Category: Sejlads 2026

Posted on

Tahiti og Huahine 1.7.-14.8.2026

Tiden spæner afsted. Her kommer en update fra de sidste ca. 6 uger.

1. juli lå vi for anker ved Pointe Venus på Tahiti. Gendarmeriet sejlede rundt til alle både og sagde, at vi skulle forlade området i løbet af 1 time. Så vi sejlede til et ankerområde lige udenfor Papeete lufthavn, hvor vi lå indtil vi havde plads i Papeete Marina fra den 6. juli.
Dagen efter fik vi besøg af tolden med deres hund. De var på jagt efter stoffer, våben og illegale penge. Tolderne var ikke alene – der var også en række politikere og journalister med. Det resulterede i, at vi og LUNA både kom med i en avisartikel og et TV indslag i den Fransk Polynesiske nyhedspresse. Leif optrådte i et interview (under navnet “Jinsin”).
Se avisartikel her 

Vi havde jo besluttet at sælge LUNA på Tahiti nu, men det trak lidt ud med salgsannoncen, der endelig kom ud midt juli.
Helle måtte afbryde  opholdet på Tahiti, da hun rejste hjem til DK d. 9. juli i ca 4 uger, ifbm. Helles fars død og bisættelse.

Mens Helle var i DK passede Leif godt på LUNA og gennemførte diverse vedligeholdelsesarbejder.
Derudover har der været fokus på bovpropellen, der da vi sejlede ind i Papeete Marina, lige pludselig ikke kunne dreje til styrbord. Det viste sig at være tandhjulene fra elmotoren til skruen, der var slidt ned, så da Helle kom retur havde hun en ny undervandsdel til bovpropellen med fra Danmark. Den skal installeres, men kræver at LUNAs forende kommer ud af vandet. Det kan ikke lade sig gøre i Papeete Marina. Så vi skal lige undersøge om det er muligt i Taina Marina, der kun ligger ca 1 times sejlads herfra. Ellers ender det med at vi skal tilbage til værftet, TechniMarine, hvor LUNA kan blive hævet op i kranen, hænge i nogle stropper, mens udskiftningen foregår – den manøvre koster bare en bondegård.
Desuden har der været fokus på radaren, som ikke har virket siden slutningen af Stillehavsoverfarten. Fred og Leif har fejlsøgt, renset ledninger og skiftet databoksen fra radaren til NMEA2000 netværket, der også indeholder alle de øvrige instrumenter. Men lige lidt hjalp det. En B&G radar specialist fra Papeete så på det, og konstaterede desværre at det er selve radaren oppe i masten, der er defekt. Så vi bestilte en ny (endnu en bondegård), der netop er kommet. Men der er lige lidt mere arbejde med at udskifte den end forventet. Selvfølgelig er stikket til den ny rader anderledes end til den gamle (vi blev forsikret om, at de ville være ens). Derfor skal ledningen der går fra salonen, op gennem masten, ca 12 m op, udskiftes. Og selvfølgelig er den nye radar dome større end den gamle, så den nye ikke bare kan sidde på det gamle fæste, det skal forlænges lidt ud fra masten. Så vi skulle lige have en aluminiums-specialist til at lave nogle aluminiums-forlængere. De er nu klar. Så vi håber, det hele spiller i næste uge, så radaren kommer til at virke igen.

Salgsprocessen går lidt sløvt. Der har været 1 par til fremvisning på LUNA. De er (endnu) ikke vendt tilbage med et bud. Så vi har netop sat prisen på LUNA ned med 20.000 Euro, i håb om at det kan fremme salget.

Se salgsannonce med mange oplysninger her
Se vores Brokers annonce her

Den noget træge salgsproces gør til gengæld, at vi har kunnet tage på udflugt. LUNA skal ligge i Papeete Marina, så hun er klar, hvis der kommer potentielle købere. Så vi har taget en 3 timers tur med hurtigfærgen til den nærliggende ø, Huahine. Vi har snart været her i 6 dage – tager retur til Papeete d. 15/8.
Huahine har været et behageligt bekendtskab. En meget grøn, uspoleret og rolig ø. Der er tilsyneladende ingen store resorter, kun mindre hoteller og pensioner til os turister.
Vi har kørt øen rundt i bil, været på et par vandreture, Leif har dykket, så bl.a. eaglerays samt kæmpe 4 m store hajer, og Helle har snorklet.

Vi håber prisnedsættelsen snart vil få effekt, så LUNA bliver solgt. Men vi har under alle omstændigheder booket en ny tur væk fra Tahiti, denne gang til øen Maupiti, dog først i næste måned.
Hvis salget trækker for langt ud, må vi måske opgive at afslutte det herude i efteråret, og tage hjem – den tid den sorg.

Posted on

Moorea og Tahiti. LUNA skal sælges. 17.6.-1.7.2026

Vi ankom til Cooks Bay på Moorea d. 17/6-2026, fyldte diesel på og kastede anker. Hurtigt derefter tog vi (Leif og Helle) hen til vores nye gæster og venner, Allan og Lone, der boede på et hotel ved bugten (Allan er tidl. kollega til Leif).

