Category: Sejlads 2023

Sejlads 2023.
Caribien
Fra Barbados til Grenada jan-april 2023.
Fra Grenada og mod nord i Caribien nov-dec 2023

Posted on

På land 20.3.-1.4.2023

Lige så snart LUNA var kommet på land den 20.3. fik vi ordnet papirarbejdet med Linda på kontoret i Grenada Marine. Dvs afleverede bådpapirer, forsikring og pas.

Det at få båden på land er også en mulighed for at få gennemset og tjekket båden, repareret forskellige ting, der er gået i stykker, og i det hele taget give båden en overhaling. Det at være på havet er et barskt miljø for båden, og alt bliver mere belastet end fx i et hus. Alene saltvandet giver efterhånden et fedtet saltlag overalt, der skal skrubbes af. Og selvom vi havde relativt nye sejl, tovværk osv. ved afgangen for et lille år siden, så har tiden og den konstante belastning givet behov for at få tingene efterset.

I Grenada Marine har de en person, Pam, til at koordinere og styre det arbejde, de enkelte både vil have udført med hjælp fra håndværkere. Dvs arbejdet udføres af håndværkere, som Marinen har samarbejdsaftaler med. Linda fik arrangeret at vi havde møde med Pam allerede samme dag.

Det vigtigste var motoren, og vores efterhånden mange problemer med dieseltanken. Vi fik åbnet alle 4 luger til dieseltanken, renset dieselen for gummistykker, og mens dieselen blev opbevaret i et døgn i en plastiktønde, fik vi også tørret bunden helt af, så tanken nu er helt uden snavs. Dieselen kom tilbage i tanken dagen efter, og lågene lagt midlertidigt på de 4 inspektionsluger. Vi tager så noget bedre pakningsmateriale med fra Danmark til november, og håber så at vi kan få lagt de mange dieselproblemer med pest, snavs osv. bag os.

Motoren var begyndt at sige nogle ubehagelige raslelyde i lave omdrejninger, det fik vi også set på. Det var et mindre, men alvorligt problem, idet skrueakslen var gået løs fra gearkassen, så det skulle bare remonteres og strammes efter. Vi benyttede dog lejligheden til at skifte et slidt akselleje, og få bestilt en ny stævnrørspakning. Det er den, der sørger for at der ikke trænger vand ind i båden langs skrueakslen, der jo er nødt til at gå igennem et rør ud i vandet for at motoren kan trække på skruen. Vi kunne ikke skaffe den rigtige stævnrørspakning, så den er bestilt, og bliver lavet mens vi i Danmark.

Endelig skal motoren jo ikke bruges i et halvt år eller mere, så den fik den store preserveringstur, med ny olie osv., og olieskum i cylindrene, så der ikke går rust i de indre motordele.

Vi fik også riggen efterset. Den er vi nødt til at kunne stole helt på, når vi sejler for fulde sejl. De mange stålwirer skal stabilisere masten og overføre sejlenes kraft til fremdrift for skibet. Riggen havde det heldigvis godt, ingen problemer, udover at hækstaget skulle kortes lidt, og rulleforstaget trængte til at få alle skruer i skinnen til forsejlet strammet efter og forseglet med lim (Loctite).

Sejlene er til gennemsyn hos sejlmageren mens vi er væk. Der er et mindre hul i storsejlet og flere slidhuller i sejllommerne, hvor sejlpindene sidder. De skal lappes. Lidselinerne, i for- og agterlig, er knækkede, og bliver skiftet. Ellers synes sejlmageren at vores sejl og syninger ser fine ud, ingen forstærkninger nødvendige. Vi oplevede på Atlantkrydsningen, at den nederste sejlpind røg delvist ud af sejllommen. Den er da også meget kort, så den får vi skiftet til en længere.

Solen er hård ved alting i troperne, og ikke mindst vores dinghy (gummibåd) er udsat. Desuden bliver den øverste gummidel slidt og får nogle skader, når dinghyen er parkeret ved diverse moler. Vi har derfor fået syet et beskyttelsescanvas, der kan sidde på hele tiden. Det dækker gummidelen og har huller til håndtag, årefæster osv. Så håber vi at dinghyen holder længere end de 4-5 år man typisk regner med i troperne.

Mens vi er i DK får vi service af redningsflåden, som skal ske hvert 3. år. Desuden skal skødevognen på løjgangen (en tværgående skinne) udskiftes. Den bruges til at justere storsejlets vinkel i fht. båden. Den er godt slidt, og blev nødtørftigt repareret efter Atlantkrydset, der tog hårdt på den.

Endelig har vi aftalt at Grenada Marine holder øje med LUNA – tjekker fx om det regner ind, kommer myrer, rotter, at batterierne holder sig fuldt ladet (det har vi sat solpanelet til at gøre), osv.

Det fungerede meget fint med håndværkerne, idet Pam videregav vores ønsker og sørgede for at håndværkerne hurtigt kom til LUNA, hvor vi snakkede med dem og de så, hvad det var vi gerne ville have lavet. Håndværkerne rapporterer også til Pam. Det betyder at Pam “pusher” dem til at få udført arbejdet, hvilket vi ellers selv vil have svært ved. Vi nåede kun for alvor at blive udfordret på vores tålmodighed med en mekaniker, der arbejdede lidt rigeligt efter “Caribbean time” princippet. Fx betyder “Jeg kommer lige om lidt” efter Carribbean time, at man kommer når det passer i fht andre opgaver, dvs. en af dagene.

