Nuku Hiva i Marquesas, 2.4.-18.4.2025

Efter ankomsten på Nuku Hiva sent om natten d. 2/4 (kaptajnens fødselsdag, 69 år) fik vi et par øl og gik til køjs. Allerede tidligt næste morgen var vi oppe på Gendarmeriet og få stemplet alle passene, og fik godkendt online anmeldelsen af Lunas ankomst. Samme dag afmønstrede Jesper og Beth, de havde lagt planer om at opholde sig på land. Fred og Leif blev på båden, og fik ordnet den mistænkte årsag til motorproblemerne: masser af begroninger hen over vandindtaget til motoren. Det krævede 1½ times arbejde med dykkerudstyr, at få alle vandindtag skrabet fri for dyr, men så kørte motoren også problemfrit igen.
Om aftenen d. 2/4 gav Leif en fødselsdagsmiddag på en af de få restauranter, der er på øen. Det var hyggeligt og sjovt nok var der mere bud efter pizza end efter tun!

Dagen efter tog vi på trekking, dvs. Fred, Beth og Leif, til Hak Aui, en meget spektakulær ca. 10 km vandretur til et vandfald blandt lodrette klipper. Vi sejlede med Luna til bugten hvor turen startede, og benyttede dermed lejligheden til at teste at alt var i orden. Det var det.

Nuku Hiva er en charmerende, utrolig grøn, ø. Ø-livet er meget tilbagelænet, alle er flinke, men den er så stor at der er veje og mange biler. Spredt omkring ser man de mange stenfigurer, Tiki, der er en del af den gamle historie og religiøse forståelse. Tikierne er vigtige som mellemled mellem den levende og den døde verden.

Jesper og Beth rejste hurtigt videre til andre øer, for at få lidt ferie ud af anstrengelserne med sejladsen. Efter et par dage tog Fred hjem, for at starte arbejde. Leif var dermed alene på båden, og kunne gå i gang med to-do listen, der uvægerligt opstår efter en måneds sejlads. Watermakeren gav ringere vandmængder end den burde, og efter grundige test, kunne det konstateres at hovedfilteret er ved at være træt, selv en grundig rensning kunne ikke få vandproduktionen helt op. Vi klarer os med den nedsatte mængde indtil næste gang Luna skal på land, så får vi det filter skiftet. Ellers er radaren begyndt at give problemer, den ser ud til at være kalibreret forkert nu, det skal der kigges på. Ellers har der kun været mindre problemer.

Helle er blevet forsinket i sin afrejse fra Danmark pga familiære forhold, så vi har aftalt at mødes på Fakarava i stedet for i slutningen af april. Marquesas er meget smukke og grønne, mens Fakarava ligger i Tuamotus, der er en gruppe af atol-øer, helt anderledes. Og når der skal skæres noget af programmet, blev det så Marquesas der blev skåret fra. På Fakarava vil vi ligge i en beskyttet lagune, med ufatteligt meget liv under overfladen, hajer, mantarays og masser af revfisk. Men vi havde diskussion om hvordan Leif skulle få Luna til Fakarava, 4 døgn, som solosejlads (Leifs forslag) eller flere ombord (Helles forslag). Selvfølgelig er det mere sikkert at være flere ombord, så Leif gik i gang med at lede, fx efter en sejler der ventede nogle uger på reservedele – men uden held. Selv en “crew finder” på facebook blev anvendt, men gav ingen seriøse forslag de første dage, fx ville én komme fra Europa mod at få alle flybilletter betalt, begge veje. Leif besluttede sig derfor til at sejle til Hiva Oa, 90 Nm, for at se om heldet var bedre der. Det er den ø, der er nærmest Panama, og derfor også der de fleste går til efter sejladsen over Stillehavet, især hvis de har problemer med skibet. Leif sejlede en aften, men fik undervejs et opkald fra et par på Nuku Hiva, der var meget interesserede. Så Leif vendte om, og mødtes næste dag med Mariona og Gabriel, og de fik en aftale. De har stor sejlererfaring, både fra at have krydset Atlanten og Stillehavet, helt ideelt. Så den 18/4 satte Luna igen sejl, denne gang med en besætning på 3, for at sejle til Fakarava, ca. 4 døgns sejlads.

Leif vil hvert døgn skrive lidt om, hvordan sejladsen til Fakarava i Tuamotus går. Klik her

Netop ankommet til Nuku Hiva, Fransk Polynesien

LUNA og besætning er netop ankommet til Nuku Hiva, en af de 10 øer i Marquesas øgruppen.
Sejlturen blev på ialt 4.332 Nm (ca. 8000km) og tog 30 døgn og 20,5 timer.