Mens vi var på værft for at få repareret roret, havde vi besluttet at ændre planer, efter forskellige input.
Oprindelig var vores mål at sejle LUNA til Fransk Polynesien (FP), og så tage stilling til, hvad vi så skulle: sejle videre eller sælge. I vores forberedelser til denne sejlads i 2026, var vi kommet frem til, at det nok var bedst at sælge båd på Fiji, fordi vi havde hørt, at der er mange fra Australien og New Zealand, der gerne vil købe båd i “deres egen baghave” for at kunne sejle rundt blandt alle de dejlige øer i Fiji, Tonga mv.
Men forholdene har ændret sig. Gilles (der også er broker, dvs sælger både, og med i en kæde, der sælger både i FP og på Fiji) og Anne kunne fortælle, at der generelt er et større marked for salg af både i FP, som vi ellers havde fravalgt, fordi LUNA højest må opholde sig her til april 2027. Men ved tidligt salg nu i sæsonen, er der tid for en ny ejer til at sejle i FP og evt. forlade FP i tide, mens vejret er godt. Samtidig er der flere andre forhold, der spiller ind. Den super El Nino, der allerede er på vej, bliver stærk denne vinter. Det forventes at den vil medføre flere cycloner i Stillehavet. Den vil efter al sandsynlighed ikke være så slem i FP som den vil være i Fiji. Og med Iran krigen er der i øjeblikket mangel på diesel flere steder i Stillehavet. Det er værre på ø-grupperne vest for FP end i FP.
Vi har jo nået vores mål om at sejle til FP, der var planen, da vi startede rejsen i Sydfrankrig maj 2022. Det samlede billede har gjort, at vi nu er i gang med at aftale, at Gilles og firmaet Yacht Sales Co skal sælge LUNA.
Pga salgsprocessen, må vi ikke sejle længere væk end til Moorea, fordi det skal være muligt hurtigt at komme til Papeete på Tahiti for at fremvise båden for en interesseret køber.
Så nu er planen, at LUNA fra 6. juli skal ligge i Papeete Marina så længe det er nødvendigt. Aftalen og alverdens dokumenter er i øjeblikket til gennemgang af Yacht Sales Co i Australien.

Disse ændrede planer, havde også indflydelse på de sejladser, vi kunne gennemføre, mens Allan og Lone skulle være ombord.
Dagen efter besøget hos Allan og Lone havde vi tid til noget rengøring af den “værfts-beskidte” båd, samt tøjvask.
Allan og Lone kom ombord 19/6, hvor vi havde nogle nætter for anker i Cooks Bay, Moorea. Det var for blæsende til at sejle og det var godt med nogle dage, hvor Allan og Lone kunne vænne sig til at bo på en båd. Desuden havde vi projektet med at få motoren til at starte uden at skulle bruge 2 skruenøgler til at starte motoren.

Vi havde nogle gode vandreture. En dag tog vi Route des Ananas. Næste dag Magic Mountains og kørte Moorea rundt i lejebil. Der var en fantastisk udsigt over Opunohu Bay. Desuden over Tiki ankerstedet (hvor vi skadede roret) og udsigt til ankerstedet Taahiamanu, hvor vi planlagde at sejle til, når vejret ville være til det.

Mht motoren, så fandt Leif hurtigt ud af, at der var hevet mindst 3 ledninger ud fra startpanelet til motoren, 1 ledning var knækket. Det var altså sket, da lærlingen skulle med ud i teknikrummet, lige før vores afgang fra Technimarine, hvor han opførte sig ekstremt klodset med at hive i alt han kunne finde for at vende sig rundt. Men det var ikke bare lige at sætte ledningerne på igen, det virkede ikke, og multimeterets målinger var meget aparte. Det viste sig at være relæet, der havde fået overgang og påvirkede alle ledninger til startlåsen. Det var nok sket i forbindelse med afmontering og rensning i processen, men relæet havde været lidt haltende i et stykke tid forinden. Så det blev nødvendigt at skifte relæet til motoren. Heldigvis havde vi et ekstra relæ liggende, som Fred havde medbragt i forbindelse med de tidligere problemer.
Reparationen fandt sted lidt efter lidt over nogle dage, og vi besluttede os at flytte ankersted inden den var færdig.

Vi sejlede den korte tur til Taahiamanu ankersted med genua i medvind, mens vi havde motoren kørende i tomgang hele tiden. Her fik Allan og Lone deres første sejlads.
Fra ankerstedet var der fine muligheder for snorkling. Vi blev et par dage. Og den sidste indsats for at få motoren til at starte normalt, med en nøgle i startpanelet, lykkedes.

Efter et par dage, var vejret OK til at sejle mod Tahiti igen. Vi kastede anker ved Pointe Venus, på nordspidsen af Tahiti. Det er her Cook skulle analysere Venus bane foran solen, men det viste sig at være overskyet, da Cook skulle foretage observationen.
Her er fin snorkling og en sort sandstrand, som de lokale benytter meget.
Efter vores første nat, kom der en båd, der lagde sig tæt på os i bugten. Vi fik besøg af ejerne. Det viste sig, at de havde spottet, at vores båd er en Alliage 44 – og det er deres også. Det er ret pudsigt, idet der kun findes 11 stk Alliage 44 i alt i hele verden.

30. juni sagde vi farvel til Allan og Lone, efter nogle dejlige dage sammen.
Vi, Helle og Leif, håber at kunne blive liggende ved Pointe Venus indtil vi har plads i Papeete Marina fra d. 6. juli. Men vi er blevet advaret af et par repræsentanter fra politiet om, at vi kun må være her i 48 timer – det er vist et led i det nye ESCALE system, der bl.a. vil begrænse antallet af både i FP. Vi blev stoppet af politiet, da vi var inde ved dinghy dokken for at snorkle på revet ved siden af. Vi får se, hvor strikt reglerne overholdes.