Desuden har vi selv gjort LUNA klar til at stå på land i ca 7 mdr i troperne. Derudover har vi sat forskellige opgaver i kø, vi ikke nåede eller prioriterede før vi rejste hjem. Det omfatter bl.a. at vi har:
– Renset og preserveret ferskvandsanlægget, med nye filtre og særlig bevaringsvæske i de følsomme membraner.
– Vacuumpakket sengetøj, håndklæder og tøj så vi forhåbentlig undgår at det mugner i de tropiske omgivelser.
– Vasket alle skabe, der har været madvarer i. Fjernet alle madvarer, der er taget hul på.
– Søventiler lukket, ingen adgang for gnavere og insekter den vej.
– Lukket for alt strøm, bortset fra at vi sikrer at solpanelerne kan lade alle batterierne (service-, start-, bovpropel-batterier).

Vi er igang med at rense ruer og andre gevækster af skrog, bovpropel og skrue. Arbejdet skal fortsættes, når vi kommer igen. Skruen og bovpropellen var voldsomt begroet, så der skal vi finde noget mere effektivt til at holde det væk, formentlig en af de nyere ugiftige malinger til formålet. En nypoleret bronceskrue ser ellers flot ud, men det holder kun kort.
Vi har skiftet anoder på bovpropel og skrue.
Gummibåden er bundet godt fast på dækket.
Vi skal have klatmalet bunden omkring kølen og bovpropellen, når vi kommer igen til november, bundmalingen er slidt meget af her.

Endelig næsten det vigtiste: LUNA kan ikke forsikres mod skader fra orkaner eller navngivne storme i Caribien. Så hun er solidt anbragt på jorden på beton- og træklodser. De 14 tons er støttet af 6 sidebukke, der skal forhindre at hun vælter, og endelig bundet med stålwirer ned til betonklodser i jorden, så hun står virkelig fast. Vi krydser fingrene, men kommer nok til at holde godt øje med vejret, især orkaner, i sæsonen juni-november.

Myndighederne skal også passes, der er godt nok meget bureaukrati i Caribien. Vi har fået et dokument fra Marinen, hvor der står at LUNA er på land i perioden fra 20.marts til 15.november 2023, så vi slipper for at betale den månedlige “cruising license” mens vi er væk.

Sejladsen kommer også til at fylde noget, mens vi er i DK, hvor vi landede d. 3/4-2023. Vi har en liste af reservedele, vi skal have indkøbt og have med næste gang. Men det vigtigste er, at vi nu skal igang med at planlægge den næste sejlads i Caribien. Den skal gå fra Grenada til Panama, hvor vi vil igennem Panama kanalen for at komme videre ud i Stillehavet.
Der er flere muligheder for rute til Panama. Vi kan tage direkte vestover, dvs fra Grenada og langs nordsiden af sydamerika, med stop ved nogle øer ud for Venezuela, ved ABC-øerne (Aruba, Bonaire, Curacao) samt i Columbia før det sidste ben til Panama.
En anden mulighed er at tage nordover, op langs vestsiden af hele rækken af caribiske øer, inkl. jomfruøerne, for måske at nå til Cuba og derfra via fx Belize til Panama.
Endelig er en tredie mulighed, at sejle langs øerne i Caribien nordover, men slutte af i midten, fx Martinique, og så tage en lang sejlads på tværs af det Caribiske Hav, direkte over til Panama, en tur på 6-7 dage.
Vi håber i løbet af sommeren at få denne planlægning på plads, så ruten er kendt, hvis nogle har lyst til at besøge os og sejle med noget af turen.

Når man kommer til Panama skal båden måles op, til brug for planlægning af passagen af Panamakanalen. Man får samtidig en dato for, hvornår man kan komme igennem Panamakanalen. Passagen tager 2 dage. Der er typisk ca. 2-3 ugers ventetid på plads til at komme igennem. I ventetiden vil vi sikkert planlægge at tage til nogle meget berømmede øer i Panama, San Blas, og lidt sejlads op ad udløbene af flere junglefloder.

Posted on

Til Grenada Marine og på land 14.3.-26.3.2023

Den 15.3. sejlede vi til øen Grenada og gjorde stop for anker ved Grand Mal igen. Næste dag videre til en bøje i Prickly Bay, hvor vi også har været tidligere. Prickly Bay ligger på sydsiden af Grenada og vi mærkede igen den accelererende modvind (udsigt 15 Kn vind, reelt 25 Kn) og modbølgerne, da vi drejede “om hjørnet” fra vestsiden af Grenada. Nu var der kun en enkelt sejlads tilbage, for at nå til bugten St. David Harbour, hvor Grenada Marine ligger og hvor LUNA skulle på land den 20.3. Vi studerede vejrudsigterne nøje, fordi vores erfaringer var en del mere modvind og modbølger, end vejrmodellerne forudsiger for den strækning. Den 17.3. så ud til at være den dag med mindst blæst. Da vi lige havde været på en gyngetur i modvind og modbølger tjekkede vi dieselfilteret på motoren. Og det blev skiftet, for der var nogle gummirester fra de opløste inspektionsluger i dieseltanken. Så afsted tog vi om morgenen og det bedste man vel kan sige om den tur var, at vi var forberedte på dårligt vejr og risiko for at dieselen blev blokeret på sin vej til motoren. På grund af den stærke modvind og modbølger sejlede vi for motor på den korte 7 sømil tur, igen i ca. 25 Kn vind. Efter kort tid gik motoren ud og vi måtte ha’ gang i vores plan B. Op med lidt forsejl og ud mod åbent hav, mens vi tilsluttede en slange direkte til en dunk med diesel. Så kunne motoren køre igen – ind imellem med lidt hosten og hakken, når slangen sugede sig fast mod dieseldunkens sider. Helle ofrede sig derfor, og sad hele vejen nedenunder i bølger og dieseldunst, og passede slangen i dieseldunken, mens Leif styrede. Heldigvis tog turen kun ialt 2 timer. Vi nåede frem og lagde os til en bøje ved Grenada Marine. Vi skal have optimeret plan B, så slangen ikke kan suge sig fast, en lille ekstra opgave…

Vi kan love, at der desværre bliver mere om eftervirkningerne efter dieselpesten, når vi skal have ryddet resten af gummiresterne væk og sat en anden belægning under inspektionslugerne. Det vil ske mens LUNA står på land i Grenada.

