Forberedelser til sejlads gennem Panama kanalen 25.01.-09.02.2025

Leif og Helle ankom til Shelter Bay Marina (SBM) d. 25. januar 2025 om aftenen og har siden da arbejdet på at få LUNA gjort klar til turen gennem Panama kanalen.
Status er lige nu, at vi har datoen 10. februar 2025 til transit. Vi har netop fået tidspunktet for at den pilote/guide, der skal med på LUNA stiger ombord kl. 05.00 am (Panama tid). Dvs at vi skal sejle ud fra SBM ca. 03.00 am for at lægge os for anker udenfor SBM kl. 04.00 am. Tidspunktet kan dog stadig nå at blive flyttet.
Idag d. 9. februar har vi fået selskab af Beth (vores søn Bjarkes ex-chef) og Max (søn af Beth), der begge skal med gennem Panama kanalen. Og Beth skal efterfølgende med på den lange sejlads over Stillehavet til Marquesas i Fransk Polynesien. Desuden har vi lavet en aftale med Sam fra UK, om at være linehandler på turen gennem Panama kanalen. Sam kommer ombord lige før 03.00 am.

Her kommer lidt om de sidste ugers forberedelser. Det er en lang opremsning, for at give et indtryk af hvor meget arbejde det kræver, at holde Luna flydende og i god form.

Lige før vi ankom til SBM var LUNA blevet flyttet ud til work-area på land, hvor SBM Yard var næsten færdige med at bundmale.
En gasinspektion havde afsløret et minimalt læk ved hovedafbryderen under komfuret, så der havde også været besøg af nogle gasteknikere, der har skifte slanger til komfur og gasflasker (skulle gøres inden 2026) og installeret en ny hovedafbryder.

Da vi ankom var hovedprioriteten at få lavet de ting, der var nødvendige for at LUNA kunne komme i vandet, der var planlagt til 3 dage senere. Motoren skulle gøres klar efter presevering, serviceres og kunne starte. Vi havde i oktober 2024 konstateret at startbatteriet var dødt, så marineshoppen havde bestilt et nyt til os, men desuden skulle filtre, impeller, olie, kølevand osv. skiftes.

Ankeret skal altid kunne sænkes og hæves, selvfølgelig, men i flere år har vi haft periodisk svigt af ankerspillet, og nu virkede det slet ikke. Det krævede lige et skift til et nyt ankerrelæ, vi heldigvis havde parat. Bovpropel blev remonteret og vi skiftede anoder på propel og bovpropel, samt monterede en ny line-cutter på propel, en sav der kan hjælpe, når man fanger drivende fiskegarn på åbent vand, så det ikke vikler sig i skruen.

Endeligt blev de berømte 3D-printede kølstabilosatorer sat ind, så vi forhåbentligt fremover kan slippe for lyden af kølen, der når den er oppe og ubelastet, slår på kølkassen som en anden kirkeklokke. Og så nåede vi også lige andre vigtige ting, bl.a. at tjekke søventiler, udpakke alle de nye reservedele vi havde med, og grundig rengøring efter 8 måneder på land.

Den 29. januar kom LUNA i vandet (splash). Mens LUNA hang i kranen, blev den sidste bundmaling af køl og kølkasse gennemført, og så sejlede vi hen på vores tildelte plads i havnen. Herefter har vi fortsat klargøringen.

Det viste sig under vores korte sejlads fra splash til vores plads i marinaen, at motoren ikke var helt klar. Der kom ikke noget kølervand ud, så dårlig ide at skifte impeller på land, hvor man ikke kan tjekke om den virker. Vi nåede ind på plads kort efter at vi fik alarmen med varm motor. Vandindtaget blev efterstrammet, og nu trak det vand istedet for luft. Samtidig var motorrelæet utilbøjelig til at starte motoren uden et dask med en skruenøgle, så det blev smurt og kører fint igen.

Den store opgave i vandet var at få et nyt permanent kutter-forstag med rullefok sat op. Det har vi ønsket os dels pga. sikkerhed i hård vind, og dels for at have muligheden for at sætte et forsejl til hver side af båden, når vinden er agter fra.

Leif har sat ny winch op til rullelinen til det nye sejl, så det har sin egen. Resten har vi gennem 7 måneder samarbejdet med en rigger i SBM om, først at indkøbe alle materialer til skift af kutterstag og ny furler (rullemekanisme til sejlet). Dertil en ekstra spilerbom og lidt vedligehold oveni, hvor vognene til storsejlsskødet og forsejlsskøderne trængte til udskiftning.
Vi havde regnet med at riggeren ville udføre arbejdet, da vi var i SBM i oktober 2024. Men det ville han ikke. Han ville kun udføre arbejdet, når båden var kommet i vandet. Så vi havde aftalt, at riggeren skulle gå igang det samme efter LUNA var kommet i vandet d. 29. jan. MEN han aflyste den ene dag efter den anden. Så vi satte tiltagende pres på ham, også via værftskontoret, vi havde lavet aftalen igennem oprindeligt, så til sidst kom riggeren endelig d. 6. februar, og nyt kutterstag og furler blev installeret.