Her er det samlede team, kort tid efter ankomst til Nuku Hiva:

Som Leif skrev om i rapporten for 31.døgn, så var der nogle problemer ved landingen, hvor der ikke kom kølevand ud fra motoren. Desuden havde der ikke i en uges tid været måling af “fart gennem vandet” og ferskvands produktionen har været nedsat. Det viste sig som ventet at skyldes seriøse begroninger af skroget. LUNA var lige blevet bundmalet før afgangen fra Panama. Og nu ved ankomsten til Nuku Hiva ser bunden sådan ud:

I kan stadig læse om, hvordan sejladsen over Stillehavet formede sig, døgn for døgn. Klik her

Her er lidt billeder fra den sidste uges sejlads over Stillehavet:

Stillehavet – Lidt billeder fra 3. uge

Den skriftlige status fra sejladsen, som Leif opdaterer een gang i døgnet, kan fortsat følges. Klik her

Her kommer lidt billeder fra den 3. uge af sejladsen over Stillehavet:

 

Stillehavet – lidt billeder fra de første 2 uger

Døgnrapporten fra sejladsen kan stadig følges. Klik her

Nu starter turen over Stillehavet – Fra Panama til Marquesas i Fransk Polynesien

I dag den 2. marts 2025 kl. 10 Panama-tid, dvs. kl. 16 dansk tid regner besætningen på LUNA med at sejle afsted, indenfor den næste times tid, fra La Playita i Panama med kurs mod øgruppen Marquesas i Fransk Polynesien.
De har for kort tid siden tjekket ud af Panama. Det foregår ved besøg på to kontorer: Autoridad Maritima og Immigration. Vejrudsigten ser OK ud og de sidste udfordringer med klargøringen er overstået.
Besætningen er Leif, Fred (svigersøn), Jesper (ex-kollega) og Beth (vores søn Bjarkes ex-kollega).
Fred og Jesper var begge med over Atlanten. Beth var med gennem Panama Kanalen.

Ruten vil nok gå tidligt over ækvator, for at fange den sydlige passatvind. Men der er svag vind i øjeblikket, så vi må se hvad vinden bestemmer sig for, og lægge ruten derefter.
Turen forventes at tage omkring 30 døgn.

Sådan kan du følge LUNA:
Der er flere muligheder for at følge LUNA på sejladsen over Stillehavet:
a) Hvis du vil følge præcist med i hvor LUNA er, så brug menupunktet:
“Her er LUNA” og derefter klik på: “Satellit Garmin inReach – klik her”
Her forventer vi at LUNAs rute vil blive opdateret med en ny position hvert 10. minut.

b) Hvis du gerne vil følge LUNAs rute, undervejs se hvordan vejrudsigten er, samt een gang i døgnet få en update fra Leif om, hvordan sejladsen går, så brug menupunktet:
“Her er LUNA” og derefter klik på: “Satellit IridiumGo- klik her”.
Leif håber at han her een gang i døgnet vil kunne opdatere med en kort tekst om, hvordan sejladsen går.
Tidspunktet for Leifs daglige update forventes at være ca kl. 12 middag lokal tid. Dvs i starten ca. kl. 19 dansk tid og efterhånden som dagene går, vil det blive senere og senere.
(LUNAs GPS position vil blive opdateret ca. hver time, men vil ikke være lige så præcis som GPS positionen under “Satellit Garmin inReach – klik her”).

c) Den tredie mulighed er at følge med i meget præcise informationer on selve sejladsen – vind, vejr, fart, kurs mv., så brug menupunktet:
“Her er LUNA” og derefter klik på: “Sailserver – klik her”
Her vil LUNAs rute fremgå meget nøjagtigt, med alle sejladsoplysninger, men KUN når vi har mobildækning eller hvis vores STARLINK internet lige har været tændt og dermed har opdateret ruten, så det er næsten altid historiske data.

Her er lidt fra de sidste par uges forberedelser:
Efter turen gennem Panama Kanalen lå vi for anker ud for marinaen La Playita. Næste dag sagde vi farvel til Max og på gensyn til Beth, og derefter fik vi plads i marinaen.
Det har været sjovt at følge høj- og lavvande her. Der er op til 5 meters forskel:


Vi har sat storsejlet op og Helle brugte en dag på at sy lynlåsen fast i lazy-bagen (posen der sidder rundt om storsejlet, når sejlet er nede). Syningen var delvist gået op. Sprayhood, bimini mv er blevet imprægneret. Rattet har fået nyt læder (det gamle faldt stort set af). Vinduer i loftet (hatches) har fået en omgang fordi de var utætte, komfuret har fået en omgang fordi ikke alle knapperne virkede. Vi har besøgt alle marine butikker i området i forsøg på at skaffe diverse som fx pærer til motorens kontrolpanel, sikringer, lænsepumper, covers til el-ledninger. Dieseltanken er fyldt op, watermakeren har kørt, så vandtankene er fyldt op og gasflaskerne er alle fyldt op. Og sådan har der været mange flere aktiviteter.

Vi har provianteret i flere omgange. Første tur stod Beth og hendes moster og onkel for. Beth har bl.a. været sammen med familien i sin tid her i Panama efter kanalturen. Familien har en stor bil, og tilbød at deltage i indkøbene. Efterfølgende har Leif og Helle haft 4 indkøbsture. De er blevet fulgt op med at vakuum pakke især ris og mel. Dels så emballagen kan holde og det forlænger holdbarheden, dels for at holde os fri for diverse dyr, der har en tendens til at leve og formere sig i især ris og mel. Desuden er diverse pap og papir emballage fjernet. Dåser mv er vasket. Helle har på sædvanligvis (som før Atlantturen) spillet tetris og fundet plads i skabe, under gulve osv. Samtidig har hun dokumenteret placeringen i et excel ark, så de 4 i besætningen har en chance for at kunne finde de forskellige fødevarer. Det er også lykkedes at få startet vores egen youghurt produktion, så den kan fungere over Stillehavet. Sidste indkøbstur gik til et frugt og grønt marked. Det åbner kl. 6:30 om morgenen, og har alt muligt i en masse forskellige boder. Frugt og grønt er blevet vasket og meget af det ligger nu i vores net under solpanelet samt i gummibåden.