Det er en dejlig frodig bugt, man ligger nærmest omgivet af tropisk jungle, og med bjerge i baggrunden, helt sikkert et godt beskyttet sted, når det virkelig blæser. Der er en lille strand ved siden af Grenada Marine i bunden, med en god restaurant.

Overvejelser om hvornår vi ligger for anker og hvornår ved en bøje

I Caribien er det ikke særligt almindeligt at ligge ved kaj i en marine. Der er ikke ret mange havne, og ej heller pladser i de havne, der er.
Hvis det er muligt, vil vi helst ligge for anker. Det kræver dels, at bunden er god – dvs helst sand, men det er også OK med lidt søgræs. Desuden kræver det, at det er tilladt at ligge for anker. Mange steder er det forbudt at ankre, fordi havbunden er lagt ud til natur-marinepark. I nogle af disse marineparker er der lagt forankringsbøjer ud. Dem skal man så benytte istedet, ved at binde to forankringstov fra stævnen til bøjen.
Som regel koster det noget at ligge ved en bøje, fordi der skal bruges penge på at vedligeholde bøjerne. Typisk pris er mellem 60 kr og 180 kr pr døgn.
Det er en gylden regel, at man altid selv skal tjekke den bøje, man ligger ved. Det er ikke sikkert, den er vedligeholdt.
Vi har hørt om en del, der lige pludselig opdager at deres båd sejler væk med bøjen fordi den ikke holdt i sin forankring på bunden.
Typisk ligger der en kæmpe betonklods på bunden. På den sidder en kæde fast. På kæden sidder et meget tykt tov, der går op til en rund kugle i overfladen (bøjen). På enden af det tykke tov er lavet et øje. Øjet består af tov og nogle gange også en metalbeskyttelsesring inde i øjet. Når man skal ligge ved bøjen, skal man fange øjet med en bådshage, trække tovet op til dæk og stikke sine egne fortøjringstov gennem øjet.
Der er altså flere ting at tjekke ved bøjen. Dels har vi for nyligt set billeder af et skib, der endte på revet, da metalringen i øjet var så rustent, med skarpe kanter, at det gnavede skibets eget fortøjringstov over. Dels skal bøjens tov se helt og friskt ud. Der hvor bøjens tov sidder på bøjens kæde skal der heller ikke være noget der er ved at gå i stykker. Kæden skal sidde godt på betonklodsen. Det tjekker vi (Leif) hver gang vi er ved en bøje, ved at dykke ned langs tovet, og se tov og kæde efter hele vejen.

For et par dage siden oplevede vi selv at en båd lige pludselig forlod sin plads og drev afsted. Vi sad på restauranten ved stranden og spiste frokost. Der var også nogle amerikanere fra 2 både. Vi var alle optaget at følge med i, at en båd skulle løftes med kranen for at komme op på land at stå. Lige pludselig bemærkede een af amerikanerne at deres båd var på vej hen mod revet i vestsiden af bugten. De styrtede afsted og sejlede derud i deres to gummibåde. Ejeren kom ombord på båden og de øvrige hjalp med at få båden skubbet og trukket væk fra revet. Det endte heldigvis lykkeligt uden skader, de berørte kun revet lidt, da der heldigvis ikke var kraftig vind. Men hvis det var sket om natten eller hvis der ikke var nogen, der lige bemærkede problemet, kunne det være gået rigtig galt.

På land

Den 20.3. om morgenen kom LUNA på land. Det gik fint. Der var 4-6 mand til at hjælpe med den proces. Dels at få LUNA ind under kranen, dels at få sat seler under båden, så den kunne hejses op.
Lige så snart LUNA var på land, blev bunden højtryksspulet. Det er helt utroligt så mange gevækster og ruer, der samler sig under båden, trods frisk bundmaling for mindre end et år siden. Derefter blev LUNA kørt – hængende i kranen – til sin plads på land.
Herefter blev LUNA understøttet. 2 cementblokke under båden, med træ ovenpå mod skibet, og 1 planke mellem jorden og kølen, så den kunne sænkes delvist ned uden at hænge i sit tov. 6 bådstativer er sat op på siderne, for at sikre at Luna ikke vælter i blæsevejr. De hænger sammen to og to med kæder, for at sikre at bådstativerne ikke vælter og flytter sig. Derudover er der 4 store straps (surringer) – 1 i hvert “hjørne” af LUNA. De går fra LUNAs forreste og bagerste klamper til jernkæder, der sidder fast i nogle store betonklodser under jorden. Vi tror LUNA står godt.
Vi har snakket med nogen, som har haft deres både liggende her i flere år i orkansæsonen. De er helt trygge ved fremgangsmåden.

Nu er vi igang med at få arrangeret alt det reparations- og vedligeholdelses-arbejde, der skal laves inden LUNA skal i vandet igen til november 2023. Desuden er vi ved at pakke sammen, så LUNA kan stå godt i det ½ års tid, hun er på land.
Mere om det i et senere skriv.

Vi har lejet en lille lejlighed i 14 dage, i et hus med have 2½ km væk, mens vi pakker LUNA og os selv sammen. Det betyder også at vi har fået gang i vores cykler. Stort set alle kommenterer på dem. Dels er der ikke særlig mange, der cykler på Grenada og dels vækker cyklerne opsigt på grund af deres farver og udseende. Der er mange, der gerne vil have en tur og de fleste har friske bemærkninger til os, når vi knokler op og ned af bakkerne i varmen. “Love your bikes, man” er et hyppigt råb.
Der er mange løse hunde – og deres opmærksomhed er vi ikke så glade for. På de første cykelture var vi ved at blive bidt flere gange. Men efterhånden har vi lært at takle dem – og dem vi møder hver dag, har nok også vænnet sig til os.
Troperne er frodige, og ligesom i Danmark på landet, lader man bare gamle biler etc. stå. Men dem overtager det grønne hurtigt, nogle gange med overvældende resultat.

