Vi (Leif, Helle, Tine) har nu sejlet rundt i San Blas (Guna Yala, på deres eget lokale sprog) i godt 2 uger. Det er et fantastisk område med en masse små øer med hvide sandstrande, kokospalmer og omgivet af masser af koralrev. Enkelte af øerne er beboet af Guna folket, men de ejer dem alle sammen.
Vi har stor hjælp af Eric Bauhaus bog: The Panama Cruising Guide. Den indeholder en masse guidelines til ankersteder, dybder og hvordan man kan navigere sikkert gennem alle revene. Selvom de elektroniske Navionics søkort er blevet opdateret siden Bauhaus seneste udgave af bogen udkom for ca. 8 år siden, er det stadig et must at anvende Bauhaus bog. Som supplement benytter vi også app’en “noforeignland”. Her er aktuelle informationer om fx ankersteder, dinghydocks, indkøbsmuligheder, told & immigration samt lignende vigtig information for sejlere, ofte opdateret.
Vi har taget en ø-hop rundtur. Først videre fra Yan Saladup til Western Holandes Cays. Tæt på vores ankersted var der et fantastisk koralrev – et vægrev. Her så vi en masse flotte farvede koraller, masser af store og små fisk og desuden nurseshark, sorttipped revhav og flere store rokker.
Lige ved siden af i Central Holandes Cays lå vi for anker midt i en stort klart blåt vandområde. Her bød det bl.a. på store rokker, hvide triggerfisk, trompetfisk, eremitkrebs og lionfish.
Nedenfor ses Central Holandes fra Bauhaus bog. Grå = land, Gult = rev, Blåt = vand. Og med lidt mindre detaljer fra Navionics søkort:
På Green Island var der kun en 10min svømmetur fra vores ankerplads til endnu et fantastisk væg-koralrev. Her kom der flere gange nogle store plettede eagle rays forbi.
Andre spændende snorkel-øer har været Coco Bandero Cays. Desuden har vi taget på udflugter i gummibåden, hvorfra vi har kunnet besøge flere små øer og snorklet på rev længere væk.
Det er blevet til flere besøg på øer, hvor Guna folket bor. De har meget stor stolthed over deres historie og kultur. De prøver at holde sig for sig selv og klæder sig traditionelt. Det er f.eks. forbudt at gifte sig med en non-Guna. De opnåede at blive en autonom del af Panama med selvstyre, da de i 1925 gjorde væbnet oprør mod det korrupte panamanske militær og politiske system, kort efter at Panama var løsrevet fra Colombia. Det fejrer de stort, og bruger stadig de oprørsflag man brugte dengang, fx svastikaen. Når man besøger dem nu, er de ekstremt venlige og imødekommende.
Vi besøgte de to tæt befolkede øer NARGANA + CORAZON DE JESUS, der er forbundet med en bro. Det var også her tydeligt at Guna folket er stolte af deres kamp for frihed. Desuden skal der være præsidentvalg i Panama den 5. maj, så mange har sat flag/faner op med hvilket parti, de støtter.
Desuden var vi på en tur med en af deres transportbåde, fra Guna folkets havn ved CARTI og ud til een af de mest beboede Guna øer, SUGDUP. Her boede Guna folket meget tæt. Så ser det bedre ud på den ø, vi lå ved for et par dage siden, ACUADUP. Vi var på besøg. Vi sejlede derind i vores gummibåd. Her er der mere plads mellem husene og der er meget renene.
På de beboede øer sælger Guna folket deres Mola, broderede stofstykker, der sys sammen til kvindernes klæder. Det er flotte håndarbejder. Også når vi er i nærheden af beboede øer, kommer de sejlende ud for at sælge mola, frugt, grønt og languster. Vi har fået languster (hummer) et par gange nu. De er ikke så store, men koster så til gengæld kun 5 US$ for 2. En del af Gunaerne har mobiltelefoner, men ikke alle har solpaneler til at kunne lade dem op. Derfor har vi oplevet, at de kommer og afleverer deres mobiltelefoner til os for at få dem ladet op – og så kommer de tilbage nogle timer senere og henter dem.
Guna folket har forskellige udgaver af både, som de kalder ulu’er. De fleste er udhulede træstammer. Nogle ror med en pagaj, andre har et sejl eller to sejl, hvor de så bruger pagajen til at styre.
Tine tog d. 1/4 på nogle dages udflugt til Panama City. Leif og Helle har imens besøgt et par øer mere. Vi fejrede Leifs fødselsdag d. 2/4. Vi lå for anker ved øen ACHUDUP og sejlede i gummibåden til den nærliggende ø PELICANO ISLAND, der har en Guna restaurant samt nogle hytter, hvor turister kan holde ferie.
Vi er nu tilbage ved ACUADUP/CARTI. Her skal vi mødes igen med Tine imorgen tidlig. Planen er at fortsætte med at ø-hoppe lidt mere indtil vi sejler tilbage til Shelter Bay Marina inden d. 14/4. Tine og Leif har meldt sig som linehandlers på en anden dansk båd, der skal igennem Panama kanalen. (Der var kun plads til 2). Linehandlers er dem, der på båden griber tovene, der bliver smidt ned til dem fra sluserne. Det er god erfaring at få inden vi engang selv skal igennem Panama kanalen.