Fra den 4/9 sejlede vi nordpå for at samle Tine og Fred op i Saint-Florent, en tur nordpå fra Calvi. På vejen lå vi mutters alene for anker i en rigtig smuk bugt: Anse de Pinzuta, hvor vi bl.a. afprøvede vores dykkerudstyr, der virkede upåklageligt.
Vi gik i havn i Port Saint-Florent for at gøre klar.
Da vi ankom til Sct. Florent havde vi forgæves korresponderet med dem, og snakket, om at få en havneplads. Intet svar, og alt på fransk. På dagen vi ankom kaldte vi derfor over radioen og bad om at komme ind, hvor de spurgte om vi havde reserveret, hvad vi sagde ja til, vi havde i hvert fald forsøgt. De bad os vente uden for havnen i et par timer, så ville der være en plads til os. Der oplevede vi første gang, at motoren ikke ville starte, men den kom igang efter en halv times hvil, mystisk…..
Det viste sig at vi havde fået en meget fornem placering ved honnør-kajen (Quai d’honneur) hvor kun de største både og rigeste kunder har adgang. Og så altså vi, som billedet dokumenterer. På tide at vi får den anerkendelse vi fortjener 🙂
Båden trængte til en overhaling, så vi fik gjort rent udvendig og indvendig, købt ind og vasket tøj. Den 9/9 ankom Tine og Fred. De var fløjet til Bastia og kom med taxi, en halv time over et bjerg.
Herefter gik turen sydpå med dem ombord. Vi lå bl.a. for anker i den smukke bugt Anse de Pinzuta, og i Baie de Portu Vecchio. Vi oplevede igen start problemer med motoren, den var helt død når man drejede nøglen. Det tog 3 timer for Fred at gå det hele igennem, og det var både et dødt startbatteri og for lav spænding på startmotor og forvarmningsdelen. Der blev fundet en nødløsning, hvor motoren blev startet med hjælp af kortslutning med en fastnøgle til forvarmning og indkobling af forbrugsbatterier, og så var der en vej igennem det. Så vi satte kursen mod Ajaccio, hvor der er en havn og steder at købe diverse reservedele og Fred har en god ven der, der lovede at ville hjælpe.
På vejen til Ajaccio lå vi for anker i Golfe de Girolata – Cala di Tuara. Det er en meget smuk og dejligt beskyttet bugt med klipper omkring. På sejladsen videre herfra fik vi afprøvet vores spinneker (asymmetrisk genakker).
Da vi nåede frem gik Fred i gang fra en ende af, og problemerne blev løst. Der blev købt nyt startbatteri til motor, de elektriske forbindelser blev alle renset (de var irret til efter 20 år, årsagen til spændingstabet) og der var enkelte kabler i motor, der skulle skiftes. Derefter spandt motoren som en mis, og startede meget bedre end nogensinde før. Næste punkt var varmtvandssystemet, der blev luftet ud, så vi igen har fået varmt vand fra motorens kølevand.
Havde lige et uheld med en overfyldt black water tank, et ubehageligt job at rydde op efter…
Videre til et ankersted Cala di Conca. Dejligt sted. Vi blev inviteret over til 4 svenske pensionistpar på en lejet kæmpe katamaran, med skipper og det hele. De var permanent bosat i Frankrig, og vældigt flinke, bød på Champagne mv. De gav gode tips til øerne mellem Korsika og Sardinien, hvor de havde opholdt sig den sidste uge.
Næste dejlige ankersted var Cala di Roccapina. Det er svært at få nok af de maleriske steder langs Korsikas kyst, vilde klipper, med bugte med roligt vand. Her var vi på en gåtur med en fantastisk udsigt. Stedet er kendt for en klippe kaldt LION cliff, som for nogle af os mere lignede en salamander.
Så nåede vi ned til øerne syd for Korsika, og lagde os ind i en bugt ved Ile Cavallo, hvor der var læ for vinden på østsiden. Det viste sig, at man ikke måtte gå i land, øen var helt privat. Historierne siger at øen er styret af mafiaen, og der har tidligere været dødsfald og skud på øen. Så vi udfordrede ikke at man ikke måtte gå i land.
Sidste stop med Tine og Fred ombord var havnen i Bonifacio, hvor vi gik ind lidt tidligere end egentlig planlagt, fordi der var voldsomt blæsevejr på vej, der ville blive ved nogle dage. Bonifacio er en fantastisk flot gammel by, svært befæstet, og må have været nærmest uantagelig. For at komme til havnen skal man ind igennem en dyb sprække i klipperne, der leder til en 90 grader vinklet havn inde bag byens fæstning, utroligt flot, og midt i byen! Vi tilbagte dagene med at gå flere ture i den gamle by og ud i naturreservatet langs vandet, udover at nyde god Korsikansk mad om aftenen. Til sidst måtte vi vinke farvel til Tine og Fred d. 21/9.
Vi blev i Bonifacio 2 dage mere for igen at proviantere og give båden en overhaling, før vi stævnede ud igen. Sardinien var egentlig der vi ville hen, men det viste sig at der er utroligt mange restriktioner og tilladelser man skal have styr på, udover at alting er meget dyrt. Ankring er fx forbudt, men man kan fortøje til bøjer mod en uhyrlig pris. Så det droppede vi, og satte istedet kursen nordover igen langs Korsika, med planen om enten at nå til den Norditalienske kyst via Elba, eller til Sydfrankrig, hvis vinden lige passer til at sætte kurs den vej. Mere om det senere…