Vi har nu en uge tilbage til at få pakket sammen og få alle aftaler på plads inden vi tager hjem.
Mere om det senere.

Posted on

Grenada og omegn 14.2.-13.3.2023

I perioden 14.2. til 13.3.2023 har vi været i Grenada i flere omgange – med afstikkere op til de sydligste øer i Grenadinerne, fordi vi har haft Anders og Maria (søn og svigerdatter til nogle af vores meget gode venner) med på sejlads i 14 dage.

Vores (Helle og Leifs) første tur til Grenada, gik fra Carriacou til Grenada. Her skal man sejle uden om nogle lidt aktive vulkaner – Ile de Ronde og den undersøiske “Kick ’em Jenny”, der giver nogle for sejlere besværlige strømme og bølger. En del vælger at tage den “farlige” vej lige over vulkankrateret, der lige nu er ca. 20 m under overfladen, men forventes at nå helt op i løbet af de næste 10 år. Men det er forbudt, og ikke helt uden risiko, hvis den går i aktivt udbrud, så vi sejlede pænt udenom.

Grenada er en meget grøn og frodig ø. Vi lå først for anker på vest-siden Black Point ved Halifax og derefter lidt længere sydpå ved Grand Mal, der ligger lige nord for hovedstaden St. George.
Busserne i Grenada er en god oplevelse. Det er mini-busser der samler folk op, når man “vinker” ad dem. Når man skal af, skal man bare banke i loftet. Betaling sker, når man stiger af. Det er faste og rimelige billige priser. Vi tog en bus ind til hovedstaden St. George hvor vi bl.a. gik en tur op på Fort George. Her er en flot udsigt og der fortælles lidt historie – især om starten af 1980’erne, hvor USA invaderede og var med til at afsætte den socialistiske regering.
I Grenada lægger de vægt på, at Grenada er krydderiernes ø. Deres største attraktion er chokolade og kakao produktion. Deres chokolade museum i St. George var et sjovt besøg.

Derefter sejlede vi ned på sydspidsen af Grenada. Da vi drejede “rundt om hjørnet” fra vestsiden til sydsiden kom vi ud i en del modvind og modbølger. Vi ville prøve en bugt ved Hog Island. På et tidspunkt slog vi motoren til. Vi skulle sejle ind gennem en smal kanal, med rev på begge sider, for at komme ind i bugten.
Det var så tidspunktet, hvor vi oplevede eftervirkninger fra de nye inspektionsluger i dieseltanken …
Vi fik motor stop, kunne ikke genstarte, og måtte hurtigt sætte forsejlet og vende om, så vi kom ud på “åbent hav” igen.
Vi overvejede hvor vi kunne sejle hen og smide anker, kun for sejl. Vi udvalgte Prickly Bay, der er rimelig bred. Lige så snart, vi kom lidt i læ i bugten – og vi ikke var for tæt på andre både – smed vi anker på 15 meter vand. Og så var det igang med at tjekke og rense motorens diesel filtre. Det viste sig at adgangen til forfilteret var stoppet af orange “plastik” – altså dele fra det materiale, der var anvendt til de nye inspektionsluger i april 2022 – som vi i januar 2023 opdagede var gået i total opløsning og derfor udskiftede. Selvfølgelig var der nogle smådele tilbage… Motoren kom derefter igang igen og vi sejlede dybere ind i bugten og lagde os ved en bøje i 3 dage. Vi fik renset dieseltanken op for småting (med en pumpe på boremaskinen og så et hjemmelavet kaffefilter af stof, hvor vi siede dieselen inden den kom tilbage i tanken). Og vi fik lavet en plan B, til at håndtere problemet, hvis vi igen vil opleve at dieselforsyningen bliver stoppet. Vi har installeret en ekstra slange, som vi kan åbne for, og suge diesel til motoren direkte fra en dieseldunk.

For at kunne mødes med Anders og Maria skulle vi en tur tilbage til Tyrrel Bay på øen Carriacou for at tjekke ud af Grenada. Derefter til Union Island i Grenadinerne, hvor vi havde et stop igen i bugten ved Frigate island. Herfra er der en smuk natursti, der går noget af vejen til Clifton, hvor man skal tjekke ind.

Vi mødtes med Anders og Maria den 27.2. i Clifton på Union Island.
Herefter gik turen hurtigt via Tyrrel Bay på Carriacou, mod Grenada. Vi lå for anker nogle dage ved Grand Mal. Vi snorklede ved en Underwater Sculpture Park tæt på. Skulpturerne er lavet af en englænder, som støtte til Grenadas koralrev, der blev meget ødelagt under orkanen i 2004.
En anden dag tog vi et par busser til Grand Etang National Park og nogle vandfald – Seven Sisters.
En anden god oplevelse var en bustur med 3 lokale busser for at besøge kakaofarmen “Belmont Estate”. Det var spændende at høre om deres kakao- og chokolade produktion. Vi blev introduceret til mange af Grenadas frugter og krydderier, så chokolade fremstillingsprocessen, prøvede selv at gå rundt i kakao frugterne, der lå til tørre. Formålet var at vende frugterne.
Derudover brugte vi en del tid på at følge med i de lokale fiskeres fiskeri i Grand Mal. Fiskerbådene kom ind med store fisk, fx blue marlin. Og fra stranden fiskede de lokale med store net, som de trak ind med håndkraft fra stranden.
Een dag lykkedes det fiskerne at få LUNAs ankerkugle med ind i nettet. Leif var en tur i vandet for at dykke og befri ankerkuglen INDEN den blev hevet med ind mod stranden. Det lykkedes, uden selv at ende som fangst i nettet.
Vi fulgte også en del med i hvad der skete på nattehimlen, hvor planeterne Venus og Jupiter skiftede plads.