Status på bådsalget er, at vi håber at Yacht Sales Co i Australien bliver færdige med båddokumenterne, så der kan være en aftale og salgsannonce klar ca. 6/7-2026, når vi ankommer til Papeete Marina. Prisen skulle fremme et hurtigt salg, men det tager, uanset mulig interesse, mere end en måned at gennemføre. Vi håber så på at der bliver nogle pauser i salgsprocessen, hvor vi, med nogle dages ophold, kan besøge nogle af de øer vi ikke nåede at sejle til i FP. Vi vil rejse med fly eller færge dertil. Vi vil især gerne nå at besøge Maupiti, vi får se om det lykkes.

Posted on

Tahiti og Moorea. Uheld med bagbord ror. 25.5.-17.6.2026

Efter Tine var taget hjem, var vores første prioritet at få repareret vores bovpropel, der, som sagt, var stået helt af på grund af problemer med et svært beskadiget strømførende hovedkabel.
Vi kom i kontakt med Anne (dansk) og Gilles (fransk) fra firmaet Marine Excellence, der gerne ville påtage sig at hjælpe os med at få udskiftet de 2 store strømførende ledninger til bovpropellen.
Og heldigvis lykkedes det for os at få en plads i Papeete Marina, så det blev noget lettere at arbejde på sagen end det ville være på en noget urolig ankerplads udenfor Taina Marina.

Vores næste gæst Dennis (Leifs gamle studiekammerat) ankom, mens vi var i Papeete Marina. Han fik “fornøjelsen” af at vente på at bovpropellen var repareret, så vi fik nogle dage på Tahiti. Det blev bl.a. en biltur rundt på øen, et besøg på et perlemuseum, Musee de Tahiti og en lækker frokost på Restaurant la plage de Maui. Der serveres god mad og den ligger fantastisk lige før OL 2024 surfstedet Teahupo på Tahiti Iti. Selvom stedet er kendt for meget store bølger var det mere behersket da vi var der, vinden var ikke stærk nok og ikke fra den rigtige retning.

Herefter sejlede vi videre til Moorea, hvor vi kastede anker på Tiki Anchorage, der ligger i et område beskyttet af rev uden for bugten Upunohu. Der er kun plads til ca 3 sejlbåde for anker på et stykke sand midt i området, men vi lå der mest helt alene. Det er kendt som et godt snorkelsted med mulighed for at se både skildpadder, rokker mv. Desuden er det kendt for 7 skulpturer, Tikier, under vandet på lavt vand (2-3 meter). Skulpturerne er lavet af en lokal kunstner fra Moorea i 1998 som en hyldest til de polynesiske forfædre, der blev tvunget af missionærer til at kaste deres religiøse symboler i havet.
Dejligt sted – bortset fra at der kom rimelig mange turbåde og jetski forbi mellem 8 og 16.

Før det tredje døgn på stedet sagde vejrudsigten, at det ville blæse temmelig meget op om natten. Så vi lagde 10m kæde mere ud sent på eftermiddagen. Ankeret holdt fint hele natten i blæsevejret. Næste morgen var vinden vendt totalt fra nord til syd og med al den kæde, vi havde ude, var vi nu lige lovlig tæt på Tiki stedet og ville genere snorklere. Vinden var løjet af, så vi besluttede os for at flytte os lidt, så vi ikke ville være i vejen for turbådene.
Vi troede det var gået fint. Trak forsigtigt på ankeret det nye sted og det så ud til at holde. Men vi dummede os gevaldigt ved ikke at dykke på ankeret, og holde ankervagt en times tid, som det ellers er vores faste regel. Kort tid efter blæste det kraftigt op igen – og vi var travlt beskæftiget med at forberede morgenmad, så vi opdagede for sent, at vi drev på ankeret ind på alt for lavt vand med masser af koralsten (bommies). Vi opdagede det først, da skroget gav et drøn, da det ramte en sten. Vi sprang på dæk alle tre, og trak hurtigt ankeret ind og startede motoren, hvorefter Leif forsøgte at styre os ind på sikkert område igen, ikke nemt nu hvor vinden havde nået kulingstyrke i vindstødene. Vi stødte let ind i nogle bommies på vejen ud, og lige før vi var helt på sikker grund, ramte vi en bommie så kraftigt, at rorene satte sig fast, og vi mistede styringen. Vi var nået ud i frit dybt vand, så vi kunne holde Luna uden for fare ved at sejle frem og tilbage, men der var ikke langt til at drive ind i områderne med bommies igen.
Vi fik anråbt en fiske-tur-båd med 2 mand ombord, der hurtigt kom hen for at hjælpe os. De fik et af vores tov over, og trak os hen til at sikkert sandsted at ankre. De var utrolig hjælpsomme, og afviste fuldstændigt vores tilbud om at give nogle penge for den halve time og masser af benzin de havde brugt på os.
Vi fik undersøgt, hvad der var sket. Leif fandt ud af, at bagbord ror sad fast mod skroget, efter at rorskaftet var bøjet ved sammenstødet med stenen, så det ikke kunne drejes. Desuden havde vi fået nogle skrammer på bådens skrog, men helt overfladiske.
Så gik arbejdet i gang med at forsøge at løsne roret. Vi bandt nogle tove omkring roret og op til båden, så det IKKE ville falde helt af, hvis det lykkedes os at løsne roret. Og de 2 fra fiske-tur-båden kom tilbage efter et par timer og spurgte om de kunne hjælpe. Heller ikke med deres hjælp lykkedes det at løsne roret.

