Rangiroa, Tikehau, Moorea, Papeete. 8.5.-24.5.2026

Sejladsen d. 8/5 fra Apataki NW til Rangiroa gik fint. Vi gik ud af nordpasset på Apataki om eftermiddagen – ingen problemer med hverken strøm eller bølger. Havde fin sejlads – overvejende medvind hele aftenen og natten. Sejlede igennem Tiputa passet på Rangiroa ca kl. 5:30. Der var 3 kn strøm imod.

Udflugt til en lille motu TIPUTA, der ligger lige ved passet og tæt ved vores ankersted:

Vi besøgte restaurant Joséphine på Rangiroa – hvor Fred og Tine første gang var på restaurant sammen for 14 år siden. Fantastisk dejlig mad. Ligger med terrasse lige ud til Tiputa passet, så vi kunne sidde på terrassen og se delfinerne, der har for vane at hoppe og springe lige omkring solnedgang.

Desværre var Freds ferie forbi, så vi sagde farvel til ham, og afleverede ham i lufthavnen i dinghy/gummibåd:

Leif havde et par gode dyk, det sidste som drift-dive gennem passet, masser af fisk og hajer. Tine og Helle snorklede i et rev-område lige indenfor passet. Flot. Specielt var det at se en kæmpe moræne, der svømmede frit mellem korallerne. De plejer at gemme sig i huler, når der er besøg af snorklere eller dykkere.

Vi (Leif, Helle, Tine) lejede cykler en dag. Besøgte bl.a. Gaugain Pearl farm. Fik fint foredrag om hvordan perlerne opdrættes, de forskellige kvaliteter af perler og så hvordan operationen foregik, når der skulle indsættes perlemors-implantat til at udvikle en perle på 2-3 år.

Lidt stemning fra Rangiroa:
Efter 24 timers regn:

Mere delfin kiggeri:

Lækker tun på lille restaurant:

Den 14/5 sejlede vi videre mod atollen Tikehau. Ud af nordpasset Avatoru på Rangiroa tidligt om morgenen. Af hensyn til at komme til passet ved Tikehau under optimale forhold var vi nødt til at gå ud i 4 kn strøm udadgående. Der var ingen vind, så vi så kun uroligt vand med strømhvirvler. Senere sejlede vi igennem Tikehaus eneste pas, Tuheiava, ved middagstid og med ingen strøm.

Vi fortsatte direkte mod syd i lagunen og kastede anker ved en lille motu = Motu Mauu. Vi havde udvalgt stedet, fordi der lige akkurat er plads til et par både for anker på sandbund, foran en nedlagt perlefarm og vigtigst: lige ved siden af en cleanings station for Manta Rays. Dvs et sted hvor mantaerne ofte kommer for at blive renset af diverse rense-fisk.

Det var et virkeligt godt valg. Helle natten og morgenen var det nærmest totalt vindstille. Så før kl 7 om morgenen hoppede vi i vandet og havde godt 1 time i vandet sammen med 2 manta rays.

Senere på dagen blev det regn, natten og næste morgen blæste det kraftigt. Så der var ingen manta rays næste morgen.

Vi sejlede derfor hen i bølgelæ og lagde os for anker lige ved siden af passet på Tikehau med godt dække for nordvestenvindens bølger. Her havde vi ofte besøg af vores hus-hajer, der kom forbi og tjekkede os ud, om vi havde noget at spise til dem.

Vi gjorde klar til at sejle ud af passet på Tikehau og videre mod enten Moorea eller Tahiti, der ligger i gruppen: Selskabsøerne. Forventeligt en sejlads på ca 30 timer. Planen var at nå Tahiti inden d. 23/5, hvor Tine skulle flyve hjem.
Vi havde længe kigget vejrudsigter for især at finde et godt vejrvindue til den lange sejlads. Den 22/5 til 23/5 havde i over en uge set OK ud. Ved sidste tjek om morgenen 22/5 var der endda skruet ned for risikoen for regn. Vi forventede nogle timer til start uden ret meget vind og så senere en periode med stærk vind og bølger fra siden.
Men vejret kendte åbenbart ikke vejrudsigten i detaljer – det blev 30 timers MEGET hård sejlads. Det regnede nærmest fra start til slut. Vinden var en del stærkere end forudsagt – omkring 24 kn med vindstød op til 30 kn, dvs. kuling. Og de 2,5 til 3 meter bølger kom fra alle retninger og ikke kun fra siden. Bølgerne slog ind over LUNA – også gennem hatches/vinduer i loftet, så der var saltvandsfugtigt alle vegne. Vi har ingen billeder fra sejladsen de 24 timer, der var værst – men her lidt fra den bedre del af sejladsen, der sluttede i Cooks Bay på Moorea:

