Ændrede planer – God start på sejladser i Panama

2.4.2024 Nu har vi fået lidt bedre internet og billeder er uploaded.

Ændrede planer for at komme igennem Panamakanalen
Der er i år længere ventetider for at komme igennem Panamakalen. Årsagen er, at det ikke har regnet nok i Panama og Gatun søen, hvilket betyder meget lavere vandstand end normalt. Konsekvensen er, at de er nødt til at reducere brugen af sluserne, så færre skibe kommer igennem.
Tidligere har proceduren for at få en tid gennem kanalen været, at man skulle være nået frem til starten på kanalen. Herefter kunne man via en agent få besøg af en person, der opmålte båden og derefter fik man tildelt dato og tid for turen gennem kanalen. Nu er der kommet et online system. Når man bruger det, bliver båden godkendt og opmålt via egne angivelser og billeder, hvilket LUNA er blevet. Men man får stadig ikke en dato og tid før man er kommet frem til starten på kanalen.
Mens Leif, Tine og Jørgen sejlede mod Panama, havde Helle kontakt til en agent. Han fortalte, at første ledige tider for at komme igennem kanalen ville være sidste uge af april. Det synes vi, var for sent. Så vi har aftalt med agenten, at kontakte ham igen til august. Der forventer han at kunne skaffe en tid mellem midt oktober og midt november.

Efter ankomsten havde Jørgen et par dage før han skulle flyve hjem. Vi brugte tiden på at gå lidt i den nærliggende nationalpark, med brøleaber, papegøjer m.m. Det var tidligere en amerikansk militærbase, der nu er forladt – nu ligger der tomme huse i landskabet.
Og så tog vi en dag til Colon, der engang var en smuk by, men nu er i stort forfald, pga. korruption og stor narkokriminalitet. Banderne slås om den attraktive adgang til at smugle via Colons store containerhavn, hvor der udskibes til hele verden.

Nu sejler vi en måneds tid på Caribiens siden af Panama, Tine, Helle og Leif. Herefter sætter vi LUNA på land i Shelter Bay Marina, der ligger lige ved siden af starten på Panama kanalen. Vi tager hjem i slutningen af april. Helle og Leif planlægger så at tage tilbage til LUNA til oktober – sejle gennem Panama kanalen og en lille tur på Stillehavssiden af Panama, hvis regntiden tillader det. Herefter vil vi igen få LUNA på land, tage hjem til DK i dec og jan. Til feb 2025 forventer vi at gøre klar til at Leif og et crew kan sejle LUNA den ca. 30 døgns lange tur til Fransk Polynesien.

Shelter Bay Marina
Mange ting kan ordnes i Shelter Bay Marina. Både Told og Immigration klares let her. Cruising permit skal skaffes i Colon – nemmest via en agent. I øjeblikket tager det 3 uger før man modtager Cruising permit. Men vores agent siger, det ikke er noget problem, idet vi først skal vise det, når vi forlader Panama.

Fra Shelter Bay Marina kan man gå direkte ud i regnskoven, hvor det vrimler med brøleaber, papegøjer mv. Der er fornylig lavet en ny vej gennem junglen og der er ved at blive bygget et visitor center, hvor man fra toppen bl.a. vil kunne komme til at se ud over en stor del af regnskoven.

Start på sejladser i Panama
Helle er kommet tilbage på LUNA og vi sagde farvel til Jørgen d. 15/3 i Shelter Bay Marina.
Vi håber, vi har fået udryddet væggelusene – eller hvad det var for nogle kryb. Der er blevet vasket, dampet med varmt vand og sprøjtet med gift i skabe, revner mv. Foreløbig har ingen af os fået nye bid.

Den første sejltur gik til Rio Chagres. Det er en kort tur nord på fra Shelter Bay, hvorefter man sejler op ad floden. Vi smed anker ca 3 sømil oppe af floden – til junglelyde, især domineret af brøleaber og papegøjer. Om eftermiddagen tog vi på tur i gummibåden. Det var perfekt at kunne sejle op af et par bifloder med vores nærmest lydløse elektriske motor. Vi så masser af papegøjer, hejre, ibis, tukan, andre fugle, sorte aber, sommerfugle.

Dagen efter sejlede vi igen den rolige tur ud af floden Chagres.
Vores plan var at sejle til San Blas eller Guna Yala (The Republic of Guna) som de indfødte kalder det. Det er en række små øer beboet af Guna folket. Turen dertil delte vi op i 3 sejladser.
Første tur gik til Portobello.
Ved udmundingen af Rio Chagres kommer man ud i Det Caribiske Hav. Det bliver hurtigt nærmest til en kæmpe “parkeringsplads” for cargoskibe. Vi skulle krydse os frem i modvind gennem utallige parkerede cargoskibe og heldigvis kun enkelte sejlende cargoskibe. Turen gennem “parkeringspladsen” tog 4,5 time.

Efter godt 8 timers sejlads kunne vi smide anker ved Portobello. Næste morgen var det tid til løbetur for Tine og gåtur for os andre i den hyggelige by, der oprindeligt var udskibsningssted for Columbus’ og spaniernes plyndring af guld, sølv og ædelstene i området. Byen er nu hjemsted for en berømt sort jesus i den lokale kirke, der angiveligt har udført flere mirakler. Folk valfarter hertil hvert år i oktober på pilgrimssture, fra de omgivende lande, så lang væk fra som Venezuela.

Anden tur gik til Linton Bay.
Det var en kort sejlads på ca 13 sømil, men i modvind. Vi lå for anker i en rolig beskyttet bugt. Mens vi var en tur på land begyndte det at regne. Det var noget regn, der ville noget – så vi fandt et sted, hvor vi kunne få lidt kaffe og andet at drikke, mens vi ventede et par timer på at den mest voldsomme regn holdt op.

Tredie tur gik til El Porvenir. Det er den “første” ø i San Blas. Her kan man købe tilladelse – CONGRESO – til at sejle ved de fleste af øerne i San Blas. Straks vi kom, kom der også nogle lokale Guna folk. De ville sælge nogle af deres smukke håndarbejder mv. Vi startede med at købe et af deres lokale flag, vi holdt os dog fra svastikaen, der er symbol for deres oprør i starten af 1900-tallet, altså længe før nazisterne overtog det. Næste morgen tog vi ind til Congreso bygningen, hvor vi kunne købe sejladstilladelse.

Nu er vi sejlet til een af de smukke øer i Yansaladup området. Her er utrolig smukt. Små øer med klart vand, sandstrande, palmer. Der er masser af rev mellem øerne. Så planen er at snorkle og svømme en del. Øerne er meget lave, så de vil nok ikke klare særlig store havvandsstigninger. De kommende uger vil vi nok blive her, besøge en række øer, og få snorklet en masse.

Leave a Reply