, så den nye ikke bare kan sidde på det gamle fæste, det skal forlænges lidt ud fra masten. Så vi skulle lige have en aluminiums-specialist til at lave nogle aluminiums-forlængere. De er nu klar. Så vi håber, det hele spiller i næste uge, så radaren kommer til at virke igen.
Den noget træge salgsproces gør til gengæld, at vi har kunnet tage på udflugt. LUNA skal ligge i Papeete Marina, så hun er klar, hvis der kommer potentielle købere. Så vi har taget en 3 timers tur med hurtigfærgen til den nærliggende ø, Huahine. Vi har snart været her i 6 dage – tager retur til Papeete d. 15/8.
Huahine har været et behageligt bekendtskab. En meget grøn, uspoleret og rolig ø. Der er tilsyneladende ingen store resorter, kun mindre hoteller og pensioner til os turister.
Vi har kørt øen rundt i bil, været på et par vandreture, Leif har dykket, så bl.a. eaglerays samt kæmpe 4 m store hajer, og Helle har snorklet.
Vi håber prisnedsættelsen snart vil få effekt, så LUNA bliver solgt. Men vi har under alle omstændigheder booket en ny tur væk fra Tahiti, denne gang til øen Maupiti, dog først i næste måned.
Hvis salget trækker for langt ud, må vi måske opgive at afslutte det herude i efteråret, og tage hjem – den tid den sorg.
