Den 7.3. gik turen nord på igen for at komme til en ø i Grenadinerne, hvorfra Anders og Maria kan komme tilbage til St. Vincent. Første tur gik mod Tyrrel Bay på øen Carriacou, hvor vi skulle tjekke ud af Grenada.
Fiskelykken havde ikke været så fantastisk, da vi tidligere sejlede den modsatte vej – en ca 3 kg stor tun var hoppet af krogen… Så vi håbede, det ville gå bedre her på tilbagevejen på den 8 timers lange sejltur. Men desværre var det en reprise – en meget stor tun hoppede igen af krogen lige før vi havde fået rullet den helt ind…

Derefter videre til Union island i Grenadinerne (tjek ind). Vi lå for anker ved bugten ved Ashton. Da vi kom tilbage fra vores gåtur til Told og Immigration kunne vi heldigvis købe en stor tun af en fisker ved Ashton. Så vi fik dejlig tunmiddag, lavet af Anders og Maria.
Næste dag besøgte vi Tobago Cays, hvor vi både så en rokke, mange skildpadder og kolibrier. Vi deltog i en fin hummer-middag på stranden.

 

Afgang fra Tobago Cays foregik i regnvejr. Vi sejlede en kort tur over til øen Mayreau, hvor vi fik nydt den afslappede stemning og derefter retur til Clifton på Union island, for at tjekke Maria og Anders ud fra LUNAs besætningsliste, efter 14 dages godt selskab. Samtidig tjekkede Leif og Helle sig ud af St.Vincent og Grenadinerne.

Der nåede at blive lidt drama i Clifton, idet en katamaran, en lejebåd med festende franskmænd ombord (dem er der for mange af – for meget fest og for lidt respekt for andre både), sejlede ind i LUNA. Det skete mens Anders + Maria var ombord for at pakke og Helle + Leif var i land for at tjekke ud. Det gav et ordentligt brag. Anders og Maria styrtede op – det samme gjorde mange andre fra de nærliggende både. Men katamaranen havde travlt med at sige, at der ikke var sket noget og skyndte sig væk for fuld motorkraft … Anders og Maria fik taget nogle billeder af katamaranen og besætningen. Senere kom nogle tyskere over og fortalte, hvad de havde set. Heldigvis ser det ud til, at vi er sluppet med at få en plamage hvid maling fra katamaranen på LUNAs styrbord side, ingen buler. Vi kunne vaske deres maling af med en svamp. Så det er nok katamaranen selv, det er gået ud over. De ringede dagen efter og sagde undskyld, efter at Leif havde skrevet til dem og beskyldt dem for at være feje.

Vi sagde farvel til Anders og Maria d. 13.3. der tog færgen kl. 6:30 mod St. Vincent.

Vi (Leif og Helle) ankom d 13.3. om formiddagen til øen Carriacou, hvor vi netop har tjekket ind i Grenada igen. Det er nu vores plan at sejle til selve øen Grenada igen. Målet er at nå frem til Grenada Marine, der ligger på Grenadas sydkyst lidt før d. 20/3, hvor LUNA skal på land. Denne etape nærmer sig sin afslutning, og vi forventer at være tilbage i Danmark allerførst i april.

Posted on

Grenadinerne og Carriacou 26.1.-13.2.2023

Vi har fortsat vores sejlads rundt i Grenadinerne hvor vi har besøgt nogle af øerne i flere omgange.
Vi (Leif og Helle) besøgte Mayreau, Tobgo Cays og Union Island. Derefter sejlede vi retur til Bequia for at samle vores veninde Nina op ved færgen den 2/2, hun skulle med en uges tid som helt ny sejler. Herefter er turen gået til Canouan, Mayreau, Tobago Cays og Union Island, hvor vi har besøgt flere nye steder.

Vi bruger forskellige bøger, app’s og hjemmesider for at finde ud af, hvor vi vil tage hen. Især bogen “A Cruising Guide to The Windward Islands”, men også apps som “Navily”, hjemmesiderne NoForeignland og Noonsite, samt forskellige facebookgrupper.

Øerne er både meget ens, med Caribisk stemning, og forskellige, med hver deres særpræg

Canouan er en meget blandet ø. Der er “normal” caribisk atmosfære på en del af øen og desuden er der mange vældig rige turister, som især holder til nordpå og i en nyere luksus marina, der er bygget på øen ved siden af en lufthavn, hvor der lander og letter mange privatfly. Vi besøgte marinaen for at handle lidt, og der var et overdådigt udvalg af alting, selvfølgelig med champagne og kaviar lige inden for døren, men også til overdådige priser. Vi købte lidt ind af ting, der er svære at finde andre steder, og tog en taxi tilbage til dér, hvor vi havde efterladt vores dinghy (6 km væk – lang gåtur derud).

På den nordlige del af øen lå vi for anker et par dage, med smukke fisk, rokker og koralrev. Der var et luksusresort på den anden side af en pynt, hvor Leif lige svømmede ind til stranden og gik over for at tjekke om man kunne spise på restauranten. Leif passerede nogle gæster, hvor især hun havde brugt rigtig mange penge på bryster, trutmund osv. og kom da også ind i restauranten. Men her blev Leif mødt med den mandlige tjeners elevatorblik og kommentaren “You’re a sailor, we only serve for our hotel guests”. Så penge er ikke lige meget værd alle steder 🙂

Mayreau har beholdt sit lokale præg. Vældig hyggelig og afslappet lille ø, med bar lige ned til stranden og live steelband. Der ligger en kirke på toppen af øen, hvorfra der er en rigtig god udsigt til Tobago Cays.