Vi kontaktede selvfølgelig vore forsikringsselskab. Og desuden Gilles, som reparerede vores bovpropel i Papeete Marina. Gilles har gode kontakter til værftet “Technimarine” i Papeete, der bl.a. er eksperter i aluminiumsbåde. Gilles fik arrangeret, at vi ville kunne få LUNA på land hurtigt.
Vi fortsatte næste dag med at forsøge at få roret fri, men det sad urokkeligt fast, selvom vi havde afmonteret styrearmen indvendigt. Vi ringede og fik tips fra Gilles. Det tip, der virkede var, at Helle gik i vandet med hovedet nedad, holdt fast i bunden af roret med begge hænder, og med benene i vejret, stemt op mod bådens skrog – vrikkede og rykkede i roret af al kraft. Samtidig fortsatte Leif med at hamre på rorskaftet indefra teknikrummet i båden, hvor formiddagens anstrengelser kun havde rykket 5 mm. Så vi fortsatte, nu med Helle 30 sekunder under vand med hovedet nedad, og samtidig Leifs hamren indefra, efterfulgt af 1-1,5 minuts pause). Dennis stod for at råbe til Leif, når Helle hhv. gik under vand og kom op igen.
Efter ca 1,5 times arbejde kunne vi se, at rorskaftet havde rykket sig meget mere. Og til sidst fik Leif vrikket det helt frit udefra, så det kunne bevæge sig frit til begge sider, men det kunne ikke tages helt ud. Vi havde jo fra start afmonteret styreakslen til bagbord ror indvendigt, og kunne nu styre Luna på styrbord ror, med bagbord ror drivende uden at forstyrre, så vi regnede med, vi ville kunne sejle LUNA med forsigtighed.

Dennis havde fået en god ide til at lave en ekstra tov-pose, som vi også kunne sætte om roret, så vi ikke risikerede at tabe roret på den 20 sømil tur fra Moorea til Tahiti, på vejen til værftet. Dennis lavede tov-posen om aftenen. Næste morgen satte vi tov-posen på før afgang fra Moorea.

Det blev altså en sejlads med et ror og ingen autopilot. Heldigvis var det roligt vejr. (Ellers måtte vi ha’ ventet på roligt vejr senere).

Så snart vi ankom til Technimarine kom vi hen til den lille af de to kraner og blev løftet op. Roret og tovene sad stadig på, og havde kun fanget lidt tang på vejen.

Lynhurtigt var LUNA kørt hen til en plads på land. Og straks kom der folk, der arbejdede hårdt på at få roret af, samt tekniske ingeniører, der undersøgte rorophæng mv indvendig, folk der vurderede hvor mange skrammer der ellers var kommet i bunden af LUNA.

Herefter fik vi 13 dage på land, hvor det gik slag i slag med reparation af ror, produktion af nyt rorskaft, klatbundmaling og installation af det nye ror.
.

Vi fik set lidt til arbejdet på værftet, mens vi selv gik i gang med den altid eksisterende to-do liste. Arbejdet gik i gang kl. 7 morgen præcist. Frokost fra 11:30-12. Fyraften kl. 15:30, dog fredag kl. 14:30. Weekenden fri.
Mange mødte mellem kl. 5 og 6 om morgenen for at undgå morgenmyldretrafik eller fordi de bor langt væk, hvor det er transportmuligheden at komme tidligt.
Det virkede som om, der var god arbejdsstemning, effektivt arbejde, mange grin undervejs og høj musik, der kæmpede med at overdøve larmen fra diverse slibe-, svejse- og skære-maskiner samt fra kranerne, der løftede både ind og ud af vandet.

Det var dødsygt at bo på båden. Varmt og larmende i arbejdstiden. Der var toilet og bad på værftet, der dog hverken så ud til at blive rengjort tit eller grundigt. Opvask skulle også foregå i baderummet. Både vi og båden blev møgbeskidte hele tiden…
Dennis tog den gode beslutning at forlade os, for at tage afsted til Fakaravas sydpas i 5 dage, på vores anbefaling, så han kunne se en atol-ø og nyde stilheden i en bungalov lige ud til vandet. Her var mulighed for snorkling ved de flotte koraller og de mange hajer i sydpasset.

En god ting ved opholdet i Technimarine var, at vi fik lavet en masse ting fra vores To-Do liste. Fx fik vi afmonteret og sat nyt sika-flex i 4 utætte portlights (vinduer). Udskiftet den nye defekte lavtrykspumpe til ferskvandsanlægget (som vi netop havde købt og installeret). Undersøgt problemet med radaren, inkl fik besøg af en B&G radar-specialist, der mente, at det er senderen oppe i masten, det er galt med.

Vi fik besøgt alle marinebutikkerne i området, set meget af industrikvarteret samt besøgt masser af forskellige restauranter, når vi ville have aftensmad.
“Underholdningen” efter arbejdstid var speciel. Selve værftet var helt roligt, med et par rotter her og der, men torsdag, fredag og lørdag aften var det almindeligt at mange yngre mennesker mødtes på de lidt øde veje udenfor Technimarine. De sad og stod omkring deres biler, der var udstyret med kæmpe højtalere. Og så blev der ellers battlet på at spille højest musik og overdøve hinanden til den lyse morgen.

Billeder fra industrikvarteret omkring Technimarine i Papeete:

Sjovt var det at besøge søndagsmorgenmarkedet i Papeete:

Vi tog afsked med Dennis d. 16/6. Det var en noget anderledes “sejloplevelse” han havde fået, end vi havde håbet på, men det er desværre virkeligheden ved langturssejlads, planer kan hurtigt blive ændret.
Endelig blev det tid til, at LUNA kunne komme i vandet igen d. 17/6.
Kl. 7 morgen kom ca 4 personer for at sætte roret op på plads. Det var hårdt arbejde.