Næste dag lejede vi en bil og kørte Moorea rundt.
Det er en meget flot grøn ø. Af højdepunkter var køb af ananas og bananer ved de mange frugtboder langs vejen. Besøg ved Tropical Garden, hvor der dyrkes mange frugter og vanille samt serveres rigtig gode juicer, samtidig med udsigt over nogle af de flotte bugte.
Vi kørte også til udsigtspunktet Belvedere, hvor en del vandreruter udgår fra og hvor man på samme tid har udsigt til Cooks Bay og Opunohu bugten.
Tilfældigvis kom vi forbi Tiki Village, der er et kulturelt sted, hvor der arbejdes med at holde fast i de oprindelige polynesiske traditioner. Lige på det tidspunkt, var et traditionelt polynesisk bryllup i gang.

Dagen efter tog vi vandreturen “Routes des Ananas”. Rigtig flot tur, hvor vi så en del af de ananas marker, der findes mange af på Moorea. Vi var også heldige at få serveret en ananas af et par arbejdere, vi gik forbi på turen.

Dagen før Tine skulle med fly hjem, havde vi en god sejltur fra Moorea til et anker- og bøje-område udenfor Taina Marina, der ligger tæt på den internationale lufthavn i Papeete på Tahiti.

I Fransk Polynesien er de igang med at forberede og implementere et nyt online system til både, kaldet ESCALES. Det indføres, fordi de vil gøre mere for at beskytte deres unikke maritime miljø. Rigtig fin ide. Derfor er det intentionen at begrænse antallet af sejlere på de forskellige øer, samt sikre at sejlbådene overvejende kommer til at ligge for bøjer, som skal reserveres på forhånd, ikke noget med at ankre oven i korallerne. I øjeblikket er der 5 områder, der siden ca. feb 2025 har været pilotprojekt områder.
Et af pilot områderne var Fakarava, som vi har besøgt. Men her er der ingen bøjer lagt ud. Så det er svært at booke…
Et andet pilotområde er området udenfor Marina Taina. Det sjove er bare, at man ikke kan booke hverken en bøje eller en ankerplads. I systemet ser det ikke ud til, at det er meningen, der skal være plads til både. Selvom det er lige ved siden af den eneste internationale lufthavn og Papeete er det område, hvor alle de seriøse marinebutikker og værfter er placeret.
Og som det nok kan fornemmes fra det sidste billede ovenfor, så ligger der hundredevis af både udenfor Taina Marina. Der går nok lidt tid inden systemet kommer til at virke.

Efter at have sagt farvel til Tine, har vi nu nogle dage, hvor vi vil udføre diverse vedligeholdelses opgaver. Vores næste gæst, Dennis, kommer senere i maj måned (medbringende diverse dimser til LUNA).
Lige nu er det mest presserende at vores bovpropel er stået helt af. En stor 50mm strømførende ledning er knækket og totalt irret, så vi skal have fat i en marine-elektriker til at fixe det, det kan vi ikke selv. En helt ny pumpe, vi har sat på ferskvandsanlægget lækker saltvand, så den er i stykker fra starten og skal skiftes igen. Og så er en del af vinduerne (portlights) utætte, de skal tætnes. Så vi keder os ikke!

Apataki, Fakarava, Toau, Apataki 15.4.-7.5.2026

Forberedelserne til sejlads fortsatte mens vi lå for anker ved Apataki Carenage.

