Efter at have været knap 2 mdr i DK ankom vi (Leif og Helle) d. 10/8-2022 igen til Marina Alcaidesa, der ligger i Spanien lige ved siden af Gibraltar.
Turen gik med fly til Malaga og herfra en lejebil. Vi var så heldige at alle vores 4 kufferter også kom med flyet. Og når man flyver med SAS kan man uden problemer have patroner til redningsveste og epirb med i håndbagagen. (Andre flyselskaber kræver, at man spørger om lov først).
Vi har provianteret og fundet plads til alt sammen i båden. Vasket båd og iøvrigt gjort klar til sejlads. Dvs fx klargjort grab-bag, skiftet udløserkapsler i redningsvestene, så de vil puste sig op, hvis man ryger i vandet. Vi har afprøvet vores satellittelefon, så det er muligt at downloade grib filer (vejrudsigter), tracke hvor båden er mv. Og så også tjekket om alt muligt andet virker – motor, ankerspil, søventiler, ferskvandsanlæg, osv.
Vi har også haft tid til en udflugt. Søndag tog vi en cykeltur til Gibraltar og spiste aftensmad dér 🙂 Det krævede bare at vi viftede lidt med et par pas ved grænsen, så kom vi hurtigt igennem, og før den endeløse bilkø, der altid er.
før rengøring
Der samler sig noget skidt på en båd i løbet af 2 mdr
efter rengøring
det gode er, at det er nemt at se, hvor langt man er kommet med rengøringen
Det er nu planen at sejle videre på ben 2: fra Gibraltar over Madeira til Tenerife med ankomst senest 1. oktober 2022.
Fred (svigersøn) og Kim (ex lægekollega fra Region Sjælland) kommer den 16/8 og skal begge to sejle med til Madeira.
Turen gennem Gibraltarstrædet skal nok blive spændende.
Vejrforholdene kan være voldsomme med stærk modvind ud af Gibraltarstrædet (Levanten), op til 3 knobs med- eller modstrøm, så det gælder selvfølgelig om at finde et godt tidspunkt at sejle på. I øjeblikket ser det ud til, at vi kan sejle den 18/8 om eftermiddagen. Vi må se om det holder.
De seneste tre år er der nogle spækhuggere, der har moret sig med at bide sejlbådenes ror i stykker. De sidste år er flere både blevet trukket i land til flere måneders reparationer. Angrebene sker også i år. Ingen ved hvorfor de gør det, måske som træning til at jage tunfisk. De fleste sejlbåde kommer dog igennem uden episoder. Sidste år i august var der en del både på vej igennem Gibraltarstrædet der måtte bugseres ind. I år ser det ud til, at spækhuggerne her i august måned, især huserer længere nordpå, ved Portugals nordlige Atlanterhavskyst. Teorien er, at det er fordi tunene i år er vandret længere mod nord her i august.
Vi håber spækhuggerne bliver deroppe nordpå!
Det er muligt at følge med i spækhugger angrebene på en side fra organisationen: IBERIAN ORCA
Når vi er helskindet gennem strædet, står den på ca. 4 døgns oceansejlads til Madeira. Vejrudsigten ser foreløbig fin ud, så vi her får første kontakt med passatvinden og god, ikke for kraftig, vind agten for tværs. Båden er nu fyldt op med mad og drikke, dieseltank og vandtanke er fulde, så det er kun vejret, der afgør hvornår vi kommer afsted, og forhåbentligt på torsdag!