Tobago Cays er en marine national park, hvor vi tilbragte nogle dage ved en ankerbøje. Der blev snorklet, og en aften fik vi hummermiddag på stranden, lækkert!

Union Island er hovedøen i Grenadinerne. Her er den caribiske afslappede stemning også i top, og flere restauranter. Her vinkede vi farvel til Nina, der efter 8 dage til søs, tog færgen tilbage til Saint Vincent og et hotel dér, inden flyturen hjem. Det var en helt igennem fornøjelse med besøget, hvor hun fik prøvet lidt forskellig sejlads og øvet sig på nogle sejladsudtryk, og selvfølgelig forhåbentligt nydt de caribiske øer vi kom forbi 🙂

Vi så dertil flotte solopgange og -nedgange, pelikaner, havskildpadder, rokker (stingrays), masser af fregatfugle mv.

Den 11/2 tjekkede vi (Leif og Helle) ud af Saint Vincent & Grenadinerne og sejlede til øen Carriacou, der tilhører Grenada. Vi nåede at tjekke ind i Grenada samme dag – både customs og immigration – sejladsen var kun 12 sømil.
Her ligger vi nu for anker i Tyrrel Bay. Carriacou er om muligt en endnu mere afslappet caribisk ø. Vi glæder os til at se mere til øerne og erfare Grenadas omtumlede historie med løsrivelse fra Storbritanien, kommunisme, USAs invasion i firserne og siden en form for provestligt demokrati.
Foreløbig har vi haft en god tur i vores kajak ind i mangroven, der ligger i forbindelse med Tyrrel Bay, et såkaldt “Hurricane hole”, hvor man kan gemme sig med båden i tilfælde af storm eller hurricanes – og så har vi selvfølgelig afprøvet deres marinebutik, supermarkeder og vaskeri.
Alt er næsten lige så dyrt, som på de andre øer, vi har besøgt i Caribien. Man mærker at det ikke ligger langt fra USA, og de mange turister får priserne til at eksplodere. Vi glæder os til at opleve hvad Grenada har at byde på.

Posted on

Fra Barbados til Bequia samt sejlads i Grenadinerne 8.1.-25.1.2023

Den 8. januar sejlede vi fra Carlisle Bay på Barbados op nord på, til Port St. Charles, hvor vi tjekkede ud af Barbados og fik fyldt diesel på.
Herfra gik turen mod BEQUIA (udtales “Beck-way”), der er den første ø i Grenadinerne lige syd for Saint Vincent. Det var vores plan at nå frem til Bequia, Admiralty Bay før solnedgang, så vi tog afsted kl. 01.30 om natten den 10/1. Det blev en god sejlads, der startede i mørke men med månelys. Der var god medvind, hvilket betød at vi satte sejlene i butterfly. Om formiddagen havde vi gang i fiskeriet og vi var heldige at fange en mahi-mahi/guldmakrel på nogle kilo. Frokosten stod på fisk og der var mere til næste dag. Efter middag kom nogle heftige regnbyer, men heldigvis forsvandt de igen lige før vi nærmede os Bequia. Det lykkedes os at kaste anker lige præcis ved solnedgang.

Som det første næste dag skulle vi tjekke os ind i Saint Vincent og Grenadinerne. Det foregik heldigvis altsammen i samme bygning på hovedgaden i byen Port Elizabeth. Både Port (havnemyndigheder), Customs (told) og Immigration ligger samtlet i een bygning. Forinden havde vi udfyldt alle “tjek-ind” papirerne online på SailClear. Men der var så dårlig internet forbindelse, at de ansatte ikke kunne komme på systemet – så vi udfyldte lige det hele igen på papir med 3 gennemslag.
Vi har et rigtigt godt indtryk af øen, venlig befolkning, afslappet og hjælpsom stemning.

En dag gik vi en tur over til den modsatte side af øen, hvor der findes et Turtle Sanctuary. Det blev oprettet i 1995 af en privat mand med det formål at forsøge at redde nogle af de udrydningstruede havskildpadder af arten Hawksbill turtle. De indsamler æg og sætter først skildpadderne ud igen, når de er 5 år gamle. Idag køres stedet af en søn til ham, der oprettede stedet. Det er et prisværdigt initiativ, som er afhængig af donationer. Stedet er lidt sølle, og har set bedre dage, men vi kan da håbe på at de stadig redder nogle skildpadder. Vi snakkede med ejeren, der havde drukket rigeligt med morgenmad, og da han skulle ind og drikke frokost i byen tilbød han os at køre med de 4 km. Det var med lidt bævende hjerte vi sagde ja, men alt gik godt, ofte med 10-20 km/h på de meget små veje.

En anden gåtur gik rundt i vores bugt – Admiralty Bay – over til modsatte side, ved Margareth Beach

Den 16. januar sejlede vi først mod en lille ø, PETIT NAVIS. Det er idag en øde ø. I tidligere tider har man fanget hvaler herfra. Hvis vi ikke havde kendt til historien om hvalfangeriet, ville vi ikke have opdaget det.

Bagefter sejlede vi videre til øen ISLE Á QUATRE, hvor vi fandt et totalt roligt ankersted (og vi havde det for os selv). Mellem os og stranden var der et lille koralrev, så vi kunne snorkle lidt efter fisk og koraller.

Vi havde jo haft lidt af et skildpadde tema siden vi lå i Carlisle Bay på Barbados. Så vi besluttede den 17. januar at tage en modvindssejlads ud til øen BALICEAUX, hvor der lever landskildpadder. Det er jo ellers et princip, at vi ikke sejler i modvind…
Efter ca. 3½ times modvinds- og bølgesejlads nåede vi frem til bugten LANDING BAY. Det er nærmest en ubeboet ø – der står et forfaldent skur og nogle får og høns går rundt. Overalt langs stranden ligger der store tomme konkylier.
Da vi kom i land, så vi hurtigt flere halvstore flotte landskildpadder.