Tuamotus ø-gruppen er kendt for sine mange koral-bevoksninger/sten allevegne – kaldes bommies. Det er en udfordring, når man ligger for anker, idet ankerkæden kan blive viklet ind i disse bommies. Mange sejlere anvender derfor fendere eller andre “kugler” i forsøget på at holde kæden væk fra bommies, selvom det nedsætter effektiviteten af kæden til at holde båden hvor den skal ligge. Det gjorde vi også et forsøg med.

Vi fortsatte med den beskæftigelse, der typisk kendetegner det at være langturssejler: vedligeholdelse af båd i eksotiske omgivelser.
Eksempler på vedligeholdelse:
Vandpumpen stod af. Den kunne heldigvis reddes ved en grundig rensning. Ellers skulle vi have klaret os med vand fra vores 2 manuelle fodpumper til hhv ferskvand og saltvand indtil vi ville kunne købe en ny vandpumpe.
Tjek af redningsveste – nye capsules, der bruges ifbm af oppustning i vand, samt tjek af, at vestene kan holde luft mindst 24 timer.
Klargøring af gummibåd/dinghy inkl. elektrisk motor.
Klargøring af water-maker.
Tjek af rig, samt rigspænding.
Sætte alle sejl på osv.

Fred (svigersøn) landede på Apataki d. 22/4. Modtagelsen i lufthavnen blev kombineret med nogle indkøb i øens eneste butik.
Herefter fortsatte opgaverne:
Den spacer til rorkvadranten, som Fred havde fået lavet hjemmefra, efter Leifs mål, blev sat på – og den passede perfekt.
Nu var det Freds tur til at komme i masten for at tjekke radaren. Fejlkilden blev fundet og vi har bestilt en ny radar-styreenhed, som næste gæst på båden kan få med.
Vi har haft problemer med at genstarte en varm motor umiddelbart, så vi undersøgte, rensede ledninger og startmotor mv. Vi håber det så er blevet bedre, men kender ellers en metode til at få liv i kræet, hvis den ikke lige vil.
Styringsdelen til rattet blev renset og smurt. Samtidig blev nødroret renset, smurt og afprøvet.
I den forbindelse blev en ledning til bovpropellen styrepanel ødelagt af en gennemgående skrue. Det betød lige lidt ekstra fejlfinding, udskiftning af ledninger samt identifikation og genstart af den sikring, der var røget ved kortslutningen. Derefter virkede bovpropellen igen.

Og her er nogle billeder fra de eksotiske omgivelser fra Apataki:

Sejladsen her i Tuomotus ø-gruppen startede d. 24.4. og gik mod Fakarava, hvor vi skulle hente Tine (datter) i lufthavnen d. 27.4.

Sejladsen ud fra og ind til atollerne i Tuomotus ø-gruppen skal altid times. Hver atol består af en lagune omkredset af koralrev. Der er som regel kun et enkelt eller to pas på hver atol, hvor man kan sejle hhv ind og ud af lagunen. Tidevand kan give stor strøm igennem passene, med ubehageligt store stejle strømbølger. Det gælder altså om at ramme et tidspunkt lige omkring slack water/stille vand, der opstår ca. hver 6. time, hvor strømmen ud eller strømmen ind til lagunen indenfor revet ikke er for stærk og bølgerne ikke for store.
Der er lavet en “guestimator”, som vi kan anvende til at ramme nogenlunde, hvornår det er en god ide, at sejle igennem de forskellige pas.
Link til guestimator findes her: https://www.thefloatinglab.world/en/guestimator.html
Vi ramte tidspunktet for sejlads ind af nordpasset på Fakarava på et glimrende tidspunkt. Vi havde kun ca 2 kn modstrøm og ikke bølger af betydning.
Hurtigt herefter gik turen ned i nærheden af Fakaravas sydpas, hvor vi kastede anker.

Målet var her at dykke eller snorkle i sydpasset for at se “Wall of Sharks”. Det lykkedes. Vi var på to ture, hvor vi blev sejlet ud gennem sydpasset og hoppede i vandet, Fred og Leif for at dykke, Tine og Helle for at snorkle. Og så drev vi stort set med strømmen ind gennem sydpasset tilbage til lagunen. På turen så vi masser af smukke koraller, fisk og så den berømte “wall of sharks” med flere hundrede hajer, der dovent holder sig i bevægelse i passet før de skal jage igen til aftenstide.