Vi havde købt nyt inderfok til det nye stag i Danmark, hos Quantum sails. Det ankom fra Sri Lanka mens vi var her. Så Helle skulle bare lige en tur til Colon hos FedEx for at betale diverse taxes for at få sejlet udleveret. Heldigvis passede den nye inderfok fint. Så det fik Leif og Helle sat op.

Vi har så lige stadig nogle udeståender med riggeren, idet nogle af de ting han har indkøbt ikke passede, vognen til storsejlsskødet og fæstet til spilerbommen på masten, så vi er ikke helt færdige med ham, der er bestilt nyt og rigtigt, der ankommer når vi er nået til Panama City, efter kanalen.

Af andre klargørings aktiviteter kan nævnes:
Leif har været en tur i masten for at reinstallere vindmåler og tjekke mast og rig.
Grundig rengøring indvendig og udvendig. Vask og oprydning i kistebænke.
Vi har udskiftet pulverslukker og nødraketter samt tjekket redningsveste.
Reparation af grønt sejladslys. Det tog kun ca. 7 timer at skifte en totalt opløst el-ledning, der lå skjult i pulpitten foran.
Så har Helle vasket tovværk og klargjort dinghy (gummibåd). Vi har tjekket alle pumper (bilgepumps) og opladet og tjekket alt muligt elektronik ombord. Vores nyindkøbte Starlink virker, så vi vil have internet ude på havet nu. Men vi mangler lige et fæste til at kunne installere det rigtigt, det har Beth med. Og endelig har vi været på shoppetur til Colon, for at have mad nok til de 6 voksne, der skal få LUNA sikkert igennem kanalen. SBM har et arrangement med en bus, der to gange dagligt kører til et stort supermarked. Så den benyttede vi.

Vi er hermed klar til Panamakanalen, men er selvfølgelig ikke helt færdige endnu med alle forberedelser til turen over Stillehavet. Vi har sat forsejlet op, inkl. det nye, men vi mangler stadig at sætte storsejlet op. Da man kun må sejle for motor gennem kanalen kan det vente til vi er kommet igennem. Dertil skal forskelligt fortsat installeres færdigt, fx Starlink. Og så skal der naturligvis købes stort ind af mad til turen over Stillehavet.
Men lige nu glæder vi os til at komme gennem Panama Kanalen lige om lidt. Det har været et stort arbejde, men vi har også haft tid til ind imellem at snakke lidt med andre sejlere.

Det er muligt at følge med i hvor LUNA er ved at vælge menupunktet: Her er LUNA, derefter Satellit – Garmin inReach – klik her
Eller klikke direkte på her.
Vores position bliver opdateret hvert 10. minut.
Og Panamakanalens officielle website har et link til hvad de kalder
“LIVE CAM, Panama kanal, Miraflores Locks on the Pacific side of the Panama Canal”
https://multimedia.panama-canal.com/Webcams/miraflores.html
Ca. hvert 5. – 10. sekund vises der live billeder fra de både, der sejler igennem den næstsidste sluse inden Stillehavet – Miraflores.

Mere San Blas, Linehandlers gennem Panamakanalen, På land 5.4.-22.4.2024

Mere San Blas
San Blas er meget smukt, masser af øer med hvide strande, palmer og koralrev, så vi fortsatte ø-hoppene.

Ved øen Salardup blev vi kontaktet af to amerikanere, der gerne ville have os med en tur ind til fastlandet arrangeret af en Guna kaldet Mola Lisa. Der skulle være nogle flere for at turen blev til noget. Det blev en fantastisk god tur med Mola Lisa og Augustin som guider. Vi sejlede først ca 1 time i Mola Lisas båd ind til fastlandet. Herefter sejlede vi lidt af Sidra floden. Så fulgte en junglegåtur, der først gik igennem et område, hvor Gunaerne dyrker nogle områder med frugt og grønt. Desuden har de nogle begravelsespladser der. Gunaerne har ikke nogen bopladser på fastlandet. Ifølge Mola Lisa finder de det mere sikkert at bo på øerne, hvor der ikke er jaguarer, slanger og andre farlige dyr. Derefter gik vi langs floden op til et lille vandfald. Her kunne vi hoppe i floden fra nogle klipper. Da vi alle så ud til at nyde det friske flodvand syntes Mola Lisa, at vi skulle svømme tilbage til begravelsespladserne. Dejlig tur. Og så sluttede vi selvfølgelig med sejltur på floden ud til havet og tilbage til vores både ved Salardup, hvor vi blev sat af.

Vi havde flere gode oplevelser på andre øer med snorkling, middage med languster og conch (konkylie), Guna restaurant på øerne Esnasdup, Dog Island, Banedup m.fl. Desuden nogle irriterende flåter, som Helle og Leif havde tilranet sig. Vi sluttede af ved den rigtig gode koral-væg ved Western Hollandes, inden vi sejlede tilbage via Linton Bay og Cargoskibs P-pladsen ved Shelter Bay til Shelter Bay Marina.