Undervejs på sejladsen havde vi bemærket en ulækker dieseldunst fra bagkahytten. Da vi fik undersøgt det nærmere, viste det sig, at vores “onde ånd” – eftervirkningerne fra dieselpesten i dieseltanken – var dukket op igen.
Så det emne slipper I ikke for at høre om igen… I april 2022 fik vi af nogle professionelle i Port Napoleon i Frankrig ryddet alt dieselpesten ud af dieseltanken. Bunden blev lappet og overmalet med epoxy for at lukke alle huller og tendenser til huller. Der blev lavet 4 nye inspektionsluger i dieseltanken for at det kunne lade sig gøre at komme ind i alle de 4 compartments i tanken. Hver inspektionsluge er dækket med noget nitrilgummi og ovenpå det alluminiumslåg. Nu viste det sig, at nitrilgummiet IKKE længere var tæt – der sivede diesel ud. Så måske er det slet ikke nitrilgummi, der er sat på, eller i hvert fald af halvdårlig kvalitet.

Så Leif lavede en midlertidig “lapning” af de utætte steder indtil vi ville kunne komme til at skifte nitrilgummiet ud. Vi har noget nitrilgummi i reserve på båden – og i en bedre kvalitet mener vi, end det der er blevet brugt ved de 4 nye inspektionsluger.
Det var ikke muligt at udskifte gummiet ved ankerpladsen på BALICEAUX – vi lå alt for uroligt i vandet, idet der var en del bølger. Samtidig havde vi en næsten fuld dieseltank, så der var ikke plads til mange skvulp.

Næste dag sejlede vi for at finde en ankerplads med lidt mere “fladt vand”. Vi sejlede først i medvind til den gode ankerplads vi havde prøvet ved ISLE Á QUATRE. Men den var lidt for urolig. Vi overvejede at sejle tilbage til BEQUIA, som vi havde oplevet som rolig i 5 nætter. Men vi valgte istedet at sejle lidt mere sydpå til øen CANOUAN, hvor der også så ud til at være en meget dyb bugt, Charlestown Bay, hvor vi håbede på roligt vand.

Det viste sig så ikke at være tilfældet. Så efter 1 urolig nat ville vi sejle væk fra den bugt. Men da vi skulle hive ankeret op, gik vores elektriske ankerspil i “udu” – det strejkede. Vi har 3 gang tidligere (på 3½år) oplevet små “udfald” af minutters varighed, som hurtigt gik over. Men ikke denne gang, spillet var helt dødt.
Leif analyserede, målte strømstyrker, rensede ledninger osv. I flere omgange. Det viste sig, at det formentlig er relæet til ankerspillet, der er ustabilt, der ser ud til at komme fuld strøm til anlægget.

På CANOUAN er der en mand, der beskæftiger sig med bådel o.l. Ham ringede vi til. Han lovede at komme og se på det kl. 14 samme dag. Det gjorde han så ikke. Næste dag ringede vi til ham igen. Han ville komme lige så snart han havde skiftet en vandpumpe på en anden båd. Han kom så heller ikke den dag.

Imens brugte vi tiden på at prøve at finde lidt mere effektive muligheder for manuelt at hive ankeret op. At få det i manuelt er nemt nok ved tyngdekraftens hjælp. Som standard følger der en løftestang med til det elektriske ankerspil, som man kan bruge til manuelt at trække ankeret op med. Hvis man er heldig, kan man trække 15 cm anker op pr træk i stangen. Så det tager sin tid, hvis man fx har 40m kæde ude.
Vi nåede frem til en metode med at sætte en ankerkugle i en snor til ankeret, med det formål at vi ved hvor ankeret ligger begravet. Desuden satte vi en anker”sjækel” i enden af et langt tov. Ved problemer med det elektriske ankerspil, skal vi så dykke ned og sætte anker”sjæklen” fast til kæden nær ved ankeret. Tovet fører vi op til et spil ved masten. Ved at bruge spillet kan vi trække kæde og anker op. Undervejs skal man bare lige styre at ankerkæden kommer rigtig på plads og den ikke bliver viklet ind i det ekstra tov.
Vi semi-afprøvede det. Dvs vi trak noget af ankeret op manuelt og noget med det elektriske ankerspil. For nu virkede ankerspillet igen, efter et par dages pause. Det har nok været glad for al den “massage” det havde fået de sidste to dage. Læringen er, at der altid sker noget på en båd, og at man skal være klar til en plan B og C, der er vi nu. Og ankerspillet kører fint, så vi får set på relæet senere.

Den 21/1 sejlede vi til Bequia igen (i halvt modvind og skrå modbølger). Vi kastede anker igen i Admiralty Bay og havde dejligt fladt vand. Efter en rolig nat, på trods af 20-30 knobs vind, gik Leif igang med at skifte nitrilgummiet i de 4 inspektionsluger. Een alluminiumsluge blev taget af ad gangen. Det afslørede tydeligt at nitrilgummiet var gået totalt i opløsning. Der sad noget på kanterne, men hele midterstykket var faldet ned i dieseltanken. Leif havde hele armen nede i dieselen og samlede gummistykker op.
Efterfølgende blev nyt gummi sat på og alluminiumslugen skruet fast igen.
Vi har heldigvis stor erfaring med at diesellugten forsvinder efter 1 døgns tid, når bare der bliver luftet godt ud. Så næste dag var der store rengøringsdag i bagkahytten og der luftes stadig ud. Den er allerede helt klar til når vi får gæster.

