Korsika og retur til den franske sydkyst 23.9.-2.10.2021

Turen går nu fra syd Korsika og nordpå indtil vi beslutter os for at sejle tilbage til fastlandet – dvs den franske sydkyst. Vi må se hvor langt vi kommer og hvornår der kommer en belejlig vind.

Den 23.9. sejlede vi ud af havnen i Bonifacio og lagde til i en dejlig bugt Cala di Conca. Her brugte vi bl.a. tiden på at teste de walkie talkies vi har anskaffet os, de virkede  fint med over en kilometers rækkevidde. Derefter besøgte vi Baie de Cupabia – her lå vi helt alene på nordsiden om natten. Dernæst Golfe de Lava og så til sidst vendte vi tilbage til Calvi bugten, efter at have besøgt et sted på vejen hvor vi ville have været blevet, hvis ikke bølger og vind gik den forkerte vej – det ville have været en meget urolig ankerplads.
I Calvi kunne vi se, at det nu var slut på højsæsonen. Vi lå helt alene for anker i den store bugt, hvor vi, da vi ankom for efterhånden en måned siden, havde ligget blandt mange andre både.

Vi er efterhånden blevet bedre til at håndtere LUNA. Det går fremad med at vælge den rigtige sejlføring, at få anker ned og op med hvad dertil hører af ankersnubber (aflastningstov på første del af ankerkæden) og “strop” til at holde ankeret under sejlads, så ikke ankerspillet skal udholde de mange kræfter fra ankerets bevægelser. Og det går fint med havnemanøvrer. Udvælgelse af ankerpladser er også noget, der kræver erfaring. Man skal selvfølgelig både tage hensyn til vindretning, bølgeretning og landskabet på land. Bølgerne er meget vigtige for en rolig nat, langt vigtigere end vinden. Hvis man kommer til at ligge på tværs af bølgerne, og de bare er lidt høje, så får man en nat, hvor båden ruller fra side til side, noget ubehageligt og søvnforstyrrende. Det er nok det, der kan drille mest, at finde det helt rigtige sted – og så skal man jo også kunne stole på vejrudsigterne – det sker at vi er blevet snydt.

Vi har brugt meget tid på “træning” i sejlads. Men noget af det vigtigste er jo at opleve lidt i de forskellige områder vi besøger.

Efter 1 nat i  Calvi bugten besluttede vi os for at vi vil se lidt mere af Korsika og ikke kun fra kysten. Så vi lagde LUNA i havn i Calvi i 3 nætter. Vi tog et tog til “midten” af Korsika til byen Corte, der ligger højt oppe i bjergene, og hvor vi havde en overnatning på hotel. Corte er kendt som centrum for den Korsikanske selvstændighedsbevægelse, og har tidligere været hovedstad, dengang Korsika en kort overgang havde selvstændighed.

Det var en interessant by at besøge og gå rundt i. Derudover blev det til en gåtur på første stykke af en af de mange bjerg-vandrestier, et besøg på citadellet og en Matisse udstilling på museet, hvor der også var en fortælling om Korsikas historie.

Om formiddagen d. 1/10 kiggede vi på vejrudsigten for den kommende uge. Om 3-4 dage ville der komme kraftig vestenvind, op til stormstyrke, og varende i mindst 4 dage, men inden da, var der moderat vind fra nordøst hele vejen over til det franske fastland. Vi syntes at vejrvinduet fra Korsika til den franske kyst så godt ud, og burde udnyttes. Så vi sejlede afsted fra Calvi kl 10 om formiddagen og nåede til Agay-bugten i nærheden af Cannes dagen efter kl. 7:41.
Denne gang havde vinden forstået vejrudsigten lidt bedre, så bortset fra de første timer, hvor der næsten inden vind var (men til gengæld store dønninger), så var der det meste af tiden ca. 13-16 knob vind (6-8 m/s). Det var meget passende og vi strøg afsted. Ud på morgenen forsvandt vinden dog igen, så det sidste stykke var igen for motor og det måtte vi tage MEGET langsomt for at sikre, at vi først kom ind i Agay-bugten, da solen var stået op, så vi kunne se, hvad det var vi var på vej ind i.

Vi fik en god ankerplads, igen med ikke så mange andre både end os. Vi trængte til at hvile os oven på nattens strabadser. Mindst een af os havde været vågen hele tiden, for at holde udkig, selvom båden nærmest sejlede sig selv det meste af tiden.

Agay-bugten er tæt på Cannes, og ikke så langt videre nord-øst ligger Nice, så vi skal nok i land og have nogle oplevelser. Der vil komme en kraftig vestenvind, op til stormstyrke, fra mandag aften (4/10), så vi skal helt sikkert i havn i de dage, og dermed er der mere tid til land-aktiviteter.

Leave a Reply