Herefter gik turen tilbage til nordpasset på Fakarava. Turen ud gennem passet fik vi ikke timet helt så godt, vi havde 3-4 knobs medstrøm, men relativ stærk modvind (20 knob), så bølgerne var enorme, 3 meter, tætte og lodrette. Så vi fik os en ordentlig ryste-tur indtil vi var forbi passet.
Vi sejlede til atollen Toau. Her lagde vi os i det såkaldte “blind pass”. Det er ikke et rigtigt pas, idet man ikke kan komme ind i atollens lagune. Men der er et lille område, hvor der er plads til ca 10 både. Her bor en meget venlig familie. De sørger for bøjerne i det blinde pas og har lavet en lille restaurant, hvor sejlere kan komme og spise lækre fiskeretter.

Vi er på vej til Rangiroa, hvor vi snart skal sætte Fred af ved lufthavnen, så han kan komme hjem på arbejde igen.
Vi besluttede at besøge Apataki igen på vejen. Så vi sejlede ind gennem sydpasset – denne gang timet perfekt. Vi sejlede videre 15 sømil til toppen af lagunen, så langt man kan komme mod nord vest. Her ligger vi lige nu for anker helt alene lige ved siden af et godt snorkel område, med koraller, masser af fisk i alle farver og størrelser samt sorttippede hajer. Her har Fred og Tine haft masser af plads til at wind foile.

Imorgen starter vi på den sidste del af sejladsen mod Rangiroa. Der er langt, så vi starter om eftermiddagen og regner med at være fremme næste formiddag, forhåbentlig med en sejlads under en stjerneklar himmel.

Nu er LUNA kommet i vandet ved Apataki, som ligger i Tuamotus ø-gruppen i Fransk Polynesien

Vi (Leif og Helle) startede turen over til LUNA på Apataki med et par overnatninger i Paris. Derefter fly via San Francisco til Papeete på Tahiti. US Immigrationen i San Francisco gik over alt forventning. Der har ellers været meldt om ekstraordinære lange køer, fordi der har været mangel på personale. I over en ´måned har de skulle arbejde uden løn, fordi kongressen ikke har godkendt budgettet. Men US har indført en ny mulighed. Man kan downloade en app MPC (CBP MPC), hvor os med ESTA eller VISA på forhånd selv kan registrere diverse oplysninger. Og desuden ved ankomst til US, selv skal tage et billede. Der er oprettet specielle MPC køer i immigrationen. Der er tilsyneladende ikke så mange, der har opdaget den nye MPC mulighed, så der var INGEN i kø i MPC, mens de øvrige havde lange ventetider.

I hovedstaden Papeete havde vi booket et lækkert hotel i 6 nætter, så vi kunne vænne os til varmen, tidsforskellen på 12 timer samt fejre Leifs 70 års fødselsdag.
En af dagene lejede vi en bil og kørte Tahiti rundt. Vi fik bl.a. set Marina Taina, hvor vi forventer at skulle ligge senere på turen, når vi skal hente/aflevere gæster. Derudover fx diverse grotter, vandfald, stedet hvor Kaptajn Cook kom i land i sin tid, tidligere pyramide samt stedet hvor OL 2024 i surf blev afholdt.

Flyveturen (3. april) til Apataki foregik i et fly med plads til ca 6 passagerer.
Toni fra Apataki Carenage (stedet hvor LUNA har været på land i ca. 11 mdr) hentede os ved flyet. Vi gik lige en tur forbi butikken i byen ved siden af lufthavnen, hvor vi kunne købe lidt mad og drikke. (Vi kan kun købe æg og kokosnødder på Apataki Carenage).
Herefter videre i Tonis båd, ca 45 min, over lagunen til Apataki Carenage.