Det er lykkedes at få Starlink installeret, så vi nu har mulighed for internet (også på det store ocean). Det er vi meget glade for, selvom vi ikke er stolte over at vi dermed støtter Elon Musk (der er desværre ikke andre muligheder endnu). Nu tager det 30 sekunder, at få en vejrudsigt i høj opløsning, hvor det tidligere tog os 20-30 minutter at få en vejrudsigt i lav opløsning. Det var et større arbejde med ledningsføring fra bagenden af cockpittet, gennem motorrummet og op til de øvrige ledninger ved el-panelet ved kortbordet. Og så skulle den selvfølgelig ikke køre med 220v, men med 12v. Så der var lige lidt arbejde i virvaret af ledninger.

På vores tur gennem Panama Kanalen blev det klart at vores motors generator IKKE lader batterierne op. Vi har før konstateret problemet, men det blev tydeligt, da vi havde dækket vores solpanel til, at batterierne ikke blev ladet. Ved tjek af vores Panda generator viste det sig, at en dieselpumpe ikke virker. Den kan heller ikke lade batterierne. Vi har købt nogle reservedele, som Jesper skulle have med fra Danmark – en dieselpumpe til Panda generatoren og en generator (alternator) til vores Nanni hovedmotor, idet vi mistænkte at det var motorens 24 år gamle generator, der var kaput. Jesper og Fred kom den 28.3. om aftenen.
Vi havde en fast plan om at vi skulle kunne lade batterierne fra een dieselmotor før afgang, da vi ikke altid vil kunne regne med sol (solpaneler), vind (vindmølle) og fart (hydrogenerator) til at lave strøm for os.
Den nye generator til hovedmotoren vi havde købt, skulle være den samme model som den gamle, men der var alligevel sket noget på de mange år. Ophænget var anderledes, og mange andre ting skulle tilpasses, men til sidst kom den til at sidde rigtigt. Men den producerede heller ikke strøm til batterierne! Så gik lednings-fejlsøgningen i gang, og endelig fandt vi en samling på 2 ledninger i motorrummet, der var helt løs, og dermed havde dårlig strømføring, det hele endte som varme i samlingen. Da det var fixet fungerede alt normalt.

Pandaen skulle bare have skiftet en dieselpumpe, som Jesper havde haft med, og det kunne gøres på 10 minutter, var den optimistiske tilgang, hvorefter Pandaen ville starte uden problemer. MEN – det gamle problem med at den ladede alt for meget på startbatteriet bestod, så vi måtte slukke den igen og begynde fejlsøgningen. Til sidst viste det sig at være Pandaens egen generator, der var defekt, så vi skulle bare afbryde dens ladekabel til startbatteriet, så var det midlertidigt løst, idet startbatteriet har andre kilder til strøm. Men i fejlsøgningsprocessen havde vi afbrudt strømmen mens motoren kørte, og det førte til at styrepanelet holdt op med at virke. En sikring var gået, men selvom den blev skiftet, røg den med det samme igen. Styrepanelet har altså fået en overgang, så der er alt for meget strøm på. Så Panda generatoren vil vi kun kunne starte med stort besvær på turen, det bliver manuelt, hvis behovet skulle opstå.
Så efter en hæftig arbejdsindsats hele 1. marts lykkedes det at blive klar, idet hovedmotoren nu uden problemer kan lade batterierne.

Ellers har vi snakket en del med nogle danskere på en anden båd. Både da vi lå i Shelter Bay Marina og så igen nu i La Playita. Vi regner med at sejle afsted mod Marquesas nogenlunde samtidig med dem.
Og en dag kom der en Schweitzer forbi, da han genkendte at vores båd er en Alliage 44. Han har selv en. Han kunne fortælle, at der kun er bygget 12 af dem i alt. Hans er fra 2004 og er nr. 4. Så vi er kommet frem til, at da vores er fra 2001, må den være én af de første, hvis ikke dén første!

Vi er på havet i troperne, så der er som vanligt mange pelikaner omkring os. Og så har vi set et dovendyr et par gange.

Gennem Panama Kanalen 10.2.2025

Turen gennem Panama Kanalen startede d. 10. feb 2025 kl. 03:00 om morgenen.
Inden da, havde vi lejet og fået leveret 8 store fendere og 4 tykke tov af vores agent, der stod for papirarbejdet og andet praktisk omkring vores tur gennem kanalen. Desuden havde vi dækket vores solpaneler til, så de ikke skulle være i risiko for at blive ødelagt, når der ville blive kastet abehænder (sammenrullet hård reb-bold) ned til os fra Panama Kanalens linehandlers.

Vi sejlede ud fra Shelter Bay Marina i mørke og lagde os for anker i et område, vi havde fået besked på at ligge i. Omkring kl. 05.00 kom en af Panama Kanalens lodsbåde og vores pilot/guide kom ombord på LUNA.
Piloten er ham, der står for at kommunikere med dem, der har det forkromede overblik over hvilke både, der skal igennem kanalen hvornår og hvordan.

