Sejladsplan for vinteren 2023-2024

LUNAs sejladsplan i Caribien vinteren 2023-2024 er nu nogenlunde på plads.
Detaljerne kan ses under menupunktet: Planlagt rute

Vi vil gerne sejle videre i Caribien, blandt de smukke tropiske øer, for til slut at ende i Panama.

Vi sejler nordpå fra Grenada, ser hvor langt vi når, og så sejler vi sydpå igen til Martinique, for her at proviantere til den 8-10 dage lange sejlads til Panama, Shelter Bay Marina.
Når LUNA er blevet opmålt mv i Panama får vi dato og tid for, hvornår vi kan sejle gennem Panama kanalen. I ventetiden vil vi sejle lidt op af Rio Chagres og/eller til San Blas øerne og/eller til Bocas del Toro.
Vi forventer at turen gennem Panama kanalen vil foregå i slutningen af marts/starten af april 2024.
Vi vil derefter have lidt korte sejladser på Stillehavssiden af Panama, hvorefter det er planen at LUNA kommer på land i nogle måneder.

Vi er kun glade for at have gæster ombord. Hvis du/I har lyst til at sejle med i en periode, så kontakt os!

Vi er specielt interesserede i at få 1-2 personer mere med på den 8-10 døgns lange åbent vand sejlads over det Caribiske hav, fra Martinique til Panama, ca. 3.-13. marts 2024. De 1-2 personer skal indgå i sejladsen sammen med Leif, og formentlig Tine (datter).

Betingelser for at sejle med LUNA og alle forbeholdene til den detaljerede sejladsplan:
– Planen er lavet, så den er maksimal robust. Dvs. der er indlagt buffertid undervejs, god tid til sejlads mellem øerne og rundt på øerne, tid til sightseeing, snorkling og dykning. Men ting kan ske, og hvis båden pludselig fx skal repareres på et værft eller vente på reservedele i 3 uger, så skrider planen tilsvarende, og man risikerer at det bliver et andet mødested, eller ligefrem et Bed and Breakfast-ophold i stedet for sejlads. Vi håber ikke det sker, idet vi har forberedt båden godt, så risikoen er ikke stor… men …
– Selvom mødested, og afskedssted, ser fine ud ifht. fly, så kan vi ende andre steder, hvor der kræves lokal transport til fly-øen. Typisk en færge, nogle gange et lokalfly. Men det aftaler vi op til ankomsten, hvor vi har et godt billede af, hvor vi vil være. Det kan ofte være en god ide at have booket et hotel eller B&B før og efter den planlagte periode på LUNA.
– Betingelserne er at I selv dækker jeres flyrejse, færge og anden transport til og fra LUNA. I betaler 200 kr/døgn/person i køjepenge under opholdet. Køjepengene dækker udgifter til det daglige (Morgenmad, frokost, aftensmad på båden, sodavand, øl, vin, øgede bådudgifter, osv.). Det er meget nemmere at håndtere end at deles om udgifter til indkøb. Når vi beslutter os for restaurantbesøg deles vi om regningen.

Som sagt, sejladsplanen kan ses under menupunktet: Planlagt rute

Leave a Reply