Vi tænker ofte på et citat fra nogle langturssejlere – Carsten og Vinni Breuning, der har skrevet et par bøger om nogle af deres sejladser: “At være langturssejler er at reparere båd i eksotiske omgivelser”.

D. 24/1 sejlede vi tilbage til CANOUAN, men denne gang til et roligere sted, i god læ af kysten, og med rev flere steder. Lugerne holdt fint til turen, de er tætte nu. Her holdt vi Helles fødselsdag i smukke omgivelser og med hjemmelavet biksemad og spejlæg, efter ønske. Vi bliver her en ekstra dag, fordi der skal være gode chancer for at se spændende undervandsliv her. Derefter tager vi videre sydpå til de smukke rev-øer, vi kun er nogle få sømil væk fra.

Posted on

Barbados 20.12.2022 til foreløbig 5.01.2023

Helle og JaQy ankom med fly til Barbados 20.12.2022, for at mødes med LUNAs besætning.
Nu er det d. 05. januar og Leif og jeg (Helle) er her stadig nogle dage endnu inden vi er klar til at sejle videre til andre øer i Caribien.

Helle og JaQy ankom uden kufferter, men heldigvis med de 2 nye cykler, der skal med videre på rejsen. Kufferterne ankom først d. 26.12. Tiden indtil genforeningen med Luna d. 24.12 om morgenen blev brugt til udforskning af ankerpladser og tjek-ind formaliteter. En del af den første nat blev så også brugt på at snakke med Københavns Politi i fbm. episoden om eventuelle nødrakketter, der måske var set ved LUNA samt mails frem og tilbage til LUNAs satellit telefon. I virkeligheden viste det sig at være en europæisk raket der faldt i havet natten mellem d. 21. og 22.

Vi fik hurtigt bekræftet, hvad vi havde hørt på forhånd – ALT er meget dyrt på Barbados. Det er danske priser eller dyrere. Eneste undtagelse er nok prisen for at køre i bus.
Barbados er på størrelse med Bornholm og har ca 280.000 indbyggere. De har senest hørt under Storbritannien – og er først for nyligt blevet helt selvstændige. Barbados’ hovederhverv er turisme. Der kommer mange engelske og rige amerikanske turister. Derudover har Barbados en smule sukkerrør- og romproduktion samt lidt lokal dyrkning af frugt og grønt. Kombinationen af de rige turister og at Barbados skal importere det meste betyder at priserne er enormt høje. Det giver selvfølgelig problemer for en del af de lokale, som har svært ved at få råd til det mest basale. Ifølge en kvindelig tolder, ansat i Port St. Charles, så er det helt almindeligt at 50% af en families indtægt går til mad.

Busserne er en oplevelse. Det koster 3,5 BBD (= 1,75 US $) pr tur i bussen – uanset om man kører 2 stop eller hele øen rundt. Der findes dels nogle få statslige busser (blå med gul stribe), men dertil et hav af private busser (i mere eller mindre god forfatning). Prisen er den samme. Der er stoppesteder, men man kan også bare vinke til bussen ved vejen. De private kører stærkt og med fuld drøn på caribisk rap/reggae musik. Jo flere med, og jo flere ture de kører, jo mere tjener de, så der kan blive meget trangt i bussen.

Folk er utrolig venlige og hjælpsomme. Mange giver udtryk for at de er stolte af IKKE at bilde turisterne alt muligt ind, men at de gerne vil hjælpe med reel vejledning. Vi føler os trygge allevegne, også når man går alene på vejene om aftenen. Der er ikke meget kriminalitet, som der ellers er på mange andre øer i Caribien.

LUNA ligger nu for anker i Carlisle Bay ud for Barbados Yacht Club.
Her er helt klart turkisblåt vand, og bugten vrimler med liv, trods sejlbåde, jetski osv. Vi har en del havskildpadder, der holder til i vandet rundt om båden, og ind imellem kommer op for en mundfuld luft. Vi har også set fx Trigger fish, batfish og en stor Stingray ved båden.

Mellem jul og nytår var der kæmpestore dønninger i bugten, hvilket var en udfordring når vi skulle i land på stranden med gummibåd og kajak. Landgang skulle times meget præcist ifht bølgerne. Så vi prøvede flere kæntringer, ind til teknikken var helt på plads. Desværre røg skruen på vores påhængsmotor ved kontakt med en sten og vores kajak skal lappes. Her efter nytår er vandet mere roligt – dejligt når vi nu også er nødt til at ro i land, indtil vi får fat i en erstatningsskrue.

Det er blevet til et par udflugter på øen (udover til en Marine butik, og på jagt efter gas til at fylde i vores campingas-flasker), dels ned til øens kite-spot, med Tine og Fred, og dels til en historisk sukkerrørsplantage med rom-destilleri inde midt på øen. Slaveriet fik ikke mange ord med på vejen, men de skriver at det kommer snart.

Nu arbejder vi på at gøre det sidste klar, så vi kan sejle videre.
Et af jobs’ne er at skrabe alle mulige gevækster væk, som har sat sig fast under bunden i løbet af Atlantoverfarten. Det er fx vigtigt at få renset de forskellige vandindtag og udløb, der er under båden. Et eksempel er vandindtaget til ferskvandsanlægget – det er helt dækket til, så produktionen af ferskvand er noget nedsat. På et tidspunkt var der en Trigger fish, der mente at området under LUNA var dens territorium, så den jagede os agressivt væk, når vi forsøgte at komme til … Den har heldigvis fundet andre steder at være nu.

Desuden vil vi hurtigst muligt lave en (foreløbig) sejlads plan for foråret, som vi vil uploade til hjemmesiden, også hvis nogle skulle være interesserede i at sejle med en uge eller to. Vi regner med at flyve hjem til DK i april.

Solnedgang, Carlisle Bay