Så gik turen nærmere hen mod indsejlingen til Panama Kanalen. Her blev vi bundet sammen med to katamaraner. Den katamaran med størst motorkraft lå i midten. Det var den, der skulle bruge motor og styre for os alle sammen.
Vi lå på bagbord side, og skulle dermed håndtere de 2 tove der skulle op og gøres fast til slusevæggen på den side. Vi kunne så være 2 personer, der hjalp hinanden, med hvert tov. Det foregår på den måde, at Panama Kanalens linehandlers kaster en tynd line med en abehånd i enden ned til båden. Så skal vi binde linen fast til det tykke tov og sørge for at sende det tykke tov ud over siden, så Panama Kanalens linehandlers kan bære tovet frem og sætte det fast på toppen af slusevæggen. Vi skal derefter sørge for at tovet hverken er for stramt eller for slapt og dermed sikre, at vi ikke støder ind i slusevæggen efterhånden som der enten lukkes vand ud eller ind.

Man skal igennem 3 sluser, der går opad mod Gatun søen. På vej op ligger der altid et cargo skib foran os i de små både. Når cargo skibet starter motoren, skal der holdes godt fast i tovene for at vi små både ikke bliver skubbet bagud i slusen.

Derefter var der knap 5 timers sejlads for motor hen over Gatun Søen.

Efter sejladsen over Gatun Søen kommer man så til de 3 sluser, der går ned til Stillehavet.
Før de 3 sluser ned til Stillehavet blev vi bundet sammen med 1 katamaran.
Vi havde et kæmpe containerskib bagved os, hvor man godt kan blive lidt nervøs når det ligger helt tæt på os og tårner sig op.

Ved den næstsidste sluse, Miraflores, er der et stort tilskuerområde, med rigtig mange ude og kigge på hvordan sejlads gennem Panama Kanalen foregår.
Og det er sjovt at se, når den sidste sluse inden Stillehavet åbner porten.

Efter vi kom igennem sidste sluse og ud i Stillehavet, sejlede vi hen i nærheden af Balboa Yacht Club. Her blev vores pilot/guide hentet af en lodsbåd. Og der kom en boat-boy og hentede det tovværk og de fendere, vi havde lejet til kanal transitten. Samtidig sagde vi farvel til Sam, der fik lov til at sejle med ind til land sammen med boat-boy´en.

Dagens sejlads sluttede kl. 17, hvor vi smed anker ud for Playita Marina, nær Panama City på Stillehavssiden.
Vi (Beth, Max, Leif og Helle) fik os noget aftensmad og så var det tidligt i seng.

Forberedelser til sejlads gennem Panama kanalen 25.01.-09.02.2025

Leif og Helle ankom til Shelter Bay Marina (SBM) d. 25. januar 2025 om aftenen og har siden da arbejdet på at få LUNA gjort klar til turen gennem Panama kanalen.
Status er lige nu, at vi har datoen 10. februar 2025 til transit. Vi har netop fået tidspunktet for at den pilote/guide, der skal med på LUNA stiger ombord kl. 05.00 am (Panama tid). Dvs at vi skal sejle ud fra SBM ca. 03.00 am for at lægge os for anker udenfor SBM kl. 04.00 am. Tidspunktet kan dog stadig nå at blive flyttet.
Idag d. 9. februar har vi fået selskab af Beth (vores søn Bjarkes ex-chef) og Max (søn af Beth), der begge skal med gennem Panama kanalen. Og Beth skal efterfølgende med på den lange sejlads over Stillehavet til Marquesas i Fransk Polynesien. Desuden har vi lavet en aftale med Sam fra UK, om at være linehandler på turen gennem Panama kanalen. Sam kommer ombord lige før 03.00 am.

Her kommer lidt om de sidste ugers forberedelser. Det er en lang opremsning, for at give et indtryk af hvor meget arbejde det kræver, at holde Luna flydende og i god form.

Lige før vi ankom til SBM var LUNA blevet flyttet ud til work-area på land, hvor SBM Yard var næsten færdige med at bundmale.
En gasinspektion havde afsløret et minimalt læk ved hovedafbryderen under komfuret, så der havde også været besøg af nogle gasteknikere, der har skifte slanger til komfur og gasflasker (skulle gøres inden 2026) og installeret en ny hovedafbryder.

Da vi ankom var hovedprioriteten at få lavet de ting, der var nødvendige for at LUNA kunne komme i vandet, der var planlagt til 3 dage senere. Motoren skulle gøres klar efter presevering, serviceres og kunne starte. Vi havde i oktober 2024 konstateret at startbatteriet var dødt, så marineshoppen havde bestilt et nyt til os, men desuden skulle filtre, impeller, olie, kølevand osv. skiftes.

Ankeret skal altid kunne sænkes og hæves, selvfølgelig, men i flere år har vi haft periodisk svigt af ankerspillet, og nu virkede det slet ikke. Det krævede lige et skift til et nyt ankerrelæ, vi heldigvis havde parat. Bovpropel blev remonteret og vi skiftede anoder på propel og bovpropel, samt monterede en ny line-cutter på propel, en sav der kan hjælpe, når man fanger drivende fiskegarn på åbent vand, så det ikke vikler sig i skruen.

Endeligt blev de berømte 3D-printede kølstabilosatorer sat ind, så vi forhåbentligt fremover kan slippe for lyden af kølen, der når den er oppe og ubelastet, slår på kølkassen som en anden kirkeklokke. Og så nåede vi også lige andre vigtige ting, bl.a. at tjekke søventiler, udpakke alle de nye reservedele vi havde med, og grundig rengøring efter 8 måneder på land.

