Apataki, Fakarava, Toau, Apataki 15.4.-7.5.2026

Forberedelserne til sejlads fortsatte mens vi lå for anker ved Apataki Carenage.

Tuamotus ø-gruppen er kendt for sine mange koral-bevoksninger/sten allevegne – kaldes bommies. Det er en udfordring, når man ligger for anker, idet ankerkæden kan blive viklet ind i disse bommies. Mange sejlere anvender derfor fendere eller andre “kugler” i forsøget på at holde kæden væk fra bommies, selvom det nedsætter effektiviteten af kæden til at holde båden hvor den skal ligge. Det gjorde vi også et forsøg med.

Vi fortsatte med den beskæftigelse, der typisk kendetegner det at være langturssejler: vedligeholdelse af båd i eksotiske omgivelser.
Eksempler på vedligeholdelse:
Vandpumpen stod af. Den kunne heldigvis reddes ved en grundig rensning. Ellers skulle vi have klaret os med vand fra vores 2 manuelle fodpumper til hhv ferskvand og saltvand indtil vi ville kunne købe en ny vandpumpe.
Tjek af redningsveste – nye capsules, der bruges ifbm af oppustning i vand, samt tjek af, at vestene kan holde luft mindst 24 timer.
Klargøring af gummibåd/dinghy inkl. elektrisk motor.
Klargøring af water-maker.
Tjek af rig, samt rigspænding.
Sætte alle sejl på osv.

Fred (svigersøn) landede på Apataki d. 22/4. Modtagelsen i lufthavnen blev kombineret med nogle indkøb i øens eneste butik.
Herefter fortsatte opgaverne:
Den spacer til rorkvadranten, som Fred havde fået lavet hjemmefra, efter Leifs mål, blev sat på – og den passede perfekt.
Nu var det Freds tur til at komme i masten for at tjekke radaren. Fejlkilden blev fundet og vi har bestilt en ny radar-styreenhed, som næste gæst på båden kan få med.
Vi har haft problemer med at genstarte en varm motor umiddelbart, så vi undersøgte, rensede ledninger og startmotor mv. Vi håber det så er blevet bedre, men kender ellers en metode til at få liv i kræet, hvis den ikke lige vil.
Styringsdelen til rattet blev renset og smurt. Samtidig blev nødroret renset, smurt og afprøvet.
I den forbindelse blev en ledning til bovpropellen styrepanel ødelagt af en gennemgående skrue. Det betød lige lidt ekstra fejlfinding, udskiftning af ledninger samt identifikation og genstart af den sikring, der var røget ved kortslutningen. Derefter virkede bovpropellen igen.

Og her er nogle billeder fra de eksotiske omgivelser fra Apataki:

Sejladsen her i Tuomotus ø-gruppen startede d. 24.4. og gik mod Fakarava, hvor vi skulle hente Tine (datter) i lufthavnen d. 27.4.

Sejladsen ud fra og ind til atollerne i Tuomotus ø-gruppen skal altid times. Hver atol består af en lagune omkredset af koralrev. Der er som regel kun et enkelt eller to pas på hver atol, hvor man kan sejle hhv ind og ud af lagunen. Tidevand kan give stor strøm igennem passene, med ubehageligt store stejle strømbølger. Det gælder altså om at ramme et tidspunkt lige omkring slack water/stille vand, der opstår ca. hver 6. time, hvor strømmen ud eller strømmen ind til lagunen indenfor revet ikke er for stærk og bølgerne ikke for store.
Der er lavet en “guestimator”, som vi kan anvende til at ramme nogenlunde, hvornår det er en god ide, at sejle igennem de forskellige pas.
Link til guestimator findes her: https://www.thefloatinglab.world/en/guestimator.html
Vi ramte tidspunktet for sejlads ind af nordpasset på Fakarava på et glimrende tidspunkt. Vi havde kun ca 2 kn modstrøm og ikke bølger af betydning.
Hurtigt herefter gik turen ned i nærheden af Fakaravas sydpas, hvor vi kastede anker.