Vi boede på LUNA på land indtil hun var klar til at komme i vandet, hvor resten af klargøringen til sejlads så kan foregå. Forventningen var, at det ville være et “helvede” at bo på LUNA på land – MEGET varmt, myg og insekter især omkring solopgang og solnedgang, minimal vind. Det viste sig at virkeligheden levede op til forventningerne.
Vi havde derfor lavet et stramt prioriteret liste over ting, der skulle virke, før LUNA kunne komme i vandet.
Her kommer de vigtigste:
– Batterierne skulle være blevet opladet fra solpanelerne: OK.
– Der skulle være strøm: IKKE OK. Hovedafbryderen var stået af, så INGEN strøm til nogete på Luna overhovedet. Heldigvis havde vi en reserve hovedafbryder/switch, som Leif kunne installere i løbet af nogle timer.
– Der skulle tages mål til en spacer på rorkvadranten, hvor de 2 ror, autopilot, rat osv. samles. Den blev opmålt, og sendt til Fred (svigersøn) så han kan lave den og tage den med, når han ankommer til Apataki 22. april: OK done.
– Ankerspillet og kæden skulle virke: IKKE OK. Så Leif skulle fejlsøge og udskifte diverse “dårlige” ledninger til ankerrelæet. Der gik et par dage med reparation og videre fejlsøgning, så virkede det. Samtidig kunne vi få hele kæden ud, Helle malede nye meter markeringer på kæden (så vi ved, hvor meget kæde, der er ude, når vi ligger for anker). Vi kunne samtiden skifte tovet, der sikrer at kæden sidder fast til LUNA, og skifte strap, der holder ankeret på plads under sejlads mv.
– Motoren skulle kunne starte: DELVIST OK. Det krævede nogle forsøg. Desuden skulle Leif anvende “motor-mekaniker”-tricket med at banke med en skruenøgle på startmotoren, der havde sat sig fast, så startede motoren. Samme teknik som i gamle dage, når TV’et skulle have et dask for at billedrøret ikke flimrede.
– Vi skulle sætte et sejl på, så vi ville kunne sejle, hvis motoren skulle finde på at gå ud, efter søsætningen: OK. Vi satte det lille forsejl op (fokken).
– Anoder på skrue og bovpropel skulle skiftes: OK. Hurtigt gjort.
– Klatbundmaling: OK. Ridser i bunden fra optagning, ror og områder der hurtigt slides fik flere lag.
– Kølens dæmpere og tovværk skulle tjekkes: OK.
– Gummibåden (dinghy) skulle virke: OK. Den skulle blot pumpes og vaskes og blev samtidig brugt som vaskebalje til fendere og tovværk, der trængte til et bad i ferskvand.

LUNA var mindre beskidt end forventet. Heller ingen mug eller skimmelsvamp.
Vandet i vores vandtanke har det godt. Så vi har hverken tørstet eller sultet.
Udsigten fra LUNA på land var fin.

Vi har heldigvis hver dag kunnet gå den lille korte tur gennem Carenagen til lagunen, hvor vi kunne køle os af. Vi blev mindet om den gamle børnefilm: Nanna, hvor Nannas far (Jesper Christensen) skal lære Nanna at gå over vejen: Først kik til venstre, så til højre og så til venstre igen.
Inden vi gik ud i vandet skulle vi lige kigge hhv til venstre og højre for at tjekke om der kom “noget” svømmende forbi, vi lige ville studere inden vi kastede os ud i vandet. Vi så både Nurse hajer, sorttippet revhaj, rokker, moræner, mange farvede fisk.

Dagen før LUNA kunne komme i vandet blev der tid til en gåtur på Stillehavssiden af Apataki. Vi blev kørt det lille stykke ud til Stillehavet – på Apataki-taxi-maner.

Endelig d. 13. april blev det tid at få LUNA i vandet. Betonklodser flyttes, LUNA sættes på kæmpe trailer. Køres til rampen, der går ud i vandet.

Nu ligger LUNA for anker ud for Apataki Carenage, hvor vi fortsætter forberedelserne til sejlads i meget mere behagelige omgivelser: Temperaturen er mindst faldet 5 grader, der er INGEN myg og insekter, der er en frisk brise på havet.