Den 29. januar kom LUNA i vandet (splash). Mens LUNA hang i kranen, blev den sidste bundmaling af køl og kølkasse gennemført, og så sejlede vi hen på vores tildelte plads i havnen. Herefter har vi fortsat klargøringen.

Det viste sig under vores korte sejlads fra splash til vores plads i marinaen, at motoren ikke var helt klar. Der kom ikke noget kølervand ud, så dårlig ide at skifte impeller på land, hvor man ikke kan tjekke om den virker. Vi nåede ind på plads kort efter at vi fik alarmen med varm motor. Vandindtaget blev efterstrammet, og nu trak det vand istedet for luft. Samtidig var motorrelæet utilbøjelig til at starte motoren uden et dask med en skruenøgle, så det blev smurt og kører fint igen.

Den store opgave i vandet var at få et nyt permanent kutter-forstag med rullefok sat op. Det har vi ønsket os dels pga. sikkerhed i hård vind, og dels for at have muligheden for at sætte et forsejl til hver side af båden, når vinden er agter fra.

Leif har sat ny winch op til rullelinen til det nye sejl, så det har sin egen. Resten har vi gennem 7 måneder samarbejdet med en rigger i SBM om, først at indkøbe alle materialer til skift af kutterstag og ny furler (rullemekanisme til sejlet). Dertil en ekstra spilerbom og lidt vedligehold oveni, hvor vognene til storsejlsskødet og forsejlsskøderne trængte til udskiftning.
Vi havde regnet med at riggeren ville udføre arbejdet, da vi var i SBM i oktober 2024. Men det ville han ikke. Han ville kun udføre arbejdet, når båden var kommet i vandet. Så vi havde aftalt, at riggeren skulle gå igang det samme efter LUNA var kommet i vandet d. 29. jan. MEN han aflyste den ene dag efter den anden. Så vi satte tiltagende pres på ham, også via værftskontoret, vi havde lavet aftalen igennem oprindeligt, så til sidst kom riggeren endelig d. 6. februar, og nyt kutterstag og furler blev installeret.

Vi havde købt nyt inderfok til det nye stag i Danmark, hos Quantum sails. Det ankom fra Sri Lanka mens vi var her. Så Helle skulle bare lige en tur til Colon hos FedEx for at betale diverse taxes for at få sejlet udleveret. Heldigvis passede den nye inderfok fint. Så det fik Leif og Helle sat op.

Vi har så lige stadig nogle udeståender med riggeren, idet nogle af de ting han har indkøbt ikke passede, vognen til storsejlsskødet og fæstet til spilerbommen på masten, så vi er ikke helt færdige med ham, der er bestilt nyt og rigtigt, der ankommer når vi er nået til Panama City, efter kanalen.

Af andre klargørings aktiviteter kan nævnes:
Leif har været en tur i masten for at reinstallere vindmåler og tjekke mast og rig.
Grundig rengøring indvendig og udvendig. Vask og oprydning i kistebænke.
Vi har udskiftet pulverslukker og nødraketter samt tjekket redningsveste.
Reparation af grønt sejladslys. Det tog kun ca. 7 timer at skifte en totalt opløst el-ledning, der lå skjult i pulpitten foran.
Så har Helle vasket tovværk og klargjort dinghy (gummibåd). Vi har tjekket alle pumper (bilgepumps) og opladet og tjekket alt muligt elektronik ombord. Vores nyindkøbte Starlink virker, så vi vil have internet ude på havet nu. Men vi mangler lige et fæste til at kunne installere det rigtigt, det har Beth med. Og endelig har vi været på shoppetur til Colon, for at have mad nok til de 6 voksne, der skal få LUNA sikkert igennem kanalen. SBM har et arrangement med en bus, der to gange dagligt kører til et stort supermarked. Så den benyttede vi.

Vi er hermed klar til Panamakanalen, men er selvfølgelig ikke helt færdige endnu med alle forberedelser til turen over Stillehavet. Vi har sat forsejlet op, inkl. det nye, men vi mangler stadig at sætte storsejlet op. Da man kun må sejle for motor gennem kanalen kan det vente til vi er kommet igennem. Dertil skal forskelligt fortsat installeres færdigt, fx Starlink. Og så skal der naturligvis købes stort ind af mad til turen over Stillehavet.
Men lige nu glæder vi os til at komme gennem Panama Kanalen lige om lidt. Det har været et stort arbejde, men vi har også haft tid til ind imellem at snakke lidt med andre sejlere.

Det er muligt at følge med i hvor LUNA er ved at vælge menupunktet: Her er LUNA, derefter Satellit – Garmin inReach – klik her
Eller klikke direkte på her.
Vores position bliver opdateret hvert 10. minut.
Og Panamakanalens officielle website har et link til hvad de kalder
“LIVE CAM, Panama kanal, Miraflores Locks on the Pacific side of the Panama Canal”
https://multimedia.panama-canal.com/Webcams/miraflores.html
Ca. hvert 5. – 10. sekund vises der live billeder fra de både, der sejler igennem den næstsidste sluse inden Stillehavet – Miraflores.

Forberedelser til Panamakanal og sejlads over Stillehavet til Fransk Polynesien

Efter LUNA kom på land i Shelter Bay Marina, Panama i april 2024 har vi været igang med forberedelser til de næste sejladser:
– Gennem Panamakanalen
– Den lange ca. 4 ugers sejlads ud over Stillehavet til den første øgruppe i Fransk Polynesien, Marquesas
– Muligheder for at få LUNA på land i Stillehavet, når det er orkansæson.