Målet var her at dykke eller snorkle i sydpasset for at se “Wall of Sharks”. Det lykkedes. Vi var på to ture, hvor vi blev sejlet ud gennem sydpasset og hoppede i vandet, Fred og Leif for at dykke, Tine og Helle for at snorkle. Og så drev vi stort set med strømmen ind gennem sydpasset tilbage til lagunen. På turen så vi masser af smukke koraller, fisk og så den berømte “wall of sharks” med flere hundrede hajer, der dovent holder sig i bevægelse i passet før de skal jage igen til aftenstide.

Herefter gik turen tilbage til nordpasset på Fakarava. Turen ud gennem passet fik vi ikke timet helt så godt, vi havde 3-4 knobs medstrøm, men relativ stærk modvind (20 knob), så bølgerne var enorme, 3 meter, tætte og lodrette. Så vi fik os en ordentlig ryste-tur indtil vi var forbi passet.
Vi sejlede til atollen Toau. Her lagde vi os i det såkaldte “blind pass”. Det er ikke et rigtigt pas, idet man ikke kan komme ind i atollens lagune. Men der er et lille område, hvor der er plads til ca 10 både. Her bor en meget venlig familie. De sørger for bøjerne i det blinde pas og har lavet en lille restaurant, hvor sejlere kan komme og spise lækre fiskeretter.

Vi er på vej til Rangiroa, hvor vi snart skal sætte Fred af ved lufthavnen, så han kan komme hjem på arbejde igen.
Vi besluttede at besøge Apataki igen på vejen. Så vi sejlede ind gennem sydpasset – denne gang timet perfekt. Vi sejlede videre 15 sømil til toppen af lagunen, så langt man kan komme mod nord vest. Her ligger vi lige nu for anker helt alene lige ved siden af et godt snorkel område, med koraller, masser af fisk i alle farver og størrelser samt sorttippede hajer. Her har Fred og Tine haft masser af plads til at wind foile.

Imorgen starter vi på den sidste del af sejladsen mod Rangiroa. Der er langt, så vi starter om eftermiddagen og regner med at være fremme næste formiddag, forhåbentlig med en sejlads under en stjerneklar himmel.

Nu er LUNA kommet i vandet ved Apataki, som ligger i Tuamotus ø-gruppen i Fransk Polynesien

Vi (Leif og Helle) startede turen over til LUNA på Apataki med et par overnatninger i Paris. Derefter fly via San Francisco til Papeete på Tahiti. US Immigrationen i San Francisco gik over alt forventning. Der har ellers været meldt om ekstraordinære lange køer, fordi der har været mangel på personale. I over en ´måned har de skulle arbejde uden løn, fordi kongressen ikke har godkendt budgettet. Men US har indført en ny mulighed. Man kan downloade en app MPC (CBP MPC), hvor os med ESTA eller VISA på forhånd selv kan registrere diverse oplysninger. Og desuden ved ankomst til US, selv skal tage et billede. Der er oprettet specielle MPC køer i immigrationen. Der er tilsyneladende ikke så mange, der har opdaget den nye MPC mulighed, så der var INGEN i kø i MPC, mens de øvrige havde lange ventetider.

I hovedstaden Papeete havde vi booket et lækkert hotel i 6 nætter, så vi kunne vænne os til varmen, tidsforskellen på 12 timer samt fejre Leifs 70 års fødselsdag.
En af dagene lejede vi en bil og kørte Tahiti rundt. Vi fik bl.a. set Marina Taina, hvor vi forventer at skulle ligge senere på turen, når vi skal hente/aflevere gæster. Derudover fx diverse grotter, vandfald, stedet hvor Kaptajn Cook kom i land i sin tid, tidligere pyramide samt stedet hvor OL 2024 i surf blev afholdt.

Flyveturen (3. april) til Apataki foregik i et fly med plads til ca 6 passagerer.
Toni fra Apataki Carenage (stedet hvor LUNA har været på land i ca. 11 mdr) hentede os ved flyet. Vi gik lige en tur forbi butikken i byen ved siden af lufthavnen, hvor vi kunne købe lidt mad og drikke. (Vi kan kun købe æg og kokosnødder på Apataki Carenage).
Herefter videre i Tonis båd, ca 45 min, over lagunen til Apataki Carenage.

