Turister på Madeira og forberedelse af næste sejlads 24.8.-4.9.2022

For lige at starte med motoren – så har vi nu testet den 2 x ½ time for fulde omdrejninger, og yderligere 2 gange, hvor vi har skullet skifte plads i marinaen i Funchal – og den kører fint UDEN at dryppe saltvand. Så vi tror problemet er løst, men vi er ved at købe en ny varmeveksler, fordi den vi har er noget slidt og gammel!

Efter vores sidste flytning ligger vi nu helt inde i inderhavnen. Man kan godt tro, at vi efter vores enorme succes med at fiske på vejen hertil, har slået os op som udbydere af fisketure for at tjene lidt på det – men vi kan afkræfte den teori – det er vores nabobåd, der står for det. Men vi har da fået forespørgsler på private fisketure, som vi pænt har takket nej til.

Vi har nu været turister på Madeira et stykke tid. Vi synes det er en rigtig dejlig ø – meget frodig, grøn og med masser af blomster overalt. Desuden en meget venlig befolkning. Hovedbyen Funchal er også fyldt med grønne parker, flotte torve og masser af gågader. Fortove og gågader har flotte, mønstrede flisebelægninger.
En meget sjov gade i Funchal er Rua de Santa Maria. Der er malet på næsten alle døre i gaden. Her kommer nogle eksemper:

Madeira er kendt for deres Levadaer, der oprindelig er navnet på deres vandingskanaler, der har sikret vand fra bjergene til alle markerne. Idag er en Levada en samlebetegnelse for en sti ved en vandingskanal og en almindelig vandresti.
En dag tog vi kabelbanen i Funchal, der går op til området Monte, hvor der er grønt og med flot udsigt. Derfra gik vi af en Levada/gåsti tilbage til byen, meget stejl og med mange trapper.

Vi prøvede også levadaen PR5 Vereda Das Funduras, hvor vi tog en offentlig bus frem til start og hjem fra slut. Den var på 8,7 km, men vi lagde lige 2½ km til ved at køre for langt med bussen…

En biltur rundt på øen er meget anbefalelsesværdig, så det gjorde vi sammen med Kim. Vi så bl.a. fiskebyen Camara de Lobos, hvor Churchill kom og malede. Efter flere små flotte byer drejede vi vi ind mod midten af øen igen, hvor bjergene er vilde og meget flotte.

En dag besøgte vi markedet i Funchal, sjov oplevelse. På fiskemarkedet så vi hvordan en Espada ser ud. Det er Madeiras nationalfisk, der er på menuen i flere udformninger, fx med banan og Mango til.

Vi har selvfølgelig også gjort lidt ved båden.

Først fik vi afprøvet at sætte vores stormfok, som vi ikke har haft oppe før. Samtidig fik vi den opmålt til 8 kvadratmeter. Vi håber ikke nogensinde at få brug for den, men god at have, hvis man en dag skal ligge underdrejet i hårdt vejr.

Af småreparationer, der hele tiden løber på, fik vi ordnet en knækket line i forliget af storsejlet (lidt mere besværligt end troet, sådan er det ofte). Men med sejlet halvvejs afmonteret og lidt snilde fik vi en ny line op igennem løbegangen, der går fra top til bund. Da vi så nåede til toppen af sejlet, viste det sig, at linen i virkeligheden fortsatte hele vejen ned af agterliget også, i een lang løbegang. Det var umuligt for os, at gøre noget ved lige nu, men det har ikke store konsekvenser for sejlets funktion, højst lidt blafren af bagliget.

En anden lille vedligeholdelsesopgave var at opdatere B&G navigationsanlægget med nye softwareopdateringer, og selvfølgelig var det nødvendigt at skille hele kortplotteren ad for at kunne gøre det.

Vores plan er nu at forlade Marina Funchal mandag d. 5/9, og lægge os for anker en nat i bugten lige ved siden af. Tirsdag d. 6/9 vil vi (Leif og Helle) så tage tidligt af sted for at sejle mod De Kanariske Øer (Kim har vi vinket farvel til). Undervejs dertil har vi fået tilladelse til at ankre, og oven i købet komme på en naturguidet tur på land, på The Savage Islands/ ILHAS SELVAGENS. Det er nogle portugisiske naturbeskyttede øde øer, der ligger ca 1½ døgns sejlads fra Madeira (160 Nm). Vejrudsigten tegner til at det bliver muligt.

Leave a Reply