Mange af forberedelserne er foregået fra København og så har vi været en tur i Panama og se til LUNA i 2 uger af oktober.
LUNA har det godt på land. Og der var ingen tegn på mug, skadedyr eller andet om læ.

Vores plan er at tage til Shelter Bay Marina igen 25.jan 2025.
Vi forventer stadig at få en tid til at sejle gennem Panamakanalen mellem d. 10.-14.februar 2025. Vores agent har sat os i udsigt, at vi kan få datoen i løbet af december måned.
Vi har fuld besætning på LUNA, dvs 6 personer, til sejladsen gennem kanalen.

Planen er derefter at den ca. 4 ugers lange tur ud over Stillehavet starter ca. 1.marts (så snart der er et fornuftigt vejrvindue). Her er besætningen på 4 mand også på plads, dvs. Leif og 3 mere.

Der er mange ting at forberede. Det drejer sig om alt fra indkøb af reservedele, planlægning af reparationer og forbedringer på LUNA, sejladsplanlægning, regler for tjek ind og ud (told, imigration, mv), madplan, indkøbsliste til proviantering, vagtplan og opgaveplan til Stillehavsturen.

Et problem, vi gerne vil have løst er, at LUNAs køl, der er en sænkekøl, har “mistet” nogle stabilisatorer, så kølen larmer en del, fordi den slår ind på køl-kassen, når den er ubelastet. Det kan ikke lige løses ved at købe nogle reservedele. Så Leif har haft gang i et projekt med at 3D-printe diverse “dimser” til at stabilisere kølen. Leif har fået god hjælp og inspiration til 3D-projektet af en ven, Klaus. Det har selvfølgelig resulteret i, at Leif selv har anskaffet sig en 3D-printer.
Og de første prototyper fik vi testet, da vi var i Shelter Bay Marina i oktober. Så nu skal de endelige versioner 3D-printes.

Vi har anskaffet os Starlink, så vi kan have internet adgang, når LUNA er på langfart. Den sluger så meget energi, at den kun kan holdes åben nogle timer i døgnet under sejlads. Det er testet i sejlklubben i København at den virker. Da vi var i Panama, fik vi besluttet, hvordan vi vil placere den på LUNA.

I Shelter Bay Marina fik vi aftalt en tidsplan for bundmaling af LUNA. Det vil ske 20.-25.jan 2025. Og LUNA skal i vandet igen 29.jan 2025.
Desuden snakkede vi med den rigger, vi har haft kontakt med. Han har indkøbt diverse dele til et permanent ekstra rulleforstag. Pakkerne ankom mens vi var i Shelter Bay Marina. Aftalen er nu, at riggeren installerer det, når LUNA er kommet i vandet igen. Vi målte op til en ny ekstra rullefok, så vi kan få den bestilt i København.
Her er lidt billeder fra LUNA i Shelter Bay Marina:

Se mere om den planlagte rute under menupunktet: Planlagt rute ->
Planlagt rute – sejlads 2025 februar-juli
Eller klik her

Efter Panama var vi på en spændende knap 3 ugers tur til Cuba (på land). Her oplevede vi kategori 3 orkanen, Rafael, da den tog en tur igennem Havana. Vi er glade for vi boede i et solidt hus og at vi ikke har oplevet noget lignende på vandet. Der var masser af væltede træer og højspændingsmaster. Så de hårdtprøvede cubanere fik flere udfordringer med manglende strøm.

Som altid vil vi meget gerne have gæster på besøg. Så hvis du drømmer om en tur til Fransk Polynesien, så er der endnu plads til gæster på LUNA i maj og juni 2025.

Mere San Blas, Linehandlers gennem Panamakanalen, På land 5.4.-22.4.2024

Mere San Blas
San Blas er meget smukt, masser af øer med hvide strande, palmer og koralrev, så vi fortsatte ø-hoppene.

Ved øen Salardup blev vi kontaktet af to amerikanere, der gerne ville have os med en tur ind til fastlandet arrangeret af en Guna kaldet Mola Lisa. Der skulle være nogle flere for at turen blev til noget. Det blev en fantastisk god tur med Mola Lisa og Augustin som guider. Vi sejlede først ca 1 time i Mola Lisas båd ind til fastlandet. Herefter sejlede vi lidt af Sidra floden. Så fulgte en junglegåtur, der først gik igennem et område, hvor Gunaerne dyrker nogle områder med frugt og grønt. Desuden har de nogle begravelsespladser der. Gunaerne har ikke nogen bopladser på fastlandet. Ifølge Mola Lisa finder de det mere sikkert at bo på øerne, hvor der ikke er jaguarer, slanger og andre farlige dyr. Derefter gik vi langs floden op til et lille vandfald. Her kunne vi hoppe i floden fra nogle klipper. Da vi alle så ud til at nyde det friske flodvand syntes Mola Lisa, at vi skulle svømme tilbage til begravelsespladserne. Dejlig tur. Og så sluttede vi selvfølgelig med sejltur på floden ud til havet og tilbage til vores både ved Salardup, hvor vi blev sat af.

Vi havde flere gode oplevelser på andre øer med snorkling, middage med languster og conch (konkylie), Guna restaurant på øerne Esnasdup, Dog Island, Banedup m.fl. Desuden nogle irriterende flåter, som Helle og Leif havde tilranet sig. Vi sluttede af ved den rigtig gode koral-væg ved Western Hollandes, inden vi sejlede tilbage via Linton Bay og Cargoskibs P-pladsen ved Shelter Bay til Shelter Bay Marina.

