Nu er LUNA sejlet afsted fra Marina Santa Cruz med kurs mod Barbados i Caribien.
Besætningen er Leif, Bjarke (søn), Tine (datter), Fred (svigersøn) og Jesper (ex-kollega).
På grund af et kæmpe lavtryk der ligger og “trykker” ned mod de Kanariske øer og helt ned mod Kap Verde, vil ruten nok komme til at gå helt ned til Kap Verde inden de forhåbentlig kan ramme noget passatvind og komme mod vest til Caribien.
Når LUNA snart vil være udenfor mobildækning, vil det være muligt løbende at følge hvor LUNA er via menupunktet:
“Her er LUNA” og så “Satellit – klik her“.
Leif håber at han her vil kunne opdatere, een gang i døgnet, med en kort tekst om, hvordan sejladsen går.
Nedenfor er lidt fra den sidste uges forberedelser
Bjarke og JaQy ankom d. 27/11. De havde noget udstyr med som er velkomment på LUNA – en manuel watermaker, som kan bruges i nødstilfælde, et ankersejl, nogle pilotguides osv.
Bjarke fik en update på sikkerhed ombord, navigationsanlægget mv.
Der blev tid til at få lidt julestemning i Santa Cruz, som er meget fint julepyntet med lys allevegne.
Der er blevet omorganiseret på LUNA, så der nu er plads til 5 personer ombord.
Jesper ankom d. 29/11. Så var det Jespers tur til en intro til sikkerhed ombord mv. Leif tjekkede vejrudsigter mange gange.
Derefter stod det på indkøb af det sidste proviant – frugt, grønt, ost, kød, æg mv.
Leif, Jesper og Helle gik til markedet i Santa Cruz. Her fik vi i en frugt- og grøntbod en vældig god betjening – af en kvinde, som vi undervejs og efterfølgende har betegnet som vores “personlige shopper”. Hun fandt alt det vi ønskede, fik Helles accept af at varerne var OK og pakkede det altsammen.
Bagefter var der jobbene med at slæbe varerne til LUNA, skylle og tørre frugt og grønt samt finde plads til det altsammen.
Køleskabet blev fyldt op. Ligeledes de sidste skabe. Meget frugt og grønt fik plads i et net i salonen, et net i cockpitet under solpanelet samt i gummibåden.
Den 1/12 sejlede Leif, Bjarke, JaQy og Jesper til en nærliggende havn på Tenerife for at få fyldt diesel på.
Om aftenen ankom Tine og Fred til LUNA og så afsted på Atlanterhavskrydset d. 2/12 om morgenen.
(Tine og Fred kender LUNA meget godt i forvejen).