Vi har arbejdet ihærdigt på vores TO DO liste for at være klar til at sejle.
Vi har bl.a. malet nye metermærker på kæden, så vi kan se, hvor meget kæde vi lægger ud ved ankring.
Efter den første uge i Port Napoleon skulle vi aflevere vores lejebil i Martiques. Det ligger ca 42 km væk. Så vi tog cyklerne med i bilen og kunne så efterfølgende cykle tilbage. Samme dag havde vi flyttedag fra hotel til båd.
LUNA kom i vandet den 11/4 og på vej i vandet blev den sidste finish på bundmalingen udført.
Ferskvandsanlægget er blevet færdigmonteret og testet. Det virker fint, laver 35 liter i timen fra havvand til ferskvand.
Vi har sat forsejl, storsejl og lazy-bag på. Redningsvestene er tjekket og har nu alle MOB1 AIS i, så positionen på en der er faldet overbord sendes til vores kortplotter og navigationsanlæg, så man nemt kan finde tilbage. Diverse reparationer og udskiftninger af pumper er gennemført. Søventiler tjekket. Satellit tlf, sailserver (automatisk sejl-logning) er installeret, diverse software opgraderinger er gennemført og elektroniske kort er opdateret. Derudover har vi selvfølgelig arbejdet med alle mulige andre småting.
Men den helt store joker er dieseltanken – den har betydet at TO DO listen er vokset betydeligt …
Vi troede at dieselpesten var væk – MEN vi kunne jo kun se 1/4 del af tanken gennem den inspektionsluge, der var i dieseltanken, og da tanken er opdelt i 4 separate enheder, med kun et lille hul imellem hver, så var der 3 kompentments af tanken, der var usynlige for os.
Første etape af problemerne viste sig, da vi skulle have påfyldt diesel.
Vi havde bestil 350 liter, men det lykkedes kun med hiv og sving at få fyldt 61 liter på. Allerede efter 40 liter begyndte dieselen at løbe op i slangen fra tanken, og det virkede nærmest som om båden gylpede, som små spædbørn, når modermælken ligesom bare løber over og ud af mundvigen. Da vi nåede de 61 liter, og tankvognsmanden havde overstået sit eget forsøg, efter først at have stået med himmelvendte øjne over os amatører, gav vi op, med røde ører. Vi mistænkte at der var problemer med at komme af med luften i tanken, så den opbyggede overtryk. Og ganske rigtigt, en ventil, der skal forhindre at havvand kommer retur i luftslangen til dieseltanken, havde sat sig fast i lukket position. Det blev renset op, og en ny ventil bestilt, og vi gik i seng med troen på at NU var alt i orden med den forbandede dieseltank.
Det varede kun lige til næste dag, hvor vi konstaterede ca. 2 liter diesel i sumpen, og kunne konstatere at det sev fra retning af dieseltanken. Så først gylp, og nu inkontinens. For at gøre en lang historie kort: Vi fik strippet bagerste kahyt for alt inventar, så dieseltanken var fri. Vi syntes at kunne konstatere at lækken sad forrest, men det sev så langsomt at det var svært at afgøre. Vi prøvede ikke desto mindre at dække forreste 30 cm af tankens bund med Epoxy, efter grundig affedtning og rengøring, men sivningen blev ved. Nu startede den store eftersøgning, med aftørring af hele dieseltankens bund med tørt papir, for at se hvornår der kom diesel på papiret. Den procedure endte i at det pludseligt blev meget værre med sivningen, og at det nu var tydeligt at det sad ret langt agter, nær en svejsning af tankens skrå sider. Vi fik en god video, og målt op ca. hvor lækket sad, men det var ret utilgængeligt udefra. Gode råd var dyre, og det var påske, så vi tømte dieseltanken i dunke (held i uheld med at vi ikke kunne fylde den helt op tidligere!) og lod den tørre til tirsdag.
Vores gamle venner i Global Nautic, der har tjent en formue på os de sidste 3 år i forbedringer til båden, hørte på vores problem, og sagde først at de var fuldt bookede til langt ind i maj. så indvilgede de i lige at kigge på sagen, derefter ville de lige lave et prøveborehul, for at se problemets omfang, og så endte det heldigvis med at de gik i gang med det samme. De har nu skåret 4 store huller i toppen over hvert kompartment i dieseltanken, der senere lukkes med nye inspektionsluger, så har vi fem i alt. Synet, der mødte os, var chokerende, der var massive sorte aflejringer overalt. Det angreb af dieselpest har taget mange år at opbygge, og efterladt urørt ville det have ført til flere lækager hen ad vejen, når bakteriesyren ville have ædt sig igennem metallet!
Nu er Global Nautic så i gang. Næste skridt i dag er at rydde helt op i tanken, få alt skidt og møg væk. De fastsiddende aflejringer fjernes derefter med syre. Så affedtes med acetone, slibes ned til frisk aluminium, og så ny acetone og 3 lag Epoxy til at dække hele bunden. Derefter er tanken som ny igen, og vi risikerer ikke flere lækager (håber vi). De skal bruge 3-5 dage på det, og vi skal så bruge en ekstra dag til at remontere bagerste kahyt.
Så nu er det håbet, at vi kan sejle fra Port Napoleon om en uges tid – dvs omkring d. 26. april – hvis dieseltanken og vejret vil det.