Derefter gik ror-mekanikeren ind i teknikrummet fra den ene side for at sætte roret på plads. Leif havde de andre gange været med inde i teknikrummet fra den anden side, for at hjælpe til og kigge med. Det kunne han ikke komme denne gang, fordi ror-mekanikeren havde en lærling med.
Det så noget voldsomt ud, da lærlingen gik ind i teknikrummet fra bagkahyt siden. Leif var urolig for at lærlingen havde fået revet i nogle ledninger på vejen ind – og det viste sig senere, at det havde han.
LUNA og vi blev hentet af kranen, mens ror-mekanikeren og lærlingen stadig var i teknikrummet.
De skulle udføre den sidste test af rorene, da LUNA var sænket ned i vandet.
Det gik fint, rorene kunne dreje.
Men da Leif skulle starte motoren var den total død… flere forsøg… intet hjalp… Leif ringede til en ven = Fred, for at få genopfrisket tricket med at starte motoren uden brug af nøgle.
Det lykkede at bruge to skruenøgler til at kortslutte både relæet og strømmen til startmotoren, hvorved motoren startede.
Så vi kunne komme i vandet og sejle til Moorea, hvor vi skulle mødes med vores næste gæster.
Vi holdt motoren tændt på hele turen til Cooks Bay i Moorea, så vi ikke skulle ud i flere kortslutnings-starter.

Vi ankom altså til Moorea igen d. 17/6-2026, med planen at vores næste gæster, Lone og Allan, skulle støde til der. Den fortsatte historie om problemerne med start af motoren vil vi fortælle om i næste blog-indlæg. (Problemet er blevet løst).

Posted on

Rangiroa, Tikehau, Moorea, Papeete. 8.5.-24.5.2026

Sejladsen d. 8/5 fra Apataki NW til Rangiroa gik fint. Vi gik ud af nordpasset på Apataki om eftermiddagen – ingen problemer med hverken strøm eller bølger. Havde fin sejlads – overvejende medvind hele aftenen og natten. Sejlede igennem Tiputa passet på Rangiroa ca kl. 5:30. Der var 3 kn strøm imod.

Udflugt til en lille motu TIPUTA, der ligger lige ved passet og tæt ved vores ankersted:

Vi besøgte restaurant Joséphine på Rangiroa – hvor Fred og Tine første gang var på restaurant sammen for 14 år siden. Fantastisk dejlig mad. Ligger med terrasse lige ud til Tiputa passet, så vi kunne sidde på terrassen og se delfinerne, der har for vane at hoppe og springe lige omkring solnedgang.

Desværre var Freds ferie forbi, så vi sagde farvel til ham, og afleverede ham i lufthavnen i dinghy/gummibåd:

Leif havde et par gode dyk, det sidste som drift-dive gennem passet, masser af fisk og hajer. Tine og Helle snorklede i et rev-område lige indenfor passet. Flot. Specielt var det at se en kæmpe moræne, der svømmede frit mellem korallerne. De plejer at gemme sig i huler, når der er besøg af snorklere eller dykkere.

Vi (Leif, Helle, Tine) lejede cykler en dag. Besøgte bl.a. Gaugain Pearl farm. Fik fint foredrag om hvordan perlerne opdrættes, de forskellige kvaliteter af perler og så hvordan operationen foregik, når der skulle indsættes perlemors-implantat til at udvikle en perle på 2-3 år.

Lidt stemning fra Rangiroa:
Efter 24 timers regn:

Mere delfin kiggeri:

Lækker tun på lille restaurant:

Den 14/5 sejlede vi videre mod atollen Tikehau. Ud af nordpasset Avatoru på Rangiroa tidligt om morgenen. Af hensyn til at komme til passet ved Tikehau under optimale forhold var vi nødt til at gå ud i 4 kn strøm udadgående. Der var ingen vind, så vi så kun uroligt vand med strømhvirvler. Senere sejlede vi igennem Tikehaus eneste pas, Tuheiava, ved middagstid og med ingen strøm.

Vi fortsatte direkte mod syd i lagunen og kastede anker ved en lille motu = Motu Mauu. Vi havde udvalgt stedet, fordi der lige akkurat er plads til et par både for anker på sandbund, foran en nedlagt perlefarm og vigtigst: lige ved siden af en cleanings station for Manta Rays. Dvs et sted hvor mantaerne ofte kommer for at blive renset af diverse rense-fisk.

Det var et virkeligt godt valg. Helle natten og morgenen var det nærmest totalt vindstille. Så før kl 7 om morgenen hoppede vi i vandet og havde godt 1 time i vandet sammen med 2 manta rays.

Senere på dagen blev det regn, natten og næste morgen blæste det kraftigt. Så der var ingen manta rays næste morgen.

Vi sejlede derfor hen i bølgelæ og lagde os for anker lige ved siden af passet på Tikehau med godt dække for nordvestenvindens bølger. Her havde vi ofte besøg af vores hus-hajer, der kom forbi og tjekkede os ud, om vi havde noget at spise til dem.