Vi boede på LUNA på land indtil hun var klar til at komme i vandet, hvor resten af klargøringen til sejlads så kan foregå. Forventningen var, at det ville være et “helvede” at bo på LUNA på land – MEGET varmt, myg og insekter især omkring solopgang og solnedgang, minimal vind. Det viste sig at virkeligheden levede op til forventningerne.
Vi havde derfor lavet et stramt prioriteret liste over ting, der skulle virke, før LUNA kunne komme i vandet.
Her kommer de vigtigste:
– Batterierne skulle være blevet opladet fra solpanelerne: OK.
– Der skulle være strøm: IKKE OK. Hovedafbryderen var stået af, så INGEN strøm til nogete på Luna overhovedet. Heldigvis havde vi en reserve hovedafbryder/switch, som Leif kunne installere i løbet af nogle timer.
– Der skulle tages mål til en spacer på rorkvadranten, hvor de 2 ror, autopilot, rat osv. samles. Den blev opmålt, og sendt til Fred (svigersøn) så han kan lave den og tage den med, når han ankommer til Apataki 22. april: OK done.
– Ankerspillet og kæden skulle virke: IKKE OK. Så Leif skulle fejlsøge og udskifte diverse “dårlige” ledninger til ankerrelæet. Der gik et par dage med reparation og videre fejlsøgning, så virkede det. Samtidig kunne vi få hele kæden ud, Helle malede nye meter markeringer på kæden (så vi ved, hvor meget kæde, der er ude, når vi ligger for anker). Vi kunne samtiden skifte tovet, der sikrer at kæden sidder fast til LUNA, og skifte strap, der holder ankeret på plads under sejlads mv.
– Motoren skulle kunne starte: DELVIST OK. Det krævede nogle forsøg. Desuden skulle Leif anvende “motor-mekaniker”-tricket med at banke med en skruenøgle på startmotoren, der havde sat sig fast, så startede motoren. Samme teknik som i gamle dage, når TV’et skulle have et dask for at billedrøret ikke flimrede.
– Vi skulle sætte et sejl på, så vi ville kunne sejle, hvis motoren skulle finde på at gå ud, efter søsætningen: OK. Vi satte det lille forsejl op (fokken).
– Anoder på skrue og bovpropel skulle skiftes: OK. Hurtigt gjort.
– Klatbundmaling: OK. Ridser i bunden fra optagning, ror og områder der hurtigt slides fik flere lag.
– Kølens dæmpere og tovværk skulle tjekkes: OK.
– Gummibåden (dinghy) skulle virke: OK. Den skulle blot pumpes og vaskes og blev samtidig brugt som vaskebalje til fendere og tovværk, der trængte til et bad i ferskvand.

LUNA var mindre beskidt end forventet. Heller ingen mug eller skimmelsvamp.
Vandet i vores vandtanke har det godt. Så vi har hverken tørstet eller sultet.
Udsigten fra LUNA på land var fin.

Vi har heldigvis hver dag kunnet gå den lille korte tur gennem Carenagen til lagunen, hvor vi kunne køle os af. Vi blev mindet om den gamle børnefilm: Nanna, hvor Nannas far (Jesper Christensen) skal lære Nanna at gå over vejen: Først kik til venstre, så til højre og så til venstre igen.
Inden vi gik ud i vandet skulle vi lige kigge hhv til venstre og højre for at tjekke om der kom “noget” svømmende forbi, vi lige ville studere inden vi kastede os ud i vandet. Vi så både Nurse hajer, sorttippet revhaj, rokker, moræner, mange farvede fisk.

Dagen før LUNA kunne komme i vandet blev der tid til en gåtur på Stillehavssiden af Apataki. Vi blev kørt det lille stykke ud til Stillehavet – på Apataki-taxi-maner.

Endelig d. 13. april blev det tid at få LUNA i vandet. Betonklodser flyttes, LUNA sættes på kæmpe trailer. Køres til rampen, der går ud i vandet.

Nu ligger LUNA for anker ud for Apataki Carenage, hvor vi fortsætter forberedelserne til sejlads i meget mere behagelige omgivelser: Temperaturen er mindst faldet 5 grader, der er INGEN myg og insekter, der er en frisk brise på havet.