Linehandlers gennem Panamakanalen
Tine og Leif var med som linehandlers på een dansk båd, der skulle igennem Panamakanalen. Og det lykkedes Helle at komme med på en anden dansk båd.
Linehandlers er dem, der på båden griber tovene, der bliver smidt ned til dem fra ansatte, der går på murene langs sluserne. De ansatte sørger for at tovene flyttes fremad efterhånden som vandet hhv. fyldes i/lukkes ud af sluserne. Linehandlerne sørger for at båden ligger som den skal. Det er god erfaring at få inden vi selv skal igennem Panama kanalen.
Det viste sig, at vi på den måde tilsammen fik erfaring med de forskellige måder man kan komme igennem Panamakanalen på.
Der skal altid en advisor med på en båd, der skal igennem kanalen. Advisoren skal samles op på et tidspunkt og en position man får tildelt i bugten foran indgangen til Panamakanalen. Advisoren bliver sejlet til positionen i en Pilote-boat og træder så fra Pilot-båden over i sejlbåden. Det er vedkommende der sørger for hele tiden at have kontakt til dem, der har det forkromede overblik over alle de skibe, der skal igennem kanalen. Og det er advisoren, der sikrer at kaptajnen får de nødvendige oplysninger for at komme igennem kanalen.
Ud over advisor skal der være 5 personer på båden – kaptajn og 4 linehandlers (over 18 år).  Der er klare regler vedrørende hvilken mad, der skal serveres for advisor og eventuelle professionelle handliners.

På Tine og Leifs båd var de 5 personer (+ 3 børn) som aldrig før havde prøvet at sejle gennem kanalen. På vejen op gennem de 3 sluser ligger man altid bag en meget stor båd, fx en tankbåd eller containerskib. De var 3 sejlbåde, der var bundet sammen, så de skulle kun modtage liner til den ene side, hvor de var yderst. Herefter sejlede de enkeltvis gennem Gatun søen (4-5 timer) direkte til de 3 sluser ned til Stillehavet. Her var de alene, så nu skulle linerne håndteres til begge sider. På nedturen ligger sejlbådene altid foran et af de store skibe, der tårner sig op tæt bag een. Altsammen blev gennemført på 1 dag.

På Helles båd havde kaptajnen og Helle ikke prøvet det før, men derudover var der 3 professionelle handliners med. Helles båd kom så sent afsted (blev udsat i flere omgange), så det betød at Helles båd skulle tilbringe en nat på Gatun søen, hvor man ligger ved en bøje. Advisoren overnatter ikke, men det gør de professionelle handliners. Næste morgen kommer en (evt ny) advisor igen. Helles sejlbåd var alene – dvs de blev ikke bundet sammen med andre sejlbåde. Så de skulle håndtere alle 4 liner selv. Og turen blev gennemført over 2 dage.

LUNA er kommet på land
Da vi havde sagt farvel til Tine den 17/4, begyndte vi for alvor på at forberede LUNA til at stå på land i mange måneder. Det vil bl.a. sige tømning af båden for mad og dåser (bortset fra enkelte vakuumpakkede eller uåbnede plastikbeholdere). Det meste sengetøj, håndklæder og tøj er blevet vakuumpakket. Rengøring udvendig og indvendig. Alle sejl og bimini er taget ned. Så meget tovværk og andet løst grej som muligt er pakket væk. Gummibåden er lagt og gjort fast på fordækket. Watermaker er blevet preserveret, motoren er preserveret, indledende aftaler om bundmaling lavet osv.
LUNA blev løftet på land vha. kranen i Shelter Bay Marina. Herefter bundrenset. Det er den mest grundige bundrens, vi endnu har oplevet – først 4 mand med skrabere efterfulgt af højtryksspuling. Herefter kørt med truck på plads i et “secured area”, hvor de klodsede båden op og satte diverse stativer op til støtte.

Der er meget varmt og fugtigt i Panama. Der er mindst 32 grader celcius udenfor. Inde i båden på land oplevede vi ofte 39 grader celcius. Og luftfugtigheden er enorm. Så vi har fået sat en affugter op. Den kører indtil luftfugtigheden kommer ned på 60%. Tilsyn med affugteren står “Boat Care” i Marinaen for. Det er inkluderet i den aftale, vi har lavet med dem om løbende at tjekke LUNA for om batterierne bliver ladet af solpanelerne, om det regner ind, for fugt, mug, dyr mv.

Siden vi fik installeret hydrogeneratoren (watt&sea) i december 2023 har vi været selvforsynende med strøm fra solpaneler, vindmølle og hydrogenerator. Og med vand fra vores watermaker. Desuden har vi ikke haft problemer med diesel eller motor siden slut januar 2024 – dejligt.