Vi gjorde klar til at sejle ud af passet på Tikehau og videre mod enten Moorea eller Tahiti, der ligger i gruppen: Selskabsøerne. Forventeligt en sejlads på ca 30 timer. Planen var at nå Tahiti inden d. 23/5, hvor Tine skulle flyve hjem.
Vi havde længe kigget vejrudsigter for især at finde et godt vejrvindue til den lange sejlads. Den 22/5 til 23/5 havde i over en uge set OK ud. Ved sidste tjek om morgenen 22/5 var der endda skruet ned for risikoen for regn. Vi forventede nogle timer til start uden ret meget vind og så senere en periode med stærk vind og bølger fra siden.
Men vejret kendte åbenbart ikke vejrudsigten i detaljer – det blev 30 timers MEGET hård sejlads. Det regnede nærmest fra start til slut. Vinden var en del stærkere end forudsagt – omkring 24 kn med vindstød op til 30 kn, dvs. kuling. Og de 2,5 til 3 meter bølger kom fra alle retninger og ikke kun fra siden. Bølgerne slog ind over LUNA – også gennem hatches/vinduer i loftet, så der var saltvandsfugtigt alle vegne. Vi har ingen billeder fra sejladsen de 24 timer, der var værst – men her lidt fra den bedre del af sejladsen, der sluttede i Cooks Bay på Moorea:

Næste dag lejede vi en bil og kørte Moorea rundt.
Det er en meget flot grøn ø. Af højdepunkter var køb af ananas og bananer ved de mange frugtboder langs vejen. Besøg ved Tropical Garden, hvor der dyrkes mange frugter og vanille samt serveres rigtig gode juicer, samtidig med udsigt over nogle af de flotte bugte.
Vi kørte også til udsigtspunktet Belvedere, hvor en del vandreruter udgår fra og hvor man på samme tid har udsigt til Cooks Bay og Opunohu bugten.
Tilfældigvis kom vi forbi Tiki Village, der er et kulturelt sted, hvor der arbejdes med at holde fast i de oprindelige polynesiske traditioner. Lige på det tidspunkt, var et traditionelt polynesisk bryllup i gang.

Dagen efter tog vi vandreturen “Routes des Ananas”. Rigtig flot tur, hvor vi så en del af de ananas marker, der findes mange af på Moorea. Vi var også heldige at få serveret en ananas af et par arbejdere, vi gik forbi på turen.

Dagen før Tine skulle med fly hjem, havde vi en god sejltur fra Moorea til et anker- og bøje-område udenfor Taina Marina, der ligger tæt på den internationale lufthavn i Papeete på Tahiti.

I Fransk Polynesien er de igang med at forberede og implementere et nyt online system til både, kaldet ESCALES. Det indføres, fordi de vil gøre mere for at beskytte deres unikke maritime miljø. Rigtig fin ide. Derfor er det intentionen at begrænse antallet af sejlere på de forskellige øer, samt sikre at sejlbådene overvejende kommer til at ligge for bøjer, som skal reserveres på forhånd, ikke noget med at ankre oven i korallerne. I øjeblikket er der 5 områder, der siden ca. feb 2025 har været pilotprojekt områder.
Et af pilot områderne var Fakarava, som vi har besøgt. Men her er der ingen bøjer lagt ud. Så det er svært at booke…
Et andet pilotområde er området udenfor Marina Taina. Det sjove er bare, at man ikke kan booke hverken en bøje eller en ankerplads. I systemet ser det ikke ud til, at det er meningen, der skal være plads til både. Selvom det er lige ved siden af den eneste internationale lufthavn og Papeete er det område, hvor alle de seriøse marinebutikker og værfter er placeret.
Og som det nok kan fornemmes fra det sidste billede ovenfor, så ligger der hundredevis af både udenfor Taina Marina. Der går nok lidt tid inden systemet kommer til at virke.

Efter at have sagt farvel til Tine, har vi nu nogle dage, hvor vi vil udføre diverse vedligeholdelses opgaver. Vores næste gæst, Dennis, kommer senere i maj måned (medbringende diverse dimser til LUNA).
Lige nu er det mest presserende at vores bovpropel er stået helt af. En stor 50mm strømførende ledning er knækket og totalt irret, så vi skal have fat i en marine-elektriker til at fixe det, det kan vi ikke selv. En helt ny pumpe, vi har sat på ferskvandsanlægget lækker saltvand, så den er i stykker fra starten og skal skiftes igen. Og så er en del af vinduerne (portlights) utætte, de skal tætnes. Så vi keder os ikke!

Posted on

Apataki, Fakarava, Toau, Apataki 15.4.-7.5.2026

Forberedelserne til sejlads fortsatte mens vi lå for anker ved Apataki Carenage.

Tuamotus ø-gruppen er kendt for sine mange koral-bevoksninger/sten allevegne – kaldes bommies. Det er en udfordring, når man ligger for anker, idet ankerkæden kan blive viklet ind i disse bommies. Mange sejlere anvender derfor fendere eller andre “kugler” i forsøget på at holde kæden væk fra bommies, selvom det nedsætter effektiviteten af kæden til at holde båden hvor den skal ligge. Det gjorde vi også et forsøg med.

Vi fortsatte med den beskæftigelse, der typisk kendetegner det at være langturssejler: vedligeholdelse af båd i eksotiske omgivelser.
Eksempler på vedligeholdelse:
Vandpumpen stod af. Den kunne heldigvis reddes ved en grundig rensning. Ellers skulle vi have klaret os med vand fra vores 2 manuelle fodpumper til hhv ferskvand og saltvand indtil vi ville kunne købe en ny vandpumpe.
Tjek af redningsveste – nye capsules, der bruges ifbm af oppustning i vand, samt tjek af, at vestene kan holde luft mindst 24 timer.
Klargøring af gummibåd/dinghy inkl. elektrisk motor.
Klargøring af water-maker.
Tjek af rig, samt rigspænding.
Sætte alle sejl på osv.