Linehandlers gennem Panamakanalen
Tine og Leif var med som linehandlers på een dansk båd, der skulle igennem Panamakanalen. Og det lykkedes Helle at komme med på en anden dansk båd.
Linehandlers er dem, der på båden griber tovene, der bliver smidt ned til dem fra ansatte, der går på murene langs sluserne. De ansatte sørger for at tovene flyttes fremad efterhånden som vandet hhv. fyldes i/lukkes ud af sluserne. Linehandlerne sørger for at båden ligger som den skal. Det er god erfaring at få inden vi selv skal igennem Panama kanalen.
Det viste sig, at vi på den måde tilsammen fik erfaring med de forskellige måder man kan komme igennem Panamakanalen på.
Der skal altid en advisor med på en båd, der skal igennem kanalen. Advisoren skal samles op på et tidspunkt og en position man får tildelt i bugten foran indgangen til Panamakanalen. Advisoren bliver sejlet til positionen i en Pilote-boat og træder så fra Pilot-båden over i sejlbåden. Det er vedkommende der sørger for hele tiden at have kontakt til dem, der har det forkromede overblik over alle de skibe, der skal igennem kanalen. Og det er advisoren, der sikrer at kaptajnen får de nødvendige oplysninger for at komme igennem kanalen.
Ud over advisor skal der være 5 personer på båden – kaptajn og 4 linehandlers (over 18 år).  Der er klare regler vedrørende hvilken mad, der skal serveres for advisor og eventuelle professionelle handliners.

På Tine og Leifs båd var de 5 personer (+ 3 børn) som aldrig før havde prøvet at sejle gennem kanalen. På vejen op gennem de 3 sluser ligger man altid bag en meget stor båd, fx en tankbåd eller containerskib. De var 3 sejlbåde, der var bundet sammen, så de skulle kun modtage liner til den ene side, hvor de var yderst. Herefter sejlede de enkeltvis gennem Gatun søen (4-5 timer) direkte til de 3 sluser ned til Stillehavet. Her var de alene, så nu skulle linerne håndteres til begge sider. På nedturen ligger sejlbådene altid foran et af de store skibe, der tårner sig op tæt bag een. Altsammen blev gennemført på 1 dag.

På Helles båd havde kaptajnen og Helle ikke prøvet det før, men derudover var der 3 professionelle handliners med. Helles båd kom så sent afsted (blev udsat i flere omgange), så det betød at Helles båd skulle tilbringe en nat på Gatun søen, hvor man ligger ved en bøje. Advisoren overnatter ikke, men det gør de professionelle handliners. Næste morgen kommer en (evt ny) advisor igen. Helles sejlbåd var alene – dvs de blev ikke bundet sammen med andre sejlbåde. Så de skulle håndtere alle 4 liner selv. Og turen blev gennemført over 2 dage.

LUNA er kommet på land
Da vi havde sagt farvel til Tine den 17/4, begyndte vi for alvor på at forberede LUNA til at stå på land i mange måneder. Det vil bl.a. sige tømning af båden for mad og dåser (bortset fra enkelte vakuumpakkede eller uåbnede plastikbeholdere). Det meste sengetøj, håndklæder og tøj er blevet vakuumpakket. Rengøring udvendig og indvendig. Alle sejl og bimini er taget ned. Så meget tovværk og andet løst grej som muligt er pakket væk. Gummibåden er lagt og gjort fast på fordækket. Watermaker er blevet preserveret, motoren er preserveret, indledende aftaler om bundmaling lavet osv.
LUNA blev løftet på land vha. kranen i Shelter Bay Marina. Herefter bundrenset. Det er den mest grundige bundrens, vi endnu har oplevet – først 4 mand med skrabere efterfulgt af højtryksspuling. Herefter kørt med truck på plads i et “secured area”, hvor de klodsede båden op og satte diverse stativer op til støtte.

Der er meget varmt og fugtigt i Panama. Der er mindst 32 grader celcius udenfor. Inde i båden på land oplevede vi ofte 39 grader celcius. Og luftfugtigheden er enorm. Så vi har fået sat en affugter op. Den kører indtil luftfugtigheden kommer ned på 60%. Tilsyn med affugteren står “Boat Care” i Marinaen for. Det er inkluderet i den aftale, vi har lavet med dem om løbende at tjekke LUNA for om batterierne bliver ladet af solpanelerne, om det regner ind, for fugt, mug, dyr mv.

Siden vi fik installeret hydrogeneratoren (watt&sea) i december 2023 har vi været selvforsynende med strøm fra solpaneler, vindmølle og hydrogenerator. Og med vand fra vores watermaker. Desuden har vi ikke haft problemer med diesel eller motor siden slut januar 2024 – dejligt.

Vi sluttede af med en jungle-gåtur, hvor vi blev “tanket” op med synet og lydene fra brøleaber, tukaner, papegøjer, mm.
Planen er nu, at vi tager en tur til Panama og omegn for at se til LUNA samt være turister på land omkring okt-nov 2024. I februar 2025 skal LUNA bundmales, vi skal sejle gennem Panamakanalen og forberede den lange sejltur til Fransk Polynesien. Turen ud over Stillehavet forventer vi skal foregå i marts 2025. Mere om det senere …