Vi sluttede af med en jungle-gåtur, hvor vi blev “tanket” op med synet og lydene fra brøleaber, tukaner, papegøjer, mm.
Planen er nu, at vi tager en tur til Panama og omegn for at se til LUNA samt være turister på land omkring okt-nov 2024. I februar 2025 skal LUNA bundmales, vi skal sejle gennem Panamakanalen og forberede den lange sejltur til Fransk Polynesien. Turen ud over Stillehavet forventer vi skal foregå i marts 2025. Mere om det senere …

Sejlads i San Blas 23.3.-4.4.2024

Vi (Leif, Helle, Tine) har nu sejlet rundt i San Blas (Guna Yala, på deres eget lokale sprog) i godt 2 uger. Det er et fantastisk område med en masse små øer med hvide sandstrande, kokospalmer og omgivet af masser af koralrev. Enkelte af øerne er beboet af Guna folket, men de ejer dem alle sammen.
Vi har stor hjælp af Eric Bauhaus bog: The Panama Cruising Guide. Den indeholder en masse guidelines til ankersteder, dybder og hvordan man kan navigere sikkert gennem alle revene. Selvom de elektroniske Navionics søkort er blevet opdateret siden Bauhaus seneste udgave af bogen udkom for ca. 8 år siden, er det stadig et must at anvende Bauhaus bog. Som supplement benytter vi også app’en “noforeignland”. Her er aktuelle informationer om fx ankersteder, dinghydocks, indkøbsmuligheder, told & immigration samt lignende vigtig information for sejlere, ofte opdateret.

Vi har taget en ø-hop rundtur. Først videre fra Yan Saladup til Western Holandes Cays. Tæt på vores ankersted var der et fantastisk koralrev – et vægrev. Her så vi en masse flotte farvede koraller, masser af store og små fisk og desuden nurseshark, sorttipped revhav og flere store rokker.
Lige ved siden af i Central Holandes Cays lå vi for anker midt i en stort klart blåt vandområde. Her bød det bl.a. på store rokker, hvide triggerfisk, trompetfisk, eremitkrebs og lionfish.
Nedenfor ses Central Holandes fra Bauhaus bog. Grå = land, Gult = rev, Blåt = vand. Og med lidt mindre detaljer fra Navionics søkort:

På Green Island var der kun en 10min svømmetur fra vores ankerplads til endnu et fantastisk væg-koralrev. Her kom der flere gange nogle store plettede eagle rays forbi.
Andre spændende snorkel-øer har været Coco Bandero Cays. Desuden har vi taget på udflugter i gummibåden, hvorfra vi har kunnet besøge flere små øer og snorklet på rev længere væk.

Det er blevet til flere besøg på øer, hvor Guna folket bor. De har meget stor stolthed over deres historie og kultur. De prøver at holde sig for sig selv og klæder sig traditionelt. Det er f.eks. forbudt at gifte sig med en non-Guna. De opnåede at blive en autonom del af Panama med selvstyre, da de i 1925 gjorde væbnet oprør mod det korrupte panamanske militær og politiske system, kort efter at Panama var løsrevet fra Colombia. Det fejrer de stort, og bruger stadig de oprørsflag man brugte dengang, fx svastikaen. Når man besøger dem nu, er de ekstremt venlige og imødekommende.

Vi besøgte de to tæt befolkede øer NARGANA + CORAZON DE JESUS, der er forbundet med en bro. Det var også her tydeligt at Guna folket er stolte af deres kamp for frihed. Desuden skal der være præsidentvalg i Panama den 5. maj, så mange har sat flag/faner op med hvilket parti, de støtter.

Desuden var vi på en tur med en af deres transportbåde, fra Guna folkets havn ved CARTI og ud til een af de mest beboede Guna øer, SUGDUP. Her boede Guna folket meget tæt. Så ser det bedre ud på den ø, vi lå ved for et par dage siden, ACUADUP. Vi var på besøg. Vi sejlede derind i vores gummibåd. Her er der mere plads mellem husene og der er meget renene.

På de beboede øer sælger Guna folket deres Mola, broderede stofstykker, der sys sammen til kvindernes klæder. Det er flotte håndarbejder. Også når vi er i nærheden af beboede øer, kommer de sejlende ud for at sælge mola, frugt, grønt og languster. Vi har fået languster (hummer) et par gange nu. De er ikke så store, men koster så til gengæld kun 5 US$ for 2. En del af Gunaerne har mobiltelefoner, men ikke alle har solpaneler til at kunne lade dem op. Derfor har vi oplevet, at de kommer og afleverer deres mobiltelefoner til os for at få dem ladet op – og så kommer de tilbage nogle timer senere og henter dem.

Guna folket har forskellige udgaver af både, som de kalder ulu’er. De fleste er udhulede træstammer. Nogle ror med en pagaj, andre har et sejl eller to sejl, hvor de så bruger pagajen til at styre.

Tine tog d. 1/4 på nogle dages udflugt til Panama City. Leif og Helle har imens besøgt et par øer mere. Vi fejrede Leifs fødselsdag d. 2/4. Vi lå for anker ved øen ACHUDUP og sejlede i gummibåden til den nærliggende ø PELICANO ISLAND, der har en Guna restaurant samt nogle hytter, hvor turister kan holde ferie.

Vi er nu tilbage ved ACUADUP/CARTI. Her skal vi mødes igen med Tine imorgen tidlig. Planen er at fortsætte med at ø-hoppe lidt mere indtil vi sejler tilbage til Shelter Bay Marina inden d. 14/4. Tine og Leif har meldt sig som linehandlers på en anden dansk båd, der skal igennem Panama kanalen. (Der var kun plads til 2). Linehandlers er dem, der på båden griber tovene, der bliver smidt ned til dem fra sluserne. Det er god erfaring at få inden vi engang selv skal igennem Panama kanalen.