Fred (svigersøn) landede på Apataki d. 22/4. Modtagelsen i lufthavnen blev kombineret med nogle indkøb i øens eneste butik.
Herefter fortsatte opgaverne:
Den spacer til rorkvadranten, som Fred havde fået lavet hjemmefra, efter Leifs mål, blev sat på – og den passede perfekt.
Nu var det Freds tur til at komme i masten for at tjekke radaren. Fejlkilden blev fundet og vi har bestilt en ny radar-styreenhed, som næste gæst på båden kan få med.
Vi har haft problemer med at genstarte en varm motor umiddelbart, så vi undersøgte, rensede ledninger og startmotor mv. Vi håber det så er blevet bedre, men kender ellers en metode til at få liv i kræet, hvis den ikke lige vil.
Styringsdelen til rattet blev renset og smurt. Samtidig blev nødroret renset, smurt og afprøvet.
I den forbindelse blev en ledning til bovpropellen styrepanel ødelagt af en gennemgående skrue. Det betød lige lidt ekstra fejlfinding, udskiftning af ledninger samt identifikation og genstart af den sikring, der var røget ved kortslutningen. Derefter virkede bovpropellen igen.

Og her er nogle billeder fra de eksotiske omgivelser fra Apataki:

Sejladsen her i Tuomotus ø-gruppen startede d. 24.4. og gik mod Fakarava, hvor vi skulle hente Tine (datter) i lufthavnen d. 27.4.

Sejladsen ud fra og ind til atollerne i Tuomotus ø-gruppen skal altid times. Hver atol består af en lagune omkredset af koralrev. Der er som regel kun et enkelt eller to pas på hver atol, hvor man kan sejle hhv ind og ud af lagunen. Tidevand kan give stor strøm igennem passene, med ubehageligt store stejle strømbølger. Det gælder altså om at ramme et tidspunkt lige omkring slack water/stille vand, der opstår ca. hver 6. time, hvor strømmen ud eller strømmen ind til lagunen indenfor revet ikke er for stærk og bølgerne ikke for store.
Der er lavet en “guestimator”, som vi kan anvende til at ramme nogenlunde, hvornår det er en god ide, at sejle igennem de forskellige pas.
Link til guestimator findes her: https://www.thefloatinglab.world/en/guestimator.html
Vi ramte tidspunktet for sejlads ind af nordpasset på Fakarava på et glimrende tidspunkt. Vi havde kun ca 2 kn modstrøm og ikke bølger af betydning.
Hurtigt herefter gik turen ned i nærheden af Fakaravas sydpas, hvor vi kastede anker.

Målet var her at dykke eller snorkle i sydpasset for at se “Wall of Sharks”. Det lykkedes. Vi var på to ture, hvor vi blev sejlet ud gennem sydpasset og hoppede i vandet, Fred og Leif for at dykke, Tine og Helle for at snorkle. Og så drev vi stort set med strømmen ind gennem sydpasset tilbage til lagunen. På turen så vi masser af smukke koraller, fisk og så den berømte “wall of sharks” med flere hundrede hajer, der dovent holder sig i bevægelse i passet før de skal jage igen til aftenstide.

Herefter gik turen tilbage til nordpasset på Fakarava. Turen ud gennem passet fik vi ikke timet helt så godt, vi havde 3-4 knobs medstrøm, men relativ stærk modvind (20 knob), så bølgerne var enorme, 3 meter, tætte og lodrette. Så vi fik os en ordentlig ryste-tur indtil vi var forbi passet.
Vi sejlede til atollen Toau. Her lagde vi os i det såkaldte “blind pass”. Det er ikke et rigtigt pas, idet man ikke kan komme ind i atollens lagune. Men der er et lille område, hvor der er plads til ca 10 både. Her bor en meget venlig familie. De sørger for bøjerne i det blinde pas og har lavet en lille restaurant, hvor sejlere kan komme og spise lækre fiskeretter.

Vi er på vej til Rangiroa, hvor vi snart skal sætte Fred af ved lufthavnen, så han kan komme hjem på arbejde igen.
Vi besluttede at besøge Apataki igen på vejen. Så vi sejlede ind gennem sydpasset – denne gang timet perfekt. Vi sejlede videre 15 sømil til toppen af lagunen, så langt man kan komme mod nord vest. Her ligger vi lige nu for anker helt alene lige ved siden af et godt snorkel område, med koraller, masser af fisk i alle farver og størrelser samt sorttippede hajer. Her har Fred og Tine haft masser af plads til at wind foile.

Imorgen starter vi på den sidste del af sejladsen mod Rangiroa. Der er langt, så vi starter om eftermiddagen og regner med at være fremme næste formiddag, forhåbentlig med en sejlads under en stjerneklar himmel.

Posted on

Nu er LUNA kommet i vandet ved Apataki, som ligger i Tuamotus ø-gruppen i Fransk Polynesien

Vi (Leif og Helle) startede turen over til LUNA på Apataki med et par overnatninger i Paris. Derefter fly via San Francisco til Papeete på Tahiti. US Immigrationen i San Francisco gik over alt forventning. Der har ellers været meldt om ekstraordinære lange køer, fordi der har været mangel på personale. I over en ´måned har de skulle arbejde uden løn, fordi kongressen ikke har godkendt budgettet. Men US har indført en ny mulighed. Man kan downloade en app MPC (CBP MPC), hvor os med ESTA eller VISA på forhånd selv kan registrere diverse oplysninger. Og desuden ved ankomst til US, selv skal tage et billede. Der er oprettet specielle MPC køer i immigrationen. Der er tilsyneladende ikke så mange, der har opdaget den nye MPC mulighed, så der var INGEN i kø i MPC, mens de øvrige havde lange ventetider.

I hovedstaden Papeete havde vi booket et lækkert hotel i 6 nætter, så vi kunne vænne os til varmen, tidsforskellen på 12 timer samt fejre Leifs 70 års fødselsdag.
En af dagene lejede vi en bil og kørte Tahiti rundt. Vi fik bl.a. set Marina Taina, hvor vi forventer at skulle ligge senere på turen, når vi skal hente/aflevere gæster. Derudover fx diverse grotter, vandfald, stedet hvor Kaptajn Cook kom i land i sin tid, tidligere pyramide samt stedet hvor OL 2024 i surf blev afholdt.

Flyveturen (3. april) til Apataki foregik i et fly med plads til ca 6 passagerer.
Toni fra Apataki Carenage (stedet hvor LUNA har været på land i ca. 11 mdr) hentede os ved flyet. Vi gik lige en tur forbi butikken i byen ved siden af lufthavnen, hvor vi kunne købe lidt mad og drikke. (Vi kan kun købe æg og kokosnødder på Apataki Carenage).
Herefter videre i Tonis båd, ca 45 min, over lagunen til Apataki Carenage.

Vi boede på LUNA på land indtil hun var klar til at komme i vandet, hvor resten af klargøringen til sejlads så kan foregå. Forventningen var, at det ville være et “helvede” at bo på LUNA på land – MEGET varmt, myg og insekter især omkring solopgang og solnedgang, minimal vind. Det viste sig at virkeligheden levede op til forventningerne.
Vi havde derfor lavet et stramt prioriteret liste over ting, der skulle virke, før LUNA kunne komme i vandet.
Her kommer de vigtigste:
– Batterierne skulle være blevet opladet fra solpanelerne: OK.
– Der skulle være strøm: IKKE OK. Hovedafbryderen var stået af, så INGEN strøm til nogete på Luna overhovedet. Heldigvis havde vi en reserve hovedafbryder/switch, som Leif kunne installere i løbet af nogle timer.
– Der skulle tages mål til en spacer på rorkvadranten, hvor de 2 ror, autopilot, rat osv. samles. Den blev opmålt, og sendt til Fred (svigersøn) så han kan lave den og tage den med, når han ankommer til Apataki 22. april: OK done.
– Ankerspillet og kæden skulle virke: IKKE OK. Så Leif skulle fejlsøge og udskifte diverse “dårlige” ledninger til ankerrelæet. Der gik et par dage med reparation og videre fejlsøgning, så virkede det. Samtidig kunne vi få hele kæden ud, Helle malede nye meter markeringer på kæden (så vi ved, hvor meget kæde, der er ude, når vi ligger for anker). Vi kunne samtiden skifte tovet, der sikrer at kæden sidder fast til LUNA, og skifte strap, der holder ankeret på plads under sejlads mv.
– Motoren skulle kunne starte: DELVIST OK. Det krævede nogle forsøg. Desuden skulle Leif anvende “motor-mekaniker”-tricket med at banke med en skruenøgle på startmotoren, der havde sat sig fast, så startede motoren. Samme teknik som i gamle dage, når TV’et skulle have et dask for at billedrøret ikke flimrede.
– Vi skulle sætte et sejl på, så vi ville kunne sejle, hvis motoren skulle finde på at gå ud, efter søsætningen: OK. Vi satte det lille forsejl op (fokken).
– Anoder på skrue og bovpropel skulle skiftes: OK. Hurtigt gjort.
– Klatbundmaling: OK. Ridser i bunden fra optagning, ror og områder der hurtigt slides fik flere lag.
– Kølens dæmpere og tovværk skulle tjekkes: OK.
– Gummibåden (dinghy) skulle virke: OK. Den skulle blot pumpes og vaskes og blev samtidig brugt som vaskebalje til fendere og tovværk, der trængte til et bad i ferskvand.

LUNA var mindre beskidt end forventet. Heller ingen mug eller skimmelsvamp.
Vandet i vores vandtanke har det godt. Så vi har hverken tørstet eller sultet.
Udsigten fra LUNA på land var fin.

Vi har heldigvis hver dag kunnet gå den lille korte tur gennem Carenagen til lagunen, hvor vi kunne køle os af. Vi blev mindet om den gamle børnefilm: Nanna, hvor Nannas far (Jesper Christensen) skal lære Nanna at gå over vejen: Først kik til venstre, så til højre og så til venstre igen.
Inden vi gik ud i vandet skulle vi lige kigge hhv til venstre og højre for at tjekke om der kom “noget” svømmende forbi, vi lige ville studere inden vi kastede os ud i vandet. Vi så både Nurse hajer, sorttippet revhaj, rokker, moræner, mange farvede fisk.

Dagen før LUNA kunne komme i vandet blev der tid til en gåtur på Stillehavssiden af Apataki. Vi blev kørt det lille stykke ud til Stillehavet – på Apataki-taxi-maner.

Endelig d. 13. april blev det tid at få LUNA i vandet. Betonklodser flyttes, LUNA sættes på kæmpe trailer. Køres til rampen, der går ud i vandet.

Nu ligger LUNA for anker ud for Apataki Carenage, hvor vi fortsætter forberedelserne til sejlads i meget mere behagelige omgivelser: Temperaturen er mindst faldet 5 grader, der er INGEN myg og insekter, der er en frisk brise på havet.

Posted on

Planlagt sejlads 2026 april til september

LUNAs sejladsplan for april til september 2026 i Stillehavet er nu klar.

Leifs fod er iorden igen. Så det er muligt for os at komme videre.
Vi venter lige til cyklon sæsonen i Stillehavet er overstået. Det er den normalt ved udgangen af april. Det er derfor planen at gøre LUNA sejlklar igen i løbet af april 2026 og derefter starte sejladserne.

Detaljerne kan ses under menupunktet: Planlagt